Den seneste tids bandeskyderier i København er foregået inden for det store område af byen, som politiet har gjort til visitationszone.
Men tirsdag aften bredte indvandrerbandernes krig sig til Holmbladsgade på Amager. En mand blev skudt, tre gerningsmænd blev jagtet af politiet og anholdt.
Det er ikke nogen stor overraskelse, at skyderierne nu også er kommet til Holmbladsgade.
Kvarteret har i mange år været stærkt belastet. Man har så gjort en større indsats for at gøre det til et bedre sted med en mere blandet beboersammensætning. Det har også givet nogle resultater.
Men Holmbladsgade og de nærliggende gader på Indre Amager er stadig et sted, hvor voldelige indvandrergrupper slår deres folder.
Mislykket ’integration’
Der har ellers været ofret enorme summer på, at disse grupper skulle blive ”integrerede”.
Men denne indsats har kun understreget, hvor svagt det danske samfund har reageret på problemerne.
I 1996 vedtog den daværende regering et såkaldt kvarterløft i det nedslidte område.
Naivt forestillede man sig, at pænere omgivelser ville gøre de uregerlige indvandrere mere danske.
Lige så naivt forestillede man sig, at de ville blive mere danske og fredelige, hvis der flyttede flere mennesker fra den danske middelklasse ud i kvarteret – typisk studenter og akademikere.
Der skete markante forbedringer af kvarteret, som i høj grad også var til glæde for de gamle beboere.
Kulturhus måtte lukke
Men den hårde kerne af muslimske indvandrere fortsatte med at forskanse sig i deres eget parallelsamfund. Her var ikke noget, der lignede integration.
Symbolet på denne fiasko blev idræts- og kulturhuset Prismen. Et stort, dyrt projekt, der vandt en fin international pris for sine arkitektoniske kvaliteter.
Men det viste sig hurtigt, at de hårde indvandrertyper ikke rigtig lod sig påvirke af den lovpriste arkitektur. I det hele taget ændrede de mange millioner til kvarterløftet ikke på disse typers adfærd.
Kulturhuset Prismen blev ramt af hærværk og trusler mod personalet i et omfang, så det på et tidspunkt måtte lukkes.
Også andre former for asocial og voldelig adfærd har floreret – fuldstændig uden at ænse alle de fine og dyre projekter, der blev sat i værk.
Og nu er Holmbladsgade altså også blevet ramt af bandeskyderierne.
Der er kun to ting at gøre
Nok så mange kvarterløft og kulturhuse kan ikke gøre kål på disse gruppers hærgen.
De vil absolut ikke integreres, hvad det så end betyder. De vil have magt og penge (fra blandt andet narkosalg).
Derfor slås de indbyrdes på mellemøstlig vis. Og derfor reagerer de aggressivt, når det danske samfund og dets myndigheder blander sig.
Der er kun to ting at gøre ved det:
På kort sigt skal politiet gøre det så svært som overhovedet muligt for banderne at operere og rekruttere.
På lang sigt skal der sættes en prop i den ikke-vestlige indvandring.
Massetilstrømningen fra ikke-vestlige, overvejende muslimske lande leverer et hav af rekrutter til mere vold og ballade i det danske samfund.