Alle kender tyngdekraften. Det er jo den, der får æblet til at falde til jorden, og den, der gør, at vi alle kan gå på jordkloden − selv dem, der lever på den sydlige halvkugle. Ja, det er tyngdekraftens virkning, som kan måles, og som Newton forklarede.
Men ingen har nogensinde kunnet give en forklaring på hvorfor eller på tyngdekraftens årsag. Bortset fra danskeren Arne Gabs, som vi vender tilbage til senere.
Tyngdebølger historisk set
Flere videnskabsmænd er gennem tiden kommet med bud på tyngdens årsag.
Isaac Newton (1642-1727) kunne kun forklare dens virkning og var ikke i stand til at komme med en forklaring på tyngdens årsag. Men han troede ikke på spøgelser, og han vidste, at tyngden måtte have en årsag. Til gengæld nedfældede han tre love om legemers bevægelse.
Den, der kom nærmest en forklaring, var George-Louis Lesage (1724-1803). Han antog eksistensen af nogle “meget små atomer”, som med meget stor hastighed bevægede sig overalt i rummet.
Albert Einstein forudsagde i 1915 eksistensen af tyngdebølgerne – eller gravitationsbølgerne, som de også kaldes. Hans relativitetsteori beskriver, at tyngdebølger opstår, når ekstremt tunge astronomiske objekter rører på sig – for eksempel når to sorte huller støder sammen.
Også ekkoet efter universets opståen menes at kunne opfattes som tyngdebølger. Einstein mente dog ikke, at vi nogensinde ville kunne observere bølgerne. Men noget tyder på, at det nu måske alligevel er sket.
Rygter startede i september sidste år
LIGO, der er en forkortelse for Laser Interferometer Gravitational-Wave Observatory, har ledt efter tyngdebølgerne fra 2002 til 2010 – men uden held.
I september sidste år blev eksperimentet opgraderet og fik navnet Advanced LIGO. Knap en uge efter begyndte rygterne om, at noget stort var i vente.
Og endelig torsdag den 11. februar 2016 var direktør for LIGO, David Reitze, klar i mælet på pressekonferencen i Washington D.C.: “We have detected gravitational waves. We did it”. Derved har han bekræftet den formodning, som de foregående dage havde spredt sig verden over.
En forklaring på tyngdekraftens årsag har videnskaben dog stadig ikke givet. Men så kommer vi til lægmanden Arne Gabs.
Arne Gabs
Den nu afdøde danske fotograf, vejrprofet med mere, Arne Gabs, fra Tønder udgav i 1962 bogen “Vi ophæver Tyngdeloven” og i 1992 bogen “Det nye univers”. I den sidste fremsætter han en lang række logiske betragtninger om, hvad han benævner tyngdepartikler.
Tyngdepartiklerne opstår i sorte sole (også omtalt som sorte huller) og bevæger sig med enorm stor hastighed overalt i rummet. De går gennem masser som jorden, men derved nedsættes deres hastighed, og de taber energi, som omsættes til varme.
Sorte sole og tyngdepartikler
Om disse skriver Gabs i sidstnævnte bog: Den sorte sol (det sorte hul) har en enormt stor tæthed og en stærk tyngdekraft, som tiltrækker og absorberer alle partikler, der nærmer sig i rummet.
Derved øges tætheden yderligere, og da hverken lysstrålingen eller varmestrålingen kan undslippe de sorte soles tyngdekræfter, stiger deres temperatur til ufattelige højder.
Derved opstår en situation og en reaktion, som er anderledes end i almindelige sole, der kan afgive deres overskudsenergi i form af stråling. Det kan de sorte sole ikke på grund af deres enorme tiltrækning, og dermed kan temperaturen kun stige og stige.
Denne enorme indre temperatur i sorte sole tvinger elektronernes bevægelse og energi til at danne en ny form for stråling, bestående af de mindste og hurtigste partikler, der eksisterer, nemlig tyngdepartikler.
Tyngdepartikler
Disse tyngdepartikler slynges ud i rummet, hvor de med deres minimale størrelse og umådelige hastighed gennemtrænger alle masser, de møder på deres vej gennem verdensrummet.
