Ny film med Sidse Babett Knudsen: Den lille ’mand’ mod systemet

Udskriv

*** 3 stjerner ud af 6

 

Danmark har en kvindelig verdensstjerne i Sidse Babett Knudsen.

 

Hun er biograf-aktuel med hovedrollen i den franske film KVINDEN FRA BREST instrueret af Emmanuelle Bercot (født 1967), der også er skuespiller og manuskriptforfatter. At Bercot er en dame med mange talenter demonstreres af, at hun har fået priser for såvel bedste hovedrolle (”Mon Roi”, 2016), bedste manus (”Standing Tall, 2016) og bedste instruktør (igen ”Standing Tall”).

 

Ifølge pressematerialet er hun en del af en ny bølge af kvindelige instruktører, der for tiden markerer sig stærkt.

 

Handling

Lægen Irène Frachon (Sidse Babett Knudsen) er ansat på Universitetshospitalet Brest i Nordfrankrig. Hun er lungespecialist og bliver opmærksom på, at den populære slankepille Mediator har særdeles uheldige bivirkninger på patienterne. I bedste tilfælde lungeproblemer og skader på indre organer, i værste hjertestop og død.

 

Den dedikerede og engagerede læge kan ikke tie med sin viden. Patienternes ve og vel ligger hende så stærkt på sinde, at hun får overtalt andre læger og medarbejdere på hospitalet til at gå ind i kampen mod såvel de mistroiske sundhedsmyndigheder som den magtfulde medicinalindustri.

Læs også
Filmanmeldelse “THE PARTY”: Fremragende kammerspil i farveprægtigt sort-hvid

 

Hvor stærke kræfter hun er oppe imod går gradvist op for hende. Karriere og forskningsmidler står på spil, ikke bare for egen regning, men for hendes våbenfæller. Ydermere presser personangreb i form af beskyldninger om egoisme og narcissisme Irène op i et hjørne.  At hendes nærmeste allierede, forskeren Antoine (Benoît Magimel), vælger at trække sig, da presset bliver for hårdt, føjer spot til skade.

 

Skal hun kaste håndklædet i ringen eller kæmpe videre?

 

En virkelig historie

Filmen bygger på en virkelig historie fra 2010. Diætpillen Mediator blev trukket ud af medicinalmarkedet anklaget for at have forvoldt mellem 500 og 2.000 dødsfald. Sagen er blevet kaldt den største sundhedsskandale i Frankrigs historie.

 

Irène Frachon er den kvinde, som fik snebolden til at rulle. Med store både professionelle og private konsekvenser tog hun kampen op for at leve op til sit lægeløfte.

 

Læs også
Filmanmeldelse “THE FOREIGNER”: Når gamle-far tager affære

Den-lille-mand-mod-systemet

Det er ikke første gang, temaet ’lille-mand-mod-systemet’ optræder på film. ”The Insider” (1999) og ”Erin Brockovich” (2000) er bare to nyere eksempler blandt flere. Problemstillingen er da også nærmest pr definition interessant, fordi den rejser spørgsmålet om magtanvendelse og enkeltindividets muligheder for at gå til modstand mod overmagten – alt afhængigt af engagement, talent og evnen til at få overbevist andre om det retfærdige (det gode) i sin sag.

 

Værd at se for Sidse Babett Knudsens skyld

Af indlysende grunde kan en ret firkantet helte-skurke-model ikke undgås, men den – indrømmet, ofte nødvendige – sort-hvide karakteristik skæmmer ”Kvinden fra Brest” noget.

 

Endvidere bliver de filmiske virkemidler i form af hurtige klip og underlægningslyd brugt for bastant. Stemningen piskes for tit op, uden der er rigtigt indholdsmæssig dækning for dramatikken. I det hele taget kunne manus med fordel have været strammet.

 

At lægens fire kønne og talentfulde børn og trofaste idealægtemand bakker så entydigt op om en mor, der har sin opmærksomhed rettet alle mulige andre steder hen end familien, kan man kun håbe har bund i virkeligheden. For sentimentaliteten og skønmaleriet lurer lige om hjørnet.

 

Læs også
Jeg var til ‘forpremiere’ på blasfemi-udstillingen Billedstorm – og jeg var ikke imponeret

Så filmen er for lang og slår i min optik nogle skæverter. Men ”Kvinden fra Brest” er værd at se for Sidse Babett Knudsens skyld. Til oplysning er hun uddannet i Frankrig og taler et fransk, som enhver kun kan misunde hende.

 

Længde: 128 minutter

Medvirkende: Sidse Babett Knudsen, Benoît Magimel, Charlotte Laemmel m.fl.

Manus: Séverine Bosschem & Emmanuelle Bercot

Instruktør: Emmanuelle Bercot

Premieredato: Torsdag d. 3. august

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…