*** 3 stjerner ud af 6
”VENUS – let’s talk about sex” er en dokumentarfilm om unge kvinders (tanker om) sexliv.
Filmens to instruktører Lea Glob og Mette Carla Albrechtsen har individuelt flere dokumentarfilm bag sig om køn og seksualitet. Nu står de sammen bag et fællesprojekt under arbejdsoverskriften: En erotisk film på kvinders præmisser.
Filmen udspringer af instruktørernes egen lyst til at beskæftige sig med deres seksualitet. De lagde deres personlige erfaringer og en række spørgsmål ud på nettet og inviterede efterfølgende kvinder i alderen 17-35 år til en åben casting
Mere end 100 kvinder melder sig som medvirkende, og over en periode på 5 år fortæller et udsnit af disse kvinder om deres seksuelle oplevelser og fantasier til filmkameraet. Resultatet er ca. 70 interviews, hvor kvinderne en ad gangen bliver kaldt ind foran kameraet.
Eneste rekvisit er en sort kontorstol
Instruktørerne optræder ikke på noget tidspunkt synligt i billedet, men stiller indimellem spørgsmål. Der bliver klippet frem og tilbage mellem de udvalgte kvinder, således at den enkelte kvinde optræder i flere forskellige sekvenser i forskellige påklædning og frisure og til sidst – på opfordring – nøgen. Hvis hun altså selv vil!
Eneste rekvisit i rummet er en sort kontorstol, der står foran en bar væg, og fra denne stol, der indirekte binder kvindernes historier sammen, giver kvinderne stemme til deres mange forskellige erfaringer om sex, erotik, ulyst og (skam)følelser.
Sex er altid interessant
Sex er som regel altid interessant, og det er bestemt ikke uspændende at få indsigt i 20-30 kvinders møder med seksualiteten. Især fordi de fleste at dem er så søde og sympatiske og tilsyneladende hudløst ærlige og åbenhjertige. For fleres vedkommende også dejligt humoristiske. Ikke mindst den glimtvise skrøbelighed og sårbarhed er rørende, når ’interview-ofrene’ sætter ord på og udleverer det allermest intime.
Som 60+ tilhører jeg ikke målgruppen, og hvis unge kvinder kan få det bedre af at spejle sig i en række af fortællingerne, så har filmen en klar mission. Hvad jeg savner, er noget mere baggrundsviden om kvinderne og efter hvilke kriterier, de er udvalgt. Hvor repræsentative er de fx i deres meget aktive seksualliv med for flertallets vedkommende rigtigt mange seksualpartnere?
Længde: ca. 90 minutter
- Medvirkende: En række unge og yngre kvinder
- Instruktør: Lea Glob & Mette Carla Albrechtsen
- Premieredato: onsdag d. 8. marts