Ny film: Sødsuppe i ulveklæder

*** 3 stjerner ud af 6

 

Instruktør og manuskriptforfatter James Mangold (født 1963) har en række seværdige film bag sig: Girl, Interrupted (1999), perlen Walk the Line (2005) og 3:10 til Yuma (2007).

 

Siden følger sagaen om tegneseriehelten The Wolverine – den første X-Men Origins: Wolverine dog instrueret af Gavin Hood – i The Wolverine (2013) og nu LOGAN, hvor navnet er et alias for Wolverine.

 

Handlingen

Filmen foregår i en nær fremtid (2029). Mutanterne er næsten væk, og Logan (Hugh Jackman) er blevet gammel, udslidt og livstræt. Der er tilsyneladende noget helt galt med ham: Han halter og hoster, og halsen skal konstant vædes med sprut.

 

Han hutler sig igennem ved at køre limousine tæt ved den mexicanske grænse. Samtidig skal han tage sig af den svagelige professor X (Patrick Stewart) – der er nødsaget til at leve i skjul –  og finde ud af at samarbejde om pleje og pasning af den alvorligt syge patient med albinoen Caliban (Stephen Merchant).

 

Forsøget på at holde sig gemt fra omverdenen mislykkes, da en kvinde dukker op og trygler Logan om hjælp: Han må og skal redde en ung pige (Dafne Keen) fra de skurke, der jagter hende – en pige, der viser sig at være mutant. Vil Logan finde de gamle kræfter frem eller…?

En film for tegneserieelskere

Filmen er alenlang, og de slåskampe, der i indledningssekvensen nok kan få det til at gibbe i en nybegynder i X-Men, bliver efterhånden dræbende kedsommelige i al deres repetition. Det værste er den sødsuppe, den ekstreme vold bliver pakket ind i undervejs, men selvfølgelig ER det tegneseriefigurer, der har dannet forlæg for figurerne på lærredet.

 

Når filmen alligevel sniger sig op på tre stjerner, skyldes det nogle virkelig flotte scener undervejs, hvor registeret med filmiske virkemidler bliver foldet flot ud. Men man skal nok være lidt af en drengerøv m/k og MEGET til sort-hvide tegneserier for at sætte ”Logan” øverst på listen over film, der skal ses i biografen.

 

***

Længde: 135 minutter

 

  • Medvirkende: Hugh Jackman, Patrick Stewart, Dafne Keen m. fl.
  • Instruktør: James Mangold
  • Manuskript: James Mangold, Michael Green & Scott Frank
  • Censur: 15 år
  • Premieredato: torsdag d. 2. marts
Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…