Der er ingen ende på jammeren over, at præsident Donald J. Trump i et dekret har lukket for indvandring fra syv islamiske stater, indtil der er skabt kontrol med terroristiske trusler fra disse nationer.
Ikke alene de syv ramte lande protesterer og truer med repressalier, men Frankrigs præsident, Tysklands forbundskansler og Danmarks udenrigsminister udtrykker også harme over, at Trump lukker døren for problemer, som de selv er stillet over for. Særlig slemt er det ifølge de europæiske reaktioner, at det er et politisk skaktræk mod en religion.
Ingen af de protesterende har nogen sinde beklaget, at ikke syv, men ialt 16 muslimske lande afviser at lukke rejsende med et bestemt pas ind. Det er folk med israelske pas, som på forhånd er afvist.
Skulle det interessere de idealistiske forsvarere af åbne grænser for tilhængere af enhver religion, så drejer det sig om Algeriet, Bangladesh, Brunei, Iran, Irak, Kuweit, Libanon, Libyen, Malaysia, Oman, Pakistan, Saudi Arabien, Sudan, Syrien, De forenede Emirater og Yemen.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu har iøvrigt aldrig støttet udelukkelse af statsborgere fra islamiske lande, som Donald Trump var talsmand for allerede under valgkampen. Men til gengæld roser han Trumps beslutning om en mur mod Mexico. Da Israel fik blokeret grænsen mod Egypten, blev der dæmmet effektivt op for illegal indvandring, siger den israelske regeringchef.