Ferieboligudlejer Alice Lauridsen har haft to ejendomme lejet ud til Udlændingestyrelsen i 4,5 måned. Der boede omkring 100 asylansøgere i ejendommene.
Men til trods for den korte lejeperiode, skal ejendommene nu renoveres. Alice Lauridsen har opgjort skader og misligholdelser til 1.350.000 kr. Udlændingestyrelsen mener, at udlejer “kun” er berettiget til 560.000 kr.
Alice Lauridsen advarer nu andre udlejere om at leje ud til Udlændingestyrelsen.
Skatteborgerne betaler
Alice Lauridsen er naturligvis frustreret over, at hun ikke får dækket sine skader. Men hun er også forarget over, at det er borgerne og dermed hende selv, der kommer til at betale for ødelæggelser. Hun mener, at Udlændingestyrelsen kunne have gjort noget for at forhindre de omfattende ødelæggelser.
“Det handler om manglende samarbejde, om ansvar og om ligegyldighed. Jeg skulle stå og se på, at mit hus blev ødelagt,” siger hun til Den Korte Avis.
“Jeg har flere gange taget kontakt til Udlændingestyrelsen, men jeg har hver gang fået at vide, at jeg ikke må gribe ind, hvis jeg ser, at flygtningene ødelægger noget.”
Ifølge Alice Lauridsen er det præciseret i lejekontrakten, at hun havde pligt til at holde opsyn med ejendommen. Derfor henvendte hun sig til Udlændingestyrelsen, fordi hun oplevede, at asylansøgerne brækkede vinduer og døre i stykker. Men så fik hun bare at vide, at hun bare skulle glemme det, for skaderne ville selvfølgelig blive udbedret, når de var rejst.
“Når jeg har henvendt mig, fordi asylansøgerne har været ved at brække døre og vinduer op, eller hvis jeg har set, at gulvene sejlede i vand, så har jeg fået at vide, at jeg bare skal lade det være. Jeg blev fortalt, at jeg skal tænke på, at jeg får noget nyt,” siger hun til Den Korte Avis.
Udlejer havde foretrukket, at Udlændingestyrelsen havde ansat en døgnvagt på stedet, og ikke en pædagog som går hjem kl. 15.
Alice Lauridsens kritik bakkes op af Sammenslutningen af Private udlejere (SAPU).
”Du skal hellere finde en anden lejer, hvis Udlændingestyrelsen eller den lokale kommune banker på døren og vil placere flygtninge i din ejendom. Sådan lyder rådet fra SAPU,” skriver DR.
Dybt kritisabelt
Det er ikke første gang det har været fremme, at visse asylansøgere eller flygtninge har problemer med at forstå hvordan man gebærder sig. For eksempel fik en udlejer i Glumsø udført reparationer for 110.000 kr efter, at en familie fra Congo havde boet i hans hus i 3 måneder. Læs mere her.
Og en udlejer af Bed & Breakfast i Kolding måtte ligeledes have håndværkere på besøg. Regningen lød på 1,2 mio. kr. efter at 150 asylansøgere havde boet på stedet ml. 5-12 måneder. Læs mere her.
Det er altså en kendsgerning, at nogle flygtninge ikke har respekt for modtagerlandets ejendom. Desværre viser den manglende respekt sig også i andre sammenhænge. For eksempel når forskellige etniske grupper kommer op at toppes, som det skete på et stort tysk asylcenter sidste år. Læs mere her.
Men udgifter til ødelæggelser og misligholdelser er tilsyneladende noget borgerne skal affinde sig med.
Ifølge Alice Lauridsen i Brøns fik hun at vide, at hun bare skulle slappe af og glæde sig over at få noget nyt.
Udlændingestyrelsen har et forklaringsproblem. Men ifølge DR ønsker Udlændingestyrelsen ikke at stille op til et interview om sagen.
Herunder kan man se billeder af nogle af de mange ødelæggelser.