Lokale beboere protesterede – men det omstridte testcenter i Østerild Klitplantage bliver nu udvidet

Colourbox

Det omstridte testcenter for vindmøller, der trods lokal modstand blev etableret i Østerild Klitplantage i Thy i 2012, skal nu udvides med endnu flere test-vindmøller.

 

De eksisterende 7 pladser til prototypetestmøller på op til 250 meter er ikke nok. Regeringen lægger op til, at antallet af pladser udvides med 3, hvor nogle af møllerne bliver op til 330 m høje.

 

Testcentret i Høvsøre nord for Nissum fjord i Nordvestjylland blev under betydelig ballade etableret af DTU Vindenergi på et eksproprieret areal allerede i 2002. Ved Høvsøre blæser vinden fra Nordsøen næsten uforstyrret ind til møllerne på prøvestationen, og vinden når således en høj styrke, der svarer til forholdene for møller opstillet til havs.

 

Der er i øjeblikket 5 pladser til prototypetestmøller på op til 165 meter. Regeringen lægger op til, at der fremover på 2 nye pladser vil kunne etableres møller op til 200 meter.

 

De eksisterende møller blev, under massive protester fra lodsejere og grønne organisationer, stillet op for henholdsvis 15 og fem år siden.

 

Vindmølleindustriens behov

Vindmølle-industrien har efterlyst flere testpladser, netop til de store vindmøller, der kan blive over 300 m høje. I dag er den højeste mølle i Østerild Klitplantage på 220 meter.

 

Erhvervsminister Brian Mikkelsen mener nu, at bekymringerne er manet i jorden, og projektet derfor kan udvides. Udvidelsesplanerne er derfor netop forelagt forligspartierne, der omfatter socialdemokratiet, SF og Dansk Folkeparti.

 

Tidligere protester

Danmarks Naturfredningsforening var blandt de organisationer, der sammen med et stort antal lokale beboere var på barrikaderne forud for etableringen af testcentret i Østerild i 2012.  Møllerne blev kaldt for en katastrofe for naturen, og det blev også beklaget, at anlægget krævede, at mellem tre og fire millioner gamle træer i klitplantagen blev fældet.

 

Modstanderne af testcentret argumenterede for, at møllerne på op til 250 meter kunne placeres andre steder end mellem Nationalpark Thy og Danmarks vigtigste fugleområde, Vejlerne. Der var desuden kritik af hele beslutningsprocessen, der dengang blev betegnet som udemokratisk og lukket.

 

Testcentret blev trods alle protester trumfet igennem af et politisk flertal på Christiansborg.

 

Den nye udvidelse af testcentret kræver, at der skal fældes mere skov, ligesom det forventes, at der skal opkøbes eller eksproprieres op til otte boliger og et mindre antal vindmøller samt en mindre campingplads.

 

Trods de lokale protester er testcentret blevet et populært udflugtsmål, og Thys turistforening sender i sommermånederne jævnligt turbusser med nysgerrige besøgende, der ifølge turistforeningen lader sig fascinere af både ingeniørkunst og det naturskønne område.

 

I sommeren 2017 åbner Østerild et egentligt besøgscenter, hvor gæster kan lære om vedvarende energi, vindmøller og naturen.

 

Regeringens pressemeddelelse kan læses her:

https://www.regeringen.dk/nyheder/regeringen-vil-etablere-nye-vindmoelle-testpladser/

Del på Facebook