Ny bog forsøger at afdække nogle ”myter” om den store reformator, som man aldrig har troet på. Luther-bashing set med oplysningsfundamentalistiske briller
At sparke åbne døre ind
Lad mig begynde med det positive, der trods alt er at sige om Stjernfelts pamflet. Ja, Martin Luther havde mange mørke sider, som selvfølgelig skal frem i lyset i dette jubelår, hvor alle synes at falde på knæ for den store reformator. Og nej, Luther og hans reformation af kirken var ikke det umiddelbare grundlag for nyere tiders begreber som frihed, demokrati og velfærd. Sagen er bare, at det har vi vidst meget, meget længe. Stjernfelt sparker med andre ord åbne døre ind. Det skal indrømmes, at han gør det med et vist schwung.
Et nærmest patologisk Luther-had
Lad være, at han bruger ordet ”guden” om den Gud, som nogle mennesker tror på. Udtrykket forekommer mig temmelig purilt, men hvad. Sådan udtrykker en oplysningsfundamentalist sig åbenbart. At han i den grad er personligt optaget af sin sag, er på sin vis forfriskende, men man tvivler stundom på, om det stærke engagement i kampen mod religion generelt og kristendom i særdeleshed medfører en vis uskarphed i blikket.
Forfatteren synes at lide af et nærmest patologisk Luther-had; ham om dét. Men det har nogenlunde samme virkning på Deres undertegnede, om da Richard Dawkins i sin ”Illusionen om Gud”, som også var en ganske underholdende bog, kastede sig ud i én lang deprimerende fremstilling af religionens allerværste sider – og kun dem.
Sagen er dog også, at han kan have ret i mange af sine iagttagelser. Luthers antipati mod jøderne f.eks. har altid været kendt, og der er ingen grund til at bortforklare hans mange hæslige udtalelser desangående. Det er vel ikke så afgørende, om man kalder det for antijudaisme eller antisemitisme – selv om sidstnævnte begreb stammer fra en helt anden tid end Luthers og i grunden har et andet indhold.
Det er Stjernfelts største fejl: at han læser og forstår Luther udelukkende gennem sin egen tid og sine egne ateistiske oplysningsbriller. En ofte set fejl. Luther levede imidlertid i Middelalderen og beskæftigede sig stort set ikke med andet end teologi. Og slige sager – ”sofistikerede teologiske pointer”, som dog ikke var mere kringlede, end at mange almindelige mennesker udmærket forstod hans ærinde – griber åbenbart ikke Frederik så meget.
Hvorfor var de lutherske mere til fals for nazismen end katolikkerne?
Bogens sidste kapitel om effekten af Luthers mørke sider er måske det bedste, skønt jeg ikke er overbevist om hans forklaring på den nøjere sammenhæng mellem nazismen og lutherdommen. Det tydeliggøres af to små kort over hhv. den katolske befolkningsdel i Tyskland og den procentuelle stemmeandel til nationalsocialisterne. Forklaringen kunne jo ret enkelt være den, at den katolske kirke traditionelt har langt stærkere greb i sine tilhængere, og at det modsatte er tilfældet blandt lutheranerne, som dermed var langt mere til fals for skrålehalse som Adolf.
Hvis de altså havde været mere troende lutheranske kristne, havde de måske i langt højere grad afvist nazismen!
Bogen handler altså nok så meget om Frederik som om Martin. Stjernfelt har skrevet adskillige fremragende bøger om bl.a. ytringsfrihed, og han plejer at ytre sig på solidt grundlag. Så må man vel egentlig tilgive ham, at han en sjælden gang tager sig et frikvarter.
Frederik Stjernfelt, Syv myter om Martin Luther.
Gyldendal 2017, 176 sider, 100 kroner.
Torsten Dam-Jensen
