Københavns overborgmester Frank Jensen gør alt for at tørre bandeproblemerne af på politiet – han er bange for at blive væltet

Københavns overborgmester Frank Jensen - Foto: Københavns Kommune

 

Københavns overborgmester Frank Jensen (S) har ét stort politisk mål: Han vil gerne blive siddende.

 

Så han kæmper for at overleve som overborgmester ved kommunalvalget den 21. november.

 

I den sammenhæng ser de voldsomme bandeproblemer i København ikke for kønne ud. Vælgerne kan få det indtryk, at de hænger sammen med en overborgmester, der ikke har styr på sin by.

 

Derfor gør Frank Jensen for tiden alt for at fjerne dette indtryk. Han forsøger konsekvent at tørre bandeproblemerne af på politiet.

 

Det er deres skyld, at indvandrerbanderne hærger i gaderne, må man forstå. Københavns Kommune har intet gjort forkert. Og Frank Jensen har intet ansvar.

 

Ikke kønt at se på

For nylig gav overborgmesteren et interview til Politiken, hvor han hele tiden prøvede at plante en mistænkeliggørelse af politiet og en frikendelse af sig selv. Det var ikke kønt at se på.

 

I interviewet hedder det blandt andet:

 

”Når der skydes i københavnske gader, så er det statens politi, der må rykke ind og skabe tryghed og sikkerhed for københavnerne ved at sætte sig på de her bander.”

 

Det hele er statens og politiets skyld, ikke kommunens.

 

Frank Jensen opfordrer politiet til at ”tage københavnernes tryghed og sikkerhed dybt alvorligt”. Underforstået: Det har de ikke gjort indtil nu. Han slutter af med følgende salut:

 

”Det er en uholdbar situation, hvis det skal stå på i længere tid, at politiet ikke kan sikre københavnernes tryghed.”

 

Så er den pointe vist sivet ind…

Samtidig bedyrer Frank Jensen, at dette ikke er en kritik af politiet!

 

Politiken spørger, om Københavns Kommunes forebyggende indsats har været god nok, når antallet af bandemedlemmer nu stiger.

 

Ja, helt bestemt, mener Frank Jensen. Problemerne skyldes statens fængselsvæsen, der løslod lederen af Loyal to Familia, og så … politiet. Så er den pointe vist sivet ind.

 

Svigtede præst, der blev angrebet af indvandrere

Den Frank Jensen, der nu søger at virke flinthård over for indvandrerbanderne, er i øvrigt den samme Frank Jensen, som svigtede, da voldsmænd drev en lokal præst ud af den belastede bydel Tingbjerg.

 

Tingbjerg er en del af den visitationszone, som Københavns Politi har indført for at bekæmpe bandevældet. Det er altså en bydel med alvorlige bandeproblemer. Samtidig er området også på regeringens ghettoliste.

 

I 2014 råbte den lokale sognepræst Ulrich Vogel vagt i gevær. Vogel havde oplevet at blive angrebet af indvandrere i området.

 

Det fik ham til at flytte væk fra Tingbjerg, men han forblev som præst. Han mødte dog ingen forståelse for sine advarsler hos Frank Jensen.

 

Da Vogel så i 2014 tog bladet fra munden, fik han en brosten ind gennem vinduet til sit kontor. Derefter sagde han op.

 

Har støttet masseindvandring

Lige så flittig Frank Jensen er til at kritisere politiet, lige så ivrig er han efter at bagatellisere problemerne, når han selv har noget i klemme.

 

Med til billedet af Frank Jensens rolle hører, at han konsekvent har støttet en politik, der åbnede for stor ikke-vestlig indvandring. En politik, der har givet grobund for banderne.

 

Frank Jensen må stå ved sit ansvar.

 

http://politiken.dk/indland/kobenhavn/art6063629/%C2%BBDet-er-meget-sj%C3%A6ldent-at-jeg-skriver-til-politiet%C2%AB

 

https://www.b.dk/kommentarer/drop-skraemmebillederne-af-tingbjerg

 

https://denkorteavis.dk/2014/nej-det-gar-ikke-bedre-i-tingbjerg/

 

https://jyllands-posten.dk/protected/premium/kommentar/taarnet/ECE9805714/koebenhavns-lovlydige-borgere-ser-en-by-der-sejler

Del på Facebook