Igen konservativt flertal i den amerikanske Højesteret

Neil Gorsuch / Wikipedia

Da den konservative dommer Neil Gorsuch mandag aften aflagde ed til USA’s Højesteret, indfriede præsident Donald J. Trump et af sine vigtigste valgløfter om at sikre, at den afdøde Antonin Scalia blev efterfulgt af en konservativ dommer, der vil stå vagt om amerikanske frihedsrettigheder og USA’s konstitution.

 

Politisk slagsmål

Da højesteretsdommer Antonin Scalia uventet døde i Texas lørdag den 13. februar 2016, udløste det en indædt kamp mellem Republikanere og Demokrater om indflydelse på udnævnelsen af hans efterfølger.

 

Inden dødsfaldet havde den amerikanske højesteret et konservativt 5-4 flertal, og præsident Obama syntes fra dag 1. at være indstillet på at udpege en ny liberal dommer i højesteret.

 

Ifølge forfatningen er det Kongressen, der beslutter hvordan Højesteret sammensættes. Men artikel 2 i forfatningen giver også præsidenten beføjelse til at udpege dommere – forudsat, han kan opnå Senatets samtykke!

 

Merrick B. Garland

Præsident Obama nominerede allerede onsdag den 16. marts 2016 Merrick B. Garland som dommer i den amerikanske Højesteret. Med valget af en kendt liberal dommer som dommer på livstid udfordrede han Republikanerne.

 

Barack Obama motiverede sit valg med, at Garland er respekteret som en af landets skarpeste jurister. Samtidig repræsenterer han efter sigende ordentlighed, beskedenhed, og integritet.

 

Republikansk blokering

Selvom Barck Obama advarede mod at at gøre nomineringen til Højesteret til en del af kampen mellem Demokrater og Republikanere, og opfordrede til at følge proceduren og afholde en ”fair” høringsproces i Senatet, reagerede Republikanernes leder, Senator Mitch McConnell, med at gentage den velkendte republikanske position: at nomineringen skulle afvente resultatet af præsidentvalget.

 

”Det amerikanske folk kan meget vel vælge en præsident, der beslutter at nominere Garland til Højesteret, sagde Mr. McConnell. ”Den næste præsident vil måske også vælge en helt anden til posten. Uanset er det vores opfattelse, at folket skal have mulighed for at udtrykke en mening om den ledige post som Højesteretsdommer”.

 

Den holdning blev stærkt støttet af Donald J. Trump og de øvrige republikanske præsidentkandidater.

 

Republikanerne udnyttede samtidig deres flertal i Senatet til at forhindre en nominering af Merrick B. Garland.

 

Neil Gorsuch

Efter præsidentskiftet har Neil Gorsuch været underkastet den sædvanlige høringsproces i Senatet. Efter tilsidesættelse af den normale procedure blev Gorsuch godkendt med simpelt flertal, idet det bemærkes, at 3 demokratiske senatorer faktisk støttede hans udnævnelse.

 

Højesteret i Washington DC, er i henhold til den amerikanske forfatning den dømmende magts ultimative organ. Højesteret beskæftiger sig med sager der vedrører hele nationen, og kendelserne danner præcedens for alle lavere retsinstanser. En af dens mest kendte beføjelser er retten til at afgøre, om en lov eller handling er forfatningsstridig.

 

De 9 dommere i Højesteret er udnævnt på livstid, og med udnævnelsen af 49-årige Neil Gorsuch har Højesteret igen et konservativt 5-4 flertal.

Del på Facebook