Det virker, som om det er meget længe siden. Men det er det faktisk ikke.
For bare et år siden var EU et samarbejde, der overtog stadig flere beføjelser fra medlemslandene og i stigende grad udviklede sig til en politisk enhed under tysk ledelse.
Angela Merkel var Europas ukronede dronning.
Sidste sommers håndtering af krisen omkring Grækenland og euroen var den sidste store lejlighed, hvor Merkel strålede i al sin glans i en lederrolle, der ikke blev anfægtet af nogen.
Dyb krise
I dag flakser en forpjusket Angela Merkel rundt, rådvild og svag. Det store projekt, hvor Europa under hendes vinger skulle bevæge sig stadig mere i retning af at blive en politisk enhed, er i hastig opløsning.
Det er ikke EU som sådan, der er ved at opløse sig. Det er den store politiske idé om et stadig mere forenet (centraliseret) Europa, som har været hyldet i Bruxelles og Berlin, der smuldrer.
EU, det tyske lederskab og Merkel personligt er i dyb krise.
To lande
Krisen skyldes især tre ting:
For det første, at nationalfølelsen er væsentligt stærkere, end eurokraterne havde regnet med. Der er grænser for, hvor meget Europa befolkningerne vil have.
For det andet, at EU’s politiske konstruktioner – herunder euroen – slet ikke har været den motor for økonomisk vækst, som man havde forestillet sig.
For det tredje, at asylkrisen udvikler sig stadig mere alvorligt og kaotisk – blandt andet takket være Merkel.
Netop nu bliver krisen specielt udstillet af to lande. Det ene er Storbritannien (UK). Det andet er Østrig.
Den britiske folkeafstemning
Der er stor usikkerhed om, hvad den britiske folkeafstemning den 23. juni vil ende med.
En første meningsmåling viste ganske vist et komfortabelt ja-flertal på 15 procentpoint. Men denne måling er lavet over telefonen, og af en eller anden grund er ja-siden langt stærkere i telefon-målingerne end i online-målingerne (Daily Telegraph).
Meget kan endnu ske. Blandt andet skal det vise sig, hvor stor vægt det vil have, at Londons populære borgmester Boris Johnson nu er gået ind på nej-siden.
Selve afstemningen afspejler selvfølgelig den store EU-skepsis i den britiske befolkning. Den har været der hele tiden. Men den er ikke blevet mindre af, at EU tiltager sig stadig flere beføjelser. Og den er heller ikke blevet mindre af, at Storbritannien oplever en langt stærkere vækst end EU-området.
I øjeblikket har Storbritannien den kraftigst voksende økonomi i Europa. Det giver ringe lyst til at lade sig styre af regler fra Bruxelles. Den stærke britiske uafhængighedsfølelse trækker i samme retning.
Omvendt er det frie indre marked ja-sidens stærkeste argument for at blive – og så indefra bekæmpe de store politiske ambitioner i visse EU-kredse.
Østrigs kamp mod Merkel
Briterne har altid været oprørske i forhold til EU. Det har østrigerne på ingen måde. Men nu er Østrig havnet i centrum af et stort opgør med den asylpolitik, som Angela Merkel forsøger at få EU til at føre.
Østrig har nu indført et loft over antallet af asylansøgere – under Merkels stærke protester. Samtidig afviser Østrig Merkels plan om at flyve mange hundrede tusind asylansøgere ind fra Tyrkiet, som så skal tvangsfordeles mellem EU-landene (se artiklen nede i avisen).
Østrig gør nu fælles front med en række andre EU-lande, især fra Østeuropa, om at holde asyltallet nede med national grænsekontrol. Simpelt hen, fordi man ikke har tillid til, at kontrollen ved EU’s ydre grænser fungerer.
Åndes i nakken
Østrigs oprør udspringer ikke af en generel EU-skepsis. Den skyldes, at EU er ude af stand til at løse de enorme asylproblemer, som landet står med. Derfor går man sine egne veje.
Men det er klart, at når man oplever EU svigte på et så afgørende område, vil det næsten uundgåeligt komme til at påvirke den generelle opfattelse af EU.
Den østrigske regering af socialdemokrater og konservative bliver endnu mere stålsat af, at den pustes i nakken af det stærke, indvandringskritiske Frihedspartiet.
Selvbestemmelse
Storbritannien og Østrig har forskellige udgangspunkter for deres opgør med Merkels EU. Men de har én afgørende ting til fælles:
De har konstateret, at et centraliseret EU med stadig flere beføjelser ikke magter at gøre det, der skal til for at løse deres nations store problemer. Større frihed og selvbestemmelse til nationalstaterne giver på afgørende områder bedre løsninger.
Briterne og østrigerne siger eftertrykkeligt nej til, at national identitet og nationale grænser er på vej ud. De vil have hånd i hanke med, hvordan de indretter deres samfund, og med, hvem og hvor mange de lukker ind.
Den holdning deles i stigende grad af befolkningerne i andre EU-lande, herunder Danmark.
Merkel
Men selv om Angela Merkel får meget tydelige signaler om dette, forsøger hun stadig at håndtere EU efter den gamle opskrift med Tyskland som ledende kraft i en stadig tættere sammenslutning.
Hvis hun bliver ved med det, mister Tyskland velvilje og autoritet. Og Merkel selv kan falde fra magten.
