Terrorangrebet i Bruxelles tirsdag morgen lige før påske var forventet. Måske ikke lige netop den dag og måske ikke lige netop den by på dette tidspunkt, men der er næppe nogen, der ikke forventer terrorangreb til stadighed og overalt i Europa, hvor der er tale om en stor muslimsk indvandring.
Columbusægget
Mens politikerne generelt ikke aner, hvad de skal gribe og gøre i for at stoppe dette barbariske vanvid, er der andre, der ved bedre besked, nemlig socialisterne og de kulturradikale.
Hør blot Pia Olsen Dyhrs (SF) gode råd på TV i den stadige strøm af rædselsbilleder fra terroren i Bruxelles: Århusmodellen burde udbredes til hele Europa, ja hele verden. For som Olsen Dyhr fortsatte, så er der nogle der ved hjælp af denne model er kommet ud af radikaliseringen. Hvad resten så render og laver, vides vist ikke.
Jeg vil da også gerne bidrage, så på denne baggrund vil jeg derfor foreslå, at Århusmodellen A/S får hovedsæde i Islamisk Stats’s p.t. hovedstad Raqqa, og som leder heraf vil jeg foreslå den tidligere darling i Enhedslisten, Asmaa Abdol Hamid, som oven i købet har stor erfaring med at hjælpe politiet mod de kriminelle og radikaliserede i Odense, formedelst en klækkelig hyre. Dertil kommer, at hun allerede er iført den kvindelige Islamisk Stats’s-mode anno 630.
Århusmodellen, som bl.a. har til formål at rive de radikaliserede ud af Grimhøjmoskeens klør, har tidligere skærmtrold, radikal politiker og nuværende advokat Bjørn Elmquist, vist ikke meget fidus til. Han foreslog i stedet, at vi skulle ”includere Grimhøjmoskeen” og ”række efter stjernerne”.
BE vidste også, at en indskrænkning af vores frihedsrettigheder gennem mere overvågning ville være at handle nøjagtigt, som terroristerne ønsker det. Hver gang, jeg hører den slags, undrer jeg mig over, at de sådan har førstehåndskendskab til, hvad terroristerne ønsker.
Nogle vil sikkert nikke anerkendende til disse comlumbusæg. Andre vil undlade at sætte deres tanker på tryk og kun fremføre dem i en sluttet kreds af venner.
Politikernes sorg
Som det er sket hver gang, har terroren igen bevirket, at politikerne føler sorg, vrede og ikke ”vil finde sig i det”. Og der er selvfølgelig trøstende ord helt oppe på ministeriel plan til de pårørende til terrorofrene, de døde, de sårede, og de, der er så chokerede, at de næppe nogen sinde forvinder det.
Men forvent ikke, at der, udover fakkeltog og blomsterlægning, sker mere, før næste terrorangreb finder sted. Så er vi igen tilbage til politikernes sorg og vrede, fakkeltog og blomster.
Kun den franske premierminister Manuel Valls udtalte de forløsende ord, som alle vi almindelige mennesker har vidst i årevis: Vi er i krig. Men betegnende for politikere generelt er, at hvis en hær med tanks og kanoner ikke krydser ind over grænsen, kan der ikke være tale om krig. De forstår ganske enkelt ikke, at krig i konventionel forstand kun i ringe grad eksisterer i dag, og at terror imod befolkninger er den moderne krig.
Jeg er sådan set ikke i tvivl om, at de fleste politikere gerne vil forsøge at gøre noget, bare et eller andet. Men i mangel af viden om hvad, klamrer de sig til Tysklands stærke dame og nikker i takt til hendes vanvittige påhit om først at åbne armene for folkevandringen mod Europa og dernæst indlemme Tyrkiet i EU. Spørg befolkningerne i hele EU om dette – og frygt svaret.
Mig – et almindelig menneske
Som ”almindeligt menneske”, et udtryk politikerne ynder at kalde sådan nogle som mig, er jeg ved at kvæles i et raseri, jeg knapt kan rumme. Som menigt medlem af disse ”almindelige mennesker” forventes jeg at kunne forstå, at der ikke rigtigt kan gøres noget, for der er alle mulige forhindringer: Konventioner, fremmede folkeslags europæiske menneskerettigheder, EU traktater, FN, Amnesty, humanisme over for de inhumane og tolerance over for de intolerante. Og endelig den idealistiske, virkelighedsfjerne Schengen-aftale; et kriminalitetstrækplaster, der burde have været arkiveret skråt, inden det overhovedet så dagens lys.
Beklager, min forståelse kan slet ikke rumme al den godhed, når jeg samtidig skal være vidne til det værste barbari i mands minde. Og som er gjort muligt af komplet uvidende politikere. Og i stedet for at erkende en fejlslagen 30-årig udlændingepolitik og de katastrofale konsekvenser, som almindelige mennesker må bære, og sætte en probat stopper for det, uanset hvem der forarges og fornærmes i ind- og udland, fortsættes de halsløse gerninger med forsøg på indlemmelse af europæisk inkompatible folkeslag i hundredtusindvis som hidtil.
Når vi er færdig med at græde
Når vi alle er færdige med at græde for terrorofrene i udlandet, kan vi forberede os på, at vi endnu engang skal græde for os selv. Og som tak for alle vores tårer, vil de andre vestlige lande igen græde sammen med os. Og lægge blomster og gå i fakkeltog.
Vi kunne også vælge at handle nu. Luk grænserne. Hermetisk og døgnet rundt. Hjemsend alle, der har fået afslag på vores beskyttelse. Hjemsend alle, når de ikke længere har brug for vores beskyttelse. Hjemsend hver og én, der har valgt at forbryde sig imod vores love. Brug militæret dér, hvor politiet ikke længere kan færdes, så vi kan få de okkuperede områder indlemmet i Danmark igen.
Nye politiske partier banker på. Hvis de nuværende ikke vil udskiftes med nogle langt mere håndfaste, som erklærer at ville ”passe på Danmark” (ikke i ord, men i handling), så er det på høje tid at tage fløjlshandskerne af.
