Tirsdag blev helt uhyrlige begivenheder i en dansk folkeskole oprullet i Retten i Holbæk.
Det drejer sig om Skolen på Herredsåsen i Kalundborg.
Fire elever med arabisk baggrund, som er 16-18 år, stod tiltalt efter straffelovens strenge voldsparagraf, der drejer sig om vold af særligt rå, brutal eller farlig karakter. Volden foregik i maj sidste år. De fire tiltalte gik i skolens modtageklasse.
De arabiske elever angreb en somalisk dreng. Men også en dreng med dansk baggrund, der dengang gik i 9. klasse, blev ramt, da han ville komme den somaliske dreng til undsætning.
Anklageren fandt volden så alvorlig, at han begærede de fire gerningsmænd udvist af Danmark.
Tæskede rundt på somalieren
Balladen opstod på grund af et brætspil, som nogle elever spillede i spisefrikvarteret.
En af de tiltalte og den somaliske elev kom op at skændes over spillet. En anden af de tiltalte kom ind i klasselokalet, da han hørte skænderiet.
Det udviklede sig til et slagsmål mellem de tre. De to sidste tiltalte kom til, og det samme gjorde den danske elev.
Ifølge anklageskriftet blev den somaliske elev både slået og sparket af de fire tiltalte. En af de fire holdt somalieren, mens de andre slog på ham. Den danske elev forsøgte at skille parterne ad og bringe offeret væk.
Anklageren spurgte ham, hvorfor han havde blandet sig. Svaret lød ifølge sn.dk:
”De var fire, der stod og tæskede rundt på én, der lå på jorden. Det var ikke retfærdigt.”
Råbte på arabisk
Den danske dreng fik slæbt somalieren over mod en branddør for at få ham ud af lokalet. Men han sagde i retten, at de fire fulgte efter og flere gange slog på den somaliske dreng. Til sidst lykkedes det dog at få somalieren væk.
Den danske elev blev også ramt af flere slag. Det var ikke bare småtjatterier – han fik blandt andet bøjet et ribben, som gav langvarige smerter.
Ifølge de arabiske drenge havde somalieren også slået på dem, én af dem hævdede, at han havde fået brækket sin næse. Men angriberne var efter alt at dømme araberne.
Retten hørte også om skolelærernes oplevelse af begivenhederne.
De forsøgte at få ro på. Men de kunne åbenbart ikke rigtig kommunikere på dansk med de arabiske drenge. Så en arabisk talende elev fra 9.klasse måtte hjælpe med at oversætte.
En skolelærer beretter, at en af de arabiske elever var meget ophidset og ville ud af hans kontor. Han råbte ud til de andre – ifølge tolken drejede det sig om, at de ville have fat i somalieren og tæve ham efter skole.
Enorme problemer med arabiske drenge
De fire tiltalte og en femte elev, der også var involveret, blev bagefter bortvist fra skolen. Og sagen blev meldt til politiet.
Derfor stod de i retten i tirsdags, tiltalt for grov vold og med et krav fra anklageren om udvisning af Danmark. Der afholdes endnu et retsmøde på mandag, hvor man forventer, at der afsiges en dom.
Den Korte Avis har tidligere skrevet om, hvor dårligt arabiske drenge klarer sig i danske skoler, og hvor store problemer deres adfærd giver.
Forskeren Jalal El Derbas, der selv har palæstinensisk baggrund, har således beskrevet, hvordan de arabiske drenge trodser læreren ved at tale arabisk og sige de grusomste ting, som læreren så ikke forstår.
Jalal El Derbas peger også på, at de arabiske drenge ser ned på andre – ikke mindst somaliere. Det kan meget vel have spillet ind i forbindelse med slagsmålet på skolen i Kalundborg.
http://sn.dk/Kalundborg/Krav-om-udvisning-Fire-unge-tiltalt-for-grov-vold-paa-skole/artikel/634651