Jeg oplever debatten om Europol som uærlig

Normalt er jeg politisk meget uenig med den populære nordjyske sanger Niels Hausgaard. I udsendelsen ”Debatten” på DR2 forleden sagde han imidlertid noget meget tankevækkende i forbindelse med diskussionen om den aftale om en fortsat tilknytning til Europol, Danmark har fået tilbudt af EU-Kommissionen, selv om det længe så ud til, at vi ingen vegne kunne komme.

 

Der er tale om en aftale, hvor der er indført et forsinkende led, således at politiet ikke som nu kan trække direkte på Europols registre. Det skal fremover ske via en mellemmand i Europol. Alt andet lige forringer det dansk politis muligheder for at handle hurtigt og effektivt mod grænseoverskridende forbrydelser. Niels Hausgaard sagde med den ræv bag øret, som er så karakteristisk for hans nordjyske lune, nogenlunde sådan her:

 

Som udgangspunkt mente jeg slet ikke, vi skulle søge om at få en særaftale. EU ville selvfølgelig tage kontakt til Danmark for at bede os blive som fuldgyldigt medlem af Europol ud fra det synspunkt, at alle medlemslande i EU naturligvis har en fælles interesse i at bekæmpe kriminalitet inden for EU’s område.

 

Afstemningstemaet skulle føre den danske befolkning bag lyset

Hvor har han dog indlysende ret. Hvilken interesse skulle EU have i at rangere Danmark ud på et sidespor, når det gælder efterforskning af kriminalitet?

 

Danskerne sagde jo ikke nej til Europol, men derimod til, at vi skulle afgive national suverænitet til EU, når det gælder vores asyl- og udlændingepolitik – herunder vores selvbestemmelse vedrørende eventuel bevogtning af vore grænser.

 

Jeg stemmer normalt på et af de borgerlige ja-partier, men var så frustreret over afstemningstemaet, hvis slet skjulte formål var at tage den danske befolkning med bukserne nede og få hele vores retsforbehold ophævet ved at bruge vores alle sammens interesse i at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet – herunder terrorisme – som skalkeskjul. Derfor stemte jeg som det store flertal nej.

 

EU mere interesseret i at demonstrere egen magt end i at sikre effektiv bekæmpelse af kriminalitet

Det er jo ikke nej-sigerne, der har et problem. Det er de partier, der har ansvaret for et afstemningstema, som ikke var fair over for befolkningen. Og det er EU, som åbenbart har en større interesse i at spille med musklerne over for en i deres øjne genstridig vælgerbefolkning, end de har i at varetage sikkerheden inden for EU.

 

Hvorfor i alverden skal Europol pludselig være overstatsligt og ikke længere mellemstatsligt? Hvorfor skal et fuldt medlemskab af Schengen, der jo faktisk er årsag til mange af de problemer med grænseoverskridende kriminalitet, vi oplever, være betingelsen for at være fuldgyldigt med i Europol?

 

Det nedslående svar er, at det, vi oplever fra EU-Kommissionens side, er en usmagelig magtdemonstration over for et vælgerflertal, der ikke vil makke ret, når det gælder udviklingen hen imod en politisk union med mindre og mindre magt til nationalstaterne og mere og mere magt centreret i EU.

 

Læs også
FN’s migrationspagt skal ikke luskes igennem – Danmark bør udskyde sagen og overveje folkeafstemning

Ja-partierne skylder nej-partierne for at have ført vælgerne bag lyset. Sandheden er, at den kritik kan de rette mod sig selv og mod en hævngerrig EU-Kommission, hvis magtbrynde åbenbart ikke kender nogle grænser.

 

Lad os få en ny folkeafstemning kun om Europol. En ærlig folkeafstemning denne gang vel at mærke, hvis formål det ikke er at luske en væsentlig national suverænitetsafgivelse ind ad bagdøren.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…