Det tyske politi bemærkede nytårsaften, at der i en række byer kun var få kvinder på gaden. Formentlig har sexovergrebene fra forrige nytår holdt dem hjemme.
En ny meningsmåling bekræfter, at mange tyske kvinder er blevet bange.
Utrygge kvinder
Hele 58 procent af tyske kvinder mener, at det er blevet farligere for dem at færdes i offentligheden (Emnid/BILD am SONNTAG). 31 procent mener, at deres situation er uforandret. Kun 10 procent mener, at det er blevet mere sikkert at færdes offentligt.
Cirka halvdelen af kvinderne (48 procent) siger, at de undgår bestemte områder i deres by eller bydel efter mørkets frembrud.
16 procent af de adspurgte kvinder – altså omkring hver sjette – siger, at de går med peberspray på sig. I aldersgruppen 14-29 år er det sågar hver tredje (32 procent).
Lige så mange i denne gruppe siger, at de overvejer at anskaffe sig peberspray. Mange kvinder i gruppen 30-39 år siger det samme.
Bemærkelsesværdigt mange tyske kvinder siger helt åbent, at deres sikkerhedssituation forringes af indvandringen fra islamisk prægede lande. Nemlig 44 procent. Det betragtes jo ellers som et meget kontroversielt emne. 43 procent siger, at denne indvandring ikke har øget truslen mod dem.
”En ny form for kriminalitet”
Holger Münch, der er chef for forbundskriminalpolitiet, siger, at Tyskland har fået en ny form for kriminalitet – nemlig større grupper af mænd, der sammen foretager sexovergreb på kvinder på offentlige steder.
Det var det, man forrige nytårsaften oplevede i massivt omfang i Køln og andre byer. Langt hovedparten af gerningsmændene var nordafrikanere.
Under den seneste nytårsfest i Køln fik man bremset tilløbene til en gentagelse med et massivt politiopbud.
Men der optrådte også denne gang store, organiserede grupper af nordafrikanere, der var præget af ”en vis aggressivitet”, som Kølns politidirektør Jürgen Mathies udtrykte det. En politiker fra Angela Merkels parti CDU kalder det ”en magtkamp”.
Der er god grund til at være bange
Sagt på en anden måde: Disse mænd virkede parate til nye overgreb, men de havde to problemer: For det første det store politiopbud. For det andet, at kvinderne i stort omfang holdt sig væk.
Psykologiprofessor Borwin Bandelow siger det meget præcist: ”Der manglede ikke gerningsmænd, men deres problem var, at der manglede ofre.”
Bandelow føjer til, at disse organiserede grupper principielt kan dukke op overalt og til hver en tid. ”Det er ikke nogen irrationel angst at være bange for det,” siger han til BILD am SONNTAG.
Den kendte kvindesagsforkæmper Alice Schwarzer ser et meget klart formål med disse organiserede gruppers optræden: ”Disse mænd vil demonstrere offentligt, at vi kvinder ikke har noget at gøre på gaden.”
Tysk asylpolitik sætter sine spor
Efter nytårsaften 2015 i Køln skærpede Tyskland straffene for seksualforbrydelser. Det er nu gjort klarere, at ”nej betyder nej”. Man har også indført særligt hårde straffe for organiserede seksualovergreb i grupper.
Men de tyske kvinder er utrygge. De er blevet mere bange for at færdes i offentligheden. De tager deres egne forholdsregler i form af peberspray og lignende. Og de holder sig væk fra offentlige arrangementer, som de tidligere uden bekymringer deltog i.
Den tyske asylpolitik har sat sine spor.