Det skaber mere konkurrence at udbyde offentlige it-systemer, siger innovationsminister Sophie Løhde (V).
Priser bliver mere konkurrencedygtige, når offentlige it-systemer udbydes.
Det mener innovationsminister Sophie Løhde (V). Derfor indgår udbud i it-strategien, som nu bliver sat i værk.
– Udbud medvirker til at sikre nogle mere konkurrencedygtige priser, siger Sophie Løhde.
– Derfor er det også et initiativ i den kommende it-strategi, som skal bidrage til, at myndighederne fremover får udbudt deres it-systemer og opnår nogle bedre resultater.
Staten bruger årligt godt syv milliarder kroner på omkring 4200 it-systemer. 428 systemer er afgørende for statens virke eller for samfundet som helhed.
Det viser rapporten om regeringens kasseeftersyn.
– Alene staten bruger godt syv milliarder kroner på it. Uden at vi har et tilstrækkeligt overblik over, hvordan pengene bruges. Vi skylder skatteborgerne at bruge dem mere begavet end i dag, mener Sophie Løhde.
Godt 150 statslige it-systemer har “en utilstrækkelig systemtilstand”. Derfor har myndighederne søgt at forbedre systemtilstande i 135 af de afgørende it-systemer.
Hvis et system ikke er tilstrækkelig sikkert, rummer det en risiko for et hackerangreb.
– Mange kritiske it-systemer er ikke blevet ordentlig vedligeholdt igennem tiden. Vi kan se en stor udfordring i, at kritiske it-systemer er i dårlig stand. Det øger risikoen for nedbrud og hacker-angreb, siger Sophie Løhde.
Hun nedsætter en arbejdsgruppe, som inden sommer laver et oplæg til it-strategi.
– Det kommer til at tage tid. Det bliver et langt, sejt træk. Der er desværre ingen hurtige snuptagsløsninger. Staten har cirka 4000 it-systemer, siger Sophie Løhde.
– Det må efterhånden være tydeligt for enhver, at der er behov for handling om dette område.
/ritzau/