Med disse tyngdepartikler er et nyt kredsløb startet, idet de før eller siden bliver en del af de bestående himmellegemer, og dermed fortsætter kredsløbet igen og igen.
Sådan bliver det ved, indtil disse masser bliver så store, at de bliver sorte sole og selv producerer tyngdepartikler, hvorefter processen gentages. Vi behøver altså ingen fortættede gasskyer til at lave sole. De er produktet af et uendeligt kredsløb af tyngdepartikler.
Tyngdebegrebet
Om tyngdebegrebet skriver Arne Gabs blandt andet i følgende uddrag af sin bog ”Det nye univers”: I store massers verden – sole, planeter og måner – består masserne hovedsageligt af mellemrum mellem de enkelte elementarpartikler; det vil sige, at de er umådeligt porøse.
Tyngdepartiklerne passerer derfor – næsten uhindret – gennem alt. Men enkelte tyngdepartikler absorberes (indfanges) af de masser, de bevæger sig i. Det betyder en tilsvarende vækst i de pågældende masser.
Det er med tyngdepartiklerne, som det er med lyset, der har forskellig hastighed i forskellige medier. De har forskellig hastighed i forskellige tætheder.
Sammenligner man tyngdepartikler med lysets partikler, har de sidste den fordel, at de kan ses – i modsætning til tyngdepartiklerne, som man kun kan konstatere effekten af.
Hvis man for eksempel dykker ned i havet, så vil man opleve, at jo dybere man dykker, jo mørkere bliver der. På samme måde forestiller jeg mig, at nogle af tyngdepartiklerne absorberes af de masser, de passerer.
Da masserne imidlertid er meget porøse, vil de i forhold til de uendeligt små tyngdepartikler nærmest være at opfatte som en tynd dis, som langt de fleste passerer igennem, idet de dog nedsætter deres fart til den hastighed, som tyngdepartikler har i masser med netop den tæthed.
Hvis blot en enkelt tyngdepartikel absorberes, vil massen være vokset med denne ene partikel. Samtidig vil tyngdepartiklen have afgivet den varme, den havde i form af sin bevægelsesenergi.
Tyngdekraftens virkning
Skitsen herunder viser jordkloden, som “angribes” af tyngdepartikler i alle retninger. De to personer påvirkes altså 100 % i retning mod centrum.
Men de påvirkes også af tyngdepartikler fra centrum, som jo har mistet fart og energi og derfor har en påvirkning på 80 % personen. Resultatet er altså en tyngdekraft på 20 % på hver person.
Det er således differencen mellem de to modsatrettede tyngdepartikler, der er at betegne som tyngdekraften (illustrerende tal).
Massetiltrækning
Massetiltrækningskraften kan forklares ud fra de samme betragtninger. Skitsen herunder viser som eksempel forholdet omkring jorden og månen.
At månen alligevel ikke falder ned i jorden, skyldes, at den grundet sin hastighed også er påvirket af centrifugalkraften, som holder den i dens bane.
Jordklodens glødende indre
Jordkloden har som bekendt en fast kerne af jernnikkel, hvorom en flydende jern-nikkel-kerne bevæger sig. Opvarmningen skyldes tyngdepartiklernes tab af energi, som omsættes til varme.
Tyngdekraften på Månen
Astronauternes bevægelser på månen viste tydeligt, at tyngekraften er mindre dér end på jorden. Grunden er åbenlys i relation til månens mindre størrelse og masse, idet forskellen mellem de to modsatrettede påvirkninger derfor er mindre.
Arne Gabs fortjener at blive æret
Efter min mening er Arne Gabs den eneste, der nogensinde har givet en logisk forklaring på tyngdens årsag og oprindelse.
LIGO, der som nævnt er en forkortelse for Laser Interferometer Gravitational-Wave Observatory, har nu gennem målinger bekræftet eksistensen af tyngdebølger. Der er allerede snak om tildeling af Nobelprisen.
I Arne Gabs’ teorier betegner han dem som tyngdepartikler og forklarer både deres årsag og virkning. Efter min mening burde prisen derfor tildeles Arne Gabs – eller i det mindste æren.
