Det er en god idé at overholde færdselsreglerne – specielt når man har påfaldende mange culottestege liggende i bagagerummet

Colourbox

 

Tirsdag aften bemærkede en patrulje fra færdselspolitiet en bil, der kørte over for rødt i Ringsted. De standsede bilen, hvor en 36-årig mand sad bag rattet med en 37-årig kvinde som passager.

 

Det viste sig, at manden ikke bare var kørt over for rødt. Han var også lettere spirituspåvirket, og så kunne han heller ikke fremvise noget kørekort.

 

Med en temmelig fantasifuld forklaring forsøgte han at overbevise betjentene om, at han skam havde kørekort, men at han ikke kunne vise det af en helt speciel grund:

 

Han havde ganske vist i en periode været frakendt kørekortet. Men lige præcis dagen før havde han været til en køreprøve, hvor han generhvervede retten til at føre bil. Han havde bare ikke fået kørekortet endnu.

 

Midt- og Vestsjællands Politi gik senere i gang med at undersøge, hvad der er op og ned på den historie.

 

Men efter at manden havde fået taget en blodprøve for at fastslå promillen, blev han løsladt. Han måtte dog gå selv, mens betjentene tog sig af bilen.

 

Interessant fund

Først da de ville flytte bilen, gjorde de et yderst interessant fund i bagagerummet: Her lå 35 culottestege og et TV-apparat! Inde i bilen fandt de også tre pakker frosne hummere.

 

Forklaringen på de 35 culottestege var næppe, at parret i bilen skulle have gæster til middag. Så politiet kørte efter manden, og det lykkedes at finde ham gående hen ad vejen.

 

Han blev nu anholdt og fik en ny sigtelse for tyveri af kødet til en værdi af 7.000 kr. Også kvinden blev anholdt.

 

Mærkningen af kødet kunne tyde på, at det stammede fra et butikstyveri i Roskilde-området.

 

Kom til at koste dem dyrt

Formentlig fører politiets efterforskning til, at de to anholdte fremstilles i et grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Parret er i øvrigt også mistænkt for at være involveret i verserende sager i andre politikredse.

 

Så det kom til at koste dem dyrt, at de var kørt over for rødt.

 

Moralen er: Det er en god idé at overholde færdselsreglerne – specielt når man har påfaldende mange culottestege liggende i bagagerummet.

 

http://sn.dk/Ringsted/Beruset-bilist-havde-35-oksestege-og-et-tv-i-bagagerummet/artikel/631456

 

Del på Facebook