Boganmeldelse: Guerilla, Le jour où tout s’embrasa” af Laurent Obertone.
Af Bitten-Kirsti Nielsen
En usædvanlig, vedkommende bog der ser ind i en ikke utænkelig og nær fremtid. Med forfatteren som fortæller føres læseren tæt på de dødsens farlige bandemiljøer, som har organiseret sig, og nu er ved at overtage Frankrig.
Tempoet er med tekstens korte sætninger højt, og vi fornemmer hurtigt dramaet, der lurer overalt. Brutaliteten, vi snart skal møde, beskrives i distanceret, refererende og nøgtern stil, hvilket jeg synes øger den dramatiske effekt betydeligt.
Det er fiktion – endnu. Heldigvis. Alligevel får vi en følelse af genkendelse, efterhånden som romanen skrider frem.
Der er politiet, som massakreres og i selvforsvar skyder sig fri af deres mordere, selv om dette er strengt forbudt, og som ved pressens hjælp beskyldes for brug af fascistiske metoder. Der er medløbernes massehysteri om politivold, før de selv må på flugt for at undgå at blive stukket ned eller brændt ihjel.
Overalt dukker de op fulgt af det yderste venstre
Overalt dukker banderne ud af mørket ofte fulgt af det yderste venstres hætteklædte såkaldte ”unge” som halehæng. En aggressiv gruppe, som uden tøven massakrerer deres landsmænd, men udskriger tolerance og forståelse for deres ”brødre”, som de kalder dem.
Disse stakkels omstrejfende bøller, der er ofre for et uretfærdigt samfund. Ja selv når de unge på et tidspunkt modtager et sidste dræbende knivstik af deres falske brødre, erklærer de dem højlydt troskab.
Og Zoe, den forkælede overklasse journalistpige, der som offer for voldtægt græder over de samme kriminelles ulykkelige skæbne. ”De kan jo ikke gøre for det”, siger hun. Der er den naive præsident, som mener at kunne dysse gemytterne ned ved at tale pænt til dem og forhandle sig til fred med bandelederne, før han overrasket bliver stukket ned.
Kærlighedsbrigaden med gratis knus
Endelig, men ikke mindst kærlighedsbrigaden, som tilbyder gratis knus. Se min godhed, hør mine skrig. Her må forfatteren le, og det gør han i skikkelse af den klartseende oberst, der udskiller sig som eneste fornuftsperson i persongalleriet.
Vi får sjældent lejlighed til at følge og dele personernes tanker og stemninger tæt på. Dog adskiller en scene sig fra de andre, når den mest brutale bølle, som forfølger en ung pige for at voldtage hende, pludselig ser sig inddraget i en situation, hvor han må agere fødselshjælper for en fransk kvinde i panik.
Da han står med det lille barn, som han netop har hjulpet til verden, går han ind i en følelse, der er så stærk, at han et kort øjeblik rystes mentalt. Han bliver forvirret over den ukendte følelse og skynder sig væk. Tempoet er her sat ned, og scenen går et øjeblik helt tæt på dem begge og forstærkes yderligere af forfatterens brug af billedtekst, som løfter scenen og giver den et sært strejf af poesi uden dog at nærme sig det sentimentale.
Først når EL- og vandforsyning svigter, melder alvoren sig
Tilbage i den massive dumhed fornemmer vi gennem den klartseende oberst forfatterens skæve ironiske smil, når talen falder på de historieløse unge nederst på den sociale rangstige. Og han har svært ved at holde latteren tilbage, når den lallende presse slutter op om bøllernes – dvs. deres barske lederes – krav om udbetaling af kæmpe erstatninger, gratis boliger mv.
Alvoren melder sig endelig hos alle, når vand- og elektricitetsforsyningerne svigter, for sejrsherrerne har på trods af deres militærgrej ført krig med hovedet under armen. Er der da slet intet håb at spore. Jo vi lades tilbage med et spinkelt håb, når en gruppe militærfolk til sidst mødes, fordi de har fået nok og trodser deres overordnedes ordrer om at forholde sig i ro.
Bogen er fascinerende, og jeg er dybt berørt. Den kan købes over Amazon, er på 415 sider og koster lidt over 200 DKK. Den er udgivet af forlaget Ring i 2106.
