Folket ønsker mere og mere en stram udlændingepolitik – men nu kan udemokratiske metoder blive brugt for at standse denne udvikling

Europas befolkninger kræver i stigende grad en stram udlændingepolitik. En politik, der sætter bom for massetilstrømningen fra ikke-vestlige, især muslimske lande.

 

Denne udvikling ser man i høj grad også i Danmark.

 

Danskerne og europæerne ønsker ikke, at deres samfund i stigende grad skal præges af islam. Islam er som bekendt ikke bare en religion. Den leverer værdier og regler for, hvordan man skal indrette hele samfundet.

 

Men der er faktisk kredse herhjemme og i den vestlige verden i øvrigt, som gerne vil have en udvikling i retning af større islamisk indflydelse.

 

De opfatter en sådan udvikling som en berigelse af vores samfund.

 

Disse kredse bør man absolut ikke undervurdere. En del af dem sidder på meget magtfulde poster. Og nogle af dem er parate til at bruge udemokratiske midler til at bremse det folkelige krav om stram politik.

 

Et farligt makkerpar

Et eksempel var den alliance, der sidste år blev skabt mellem den tyske forbundskansler Angela Merkel og Facebooks ejer Mark Zuckerberg.

 

Merkel har som bekendt arbejdet for at slå Europas døre op på vid gab for den ikke-vestlige, overvejende muslimske tilstrømning.

 

Det blev hun straffet for ved det tyske valg i september. Hun er i dag stærkt svækket. Men hun sidder stadig som kansler, og hendes grundholdninger er fortsat de samme.

 

Zuckerberg er repræsentant for, hvad man vel kan kalde politisk korrekt ekstremisme. Han kan ikke få tilstrømning nok. Han kan ikke få islam nok. Han kan ikke få nok nedbrydning af nationalstaten.

 

Dette er mondænt i store dele af den amerikanske overklasse. Og mangemilliardæren Zuckerberg er virkelig overklasse, så det gør noget.

 

Smart og meget kynisk

Merkel og Zuckerberg blev enige om, at der burde gøres en indsats for at bekæmpe ’hadefuld tale’, og hvad de ellers kaldte det.

 

Meningen var så, at man blandt andet skulle holde en sådan ’hadefuld tale’ ude fra Facebook.

 

Problemet er bare, at det er højst tåget, hvad de mener med dette begreb. Man får hurtigt en mistanke om, at ’hadefuld tale’ er alle mulige politiske synspunkter, som Merkel og Zuckerberg bare er uenige i.

 

For eksempel kravet om en væsentligt strammere udlændingepolitik, som nu lyder over hele Europa.

 

Ved at udnævne dette krav til ’hadefuld tale’ kan Mark Zuckerberg bruge sin magt over Facebook til at holde den slags synspunkter nede.

 

Han får jordet dem, han er uenig med, på en udemokratisk facon, samtidig med, at denne udemokratiske adfærd får et skær af idealisme over sig. Det er smart … og meget kynisk.

 

Vi holder øje med Facebook

Mange mennesker har glæde af Facebook. Det giver en kontaktflade, som man ellers ikke ville have.

 

Det er godt. Der er ingen grund til at lave om på det.

 

Men det er bestemt ikke godt, hvis den magtfulde ejer af Facebook misbruger dette redskab til at fremme bestemte politiske synspunkter.

 

Oven i købet politiske synspunkter, der er nedbrydende for Danmark og andre vestlige samfund.

 

Facebook kan gennemføre en omfattende censur mod en vigtig og nødvendig demokratisk debat. På Den Korte Avis holder vi et stadig skarpere øje med, om det sker. Risikoen er stor.

 

Censur i det skjulte

Denne censur kan oven i købet foregå i det skjulte. Facebook kan for eksempel bare beslutte, at Den Korte Avis’ artikler, der lægges ud på Facebook, fremover bliver sendt ud til færre mennesker.

 

Sådanne manøvrer mod demokratiet vil man i mange tilfælde kunne slippe godt fra.

 

Lad os glæde os over, at Facebook findes som en social kanal. Og lad os vogte over, at Facebook ikke bliver et redskab for en mangemilliardærs skjulte politisering.

Del på Facebook