Familien flagede, men det var det forkerte flag, og så faldt hammeren – der er god grund til, at vi kun flager med Dannebrog

Foto: Ole Sørensen

 

Danmark er et af de lande i verden, hvor flest borgere hejser flaget.

 

I mange lande bruges flaget slet ikke af privatpersoner. Det er forbeholdt officielle instanser.

 

Men herhjemme sender gud og hvermand Dannebrog til tops. Det er et symbol på det folkelige Danmark.

 

Politiet mødte op

Hos familien Hedegård i Nr. Bjert i Kolding Kommune er de også glade for at flage. Men tidligt mandag morgen mødte to betjente op i deres hjem og fortalte dem, at de skulle tage deres flaget ned.

 

Problemet er, at familien den seneste måned tid har haft det amerikanske flag ”Stars and Stripes” hængende i flagstangen. Dermed har de villet vise deres begejstring for amerikansk kultur.

 

Men den går ikke. Det er forbudt. Og flere personer har meldt familiens brug af det amerikanske flag til politiet.

 

Derfor troppede betjentene op mandag morgen og krævede flaget taget ned. Familien fik at vide, at der ellers vankede en bøde på 2.500 kr.

 

Den danske nations flag

Siden 1915 har det været forbudt at flage med udenlandske flag i Danmark, bortset fra de nordiske flag samt EU’s og FN’s flag. Udenlandske repræsentationer kan også flage med deres hjemlands flag.

 

Men ellers skal danske flagstænger være forbeholdt Dannebrog. Begrundelsen er, at flaget er den danske nations flag.

 

Det signalerer, at Danmark er danskernes land og ikke et tilfældigt stykke jord, der bebos af løsrevne enkeltpersoner og grupper. Flaget viser fællesskabet.

 

Denne særlige symbolværdi vil forsvinde, hvis man kan flage med andre nationers flag efter forgodtbefindende. Det være sig ”Stars and Stripes”, det tyrkiske flag eller andet.

 

Næppe ment som provokation

Intet tyder på, at familien Hedegård ønskede at provokere med deres brug af det amerikanske flag. De er åbenbart bare opfyldt af en positiv entusiasme for USA. Og de har ikke tænkt nærmere over flagregler.

 

Det har overrasket familien, at deres flagning er faldet nogle borgere i Nr. Bjert for brystet. Det burde det nu ikke gøre.

 

Derimod forstår man godt Rikke Hedegaard, når hun ærgrer sig over, at ingen har taget sagen direkte op med familien – så politiet troppede op.

 

Opgave for skolen

Forhåbentlig fører sagen ikke til ondt blod i lokalsamfundet.

 

Derimod må den gerne føre til, at alle bliver bekendt med, hvorfor det er Dannebrog, vi flager med i Danmark.

 

Det kunne passende begynde med, at man i skolen fortalte eleverne om dette stærke symbol på det folkelige fællesskab i Danmark.

 

Noget sådant vil kræve nytænkning fra en del venstreorienterede og politisk korrekte skolelærere. Men så må de lære det, så de kan forklare, hvorfor de danske flagregler er, som de er. Det er på høje tid.

 

http://www.jv.dk/kolding/Familie-pillede-amerikansk-flag-ned-efter-politibesoeg/artikel/2516235

Del på Facebook