Der har eksisteret slaveri – at være en andens ejendom – siden oldtiden. I det gamle Egypten blev pyramiderne bygget af slaver. I bystaterne Athen og Sparta i oldtidens Grækenland var der en hel slaveklasse. Også i det tidlige romerrige, det gamle Kina og det gamle Indien hørte slaveri til dagens orden.
I nyere tid forbindes slaveri næsten pr. refleks med den transatlantiske slavehandel.
I den såkaldt Nye Verden havde nybyggerne behov for arbejdskraft til de store plantager, så europæerne igangsatte en transport af afrikanere, der blev sejlet over Atlanten i tætpakkede skibe. Deres efterkommere i USA er som befolkningsgruppe et vidnesbyrd om deportationen.
Historien er blevet indgående berettet i en omfangsrig skøn- og faglitteratur. Kendte titler er “En amerikansk slaves beretning” (1845) fortalt af Frederick Douglass, Harriet Beecher Stowe: “Onkel Toms hytte” (1852), og Toni Morrison: “Elskede” (1988).
Hvorfor er muslimsk slaveri underbelyst?
Hvis man googler på ’film om slaveri’ er første post en oversigt på ca. 80 film, der beskriver transatlantisk slaveri, fx “Amistad” (1997), “Django Unchained” (2012) og “12 Years a Slave” (2013).
Og så rejser spørgsmålet sig: Den transatlantiske slavehandel varede få hundrede år, mens den muslimske slavehandel har varet i 1300-1400 år – og stadig finder sted.
Hvordan kan det være, at muslimsk slaveri er så underbelyst, og at i det omfang der overhovedet findes litteratur og film om slaveri inden for islam – så fylder teksterne lidt eller intet i den offentlige debat? Taget i betragtning at de største aktører inden for slaveri-institutionen ikke var europæerne, men de arabiske muslimer.
Deres ofre var ud over afrikanere cirka 1.250.000 europæere. Tallene fremgår af af Tidiane N’Diyae: “Det tilslørede folkemord – den arabiske slavehandel i Afrika”(2008, oversat 2015) og Kirsten Valeur: “Slaveriet inden for Islam (2013). Begge værker beskriver, hvordan primært araberne igennem århundreder foretog en omfattende deportation af sorte afrikanere til slaveri i dels det arabisk-muslimske Mellemøsten, dels det islamiserede Nordafrika.
Tidiane N’Diyae vurderer, at mindst 17 millioner afrikanere blev deporteret til slaveri, hvoraf en stor del døde undervejs. Antallet af dødsofre har været langt større som følge af slavehandlernes overfald på landsbyer. Disse gik efterfølgende i opløsning, fordi landsbyerne blev sat i brand, og den mest arbejdsduelige befolkning blandt de overlevende røvet.
Tidiane N’Diaye beretter om den lange og ubarmhjertige transport af fanger fra kontinentets indre ud til Afrikas østkyst og nordpå igennem Saharas vidtstrakte ørken op til Afrikas nordkyst. At spore slaveruterne var nemt: Der lå menneskeknogler spredt i vejkanten.
Det muslimske slaveri har været kendetegnet af kastrering
Det er en vigtig oplysning, at det muslimske slaveri har været kendetegnet af en praksis med kastrering af mandlige slaver og drab på de kvindelige slavers spædbørn. Det betyder, at der i dag kun eksisterer meget få efterkommere efter de mange millioner deporterede.
Fordi slaver ved kastrering er blevet afskåret fra at få efterkommere, betegner N’Diaye det som et tilsløret folkemord.
I USA kunne afrikanerne i en vis udstrækning bevare deres familiestrukturer og føre slægten videre. Slaveejerne havde interesse i at behandle slaverne nogen lunde ordentligt for at få den bedst mulige arbejdskraft ud af dem. I den muslimske verden blev slaverne slidt op, hvorpå der blev hentet nye forsyninger i Afrika.
Det organiserede slaveri i Afrika tog sin begyndelse i Darfur i år 652. Her var den sudanesiske leder nød til at indgå en ydmygende fredsaftale med invaderende muslimer: Hvert år skulle han levere flere hundrede slaver til de muslimske magthavere.
Den omfattende muslimske slavehandel, der foreløbigt har strakt sig over 1400 år, er langt mere omfattende og grusom end europæernes slavehandel. At der blev lagt et solidt grundlag for arabiske muslimers institutionaliserede slaveri i Afrika afspejles i, at slaveriet stadigvæk foregår i Darfur i dag.
Islam har aldrig gjort op med slaveri
Islam har aldrig forsvaret princippet om slaveriets ophævelse: “Den kendsgerning, som det fremgår af Koranen, at slaveriet i princippet er lovligt, fjerner de religiøse skrupler. En total ophævelse kunne tilmed fremstå som en dadelværdig nyskabelse i modstrid med den hellige bogs bogstav og de første muslimers eksemplariske praksis.” (Ibn Warraq, “Derfor er jeg ikke muslim” s. 307-308).
Vesten har gjort op med slaveri. Det har islam ikke, fordi Muhammed havde slaver, og det derfor vil blive betragtet som helligbrøde at forbyde slaveri.
Læs også Kirsten Valeuers bog “Slaveriet indenfor islam”. Køb den her:
https://www.saxo.com/dk/slaveriet-indenfor-islam_kirsten-valeur_haeftet_9788791107382