Syreren med de 20 børn og tre koner udstiller, hvor håbløst det danske asylsystem er indrettet

Skærmprint fra Ekstra Bladets webtv med Naser Khader, syreren Dahem og tolk

Det har ikke underligt vakt furore, at den syriske polygamist og storfamiliefar, Daham Al Hasan, har søgt og fået asyl i Danmark og har fået tilladelse til at familiesammenføre den ene af sine tre koner og sytten af de tyve børn, hvoraf de otte er ankommet. De resterende to koner og tre børn kommer så hertil på anden måde.

 

Sagen er så usædvanlig, at også udlandet interesserer sig for den.

 

Daham Al Hasan

Formedelst 14.000 euro, som nok ikke er et helt lille beløb i Syrien, når man samtidig skal forsørge sig selv og en familie på 23 personer, har Al Hasan kunnet komme til Danmark.

 

Vi skylder Naser Khader stor tak for at have konfronteret denne storfamiliefar og for at have vist, at dennes skiftende historier diplomatisk sagt er utroværdige. Det står ikke klart, om Al Hasan er håndværker eller landmand, hvilket nu heller ikke er så vigtigt, for han har nemlig ikke tænkt sig at arbejde i Danmark. Han har været så heldig at få hele to lægeattester, nemlig én for savnet af sine børn og én, der viser, at han har ondt i ryggen. Han lider altså af den danske folkesygdom, hvilket bestemt ikke har sat hjulene i stå herhjemme.

 

Khader er næppe den eneste, der sætter spørgsmålstegn ved en lægeerklæring om uarbejdsdygtighed på grund af savn. Det påståede savn skal i øvrigt ses i forhold til den ualmindeligt følelseskolde, afstumpede og kyniske adfærd, det er at stikke af fra sin familie og bringe sig selv i sikkerhed. Hvis ens koner og børn virkelig enten bliver bombet eller er prisgivet ISIS’ barbari i form af mord, voldtægter, tvangsprostitution, slavehandel m.v., kan man næppe troværdigt påberåbe sig et savn, der er så invaliderende, at det forhindrer en i at arbejde.

 

Og det er den påståede fare for Al Hasans familie, Khader anfægter i det væv af løgne, syreren har spundet, hvor historierne veksler mellem, at Al Hasan ikke ved, hvor familien er, at den er nær Tyrkiets grænse, og at den opholder sig i et ISIS-hærget område.

 

Khader ville gerne vide, hvorfor Al Hasan var flygtet, og hvordan han kunne forlade sin familie i fare. Det viste sig helt umuligt at få opklaret – lige meget hvor stædigt Khader forsøgte at få et svar.

 

Khaders forslag om, at myndighederne bør kulegrave Al Hassans asylsag, kunne måske bringe sandheden for en dag.

 

Ifølge Khader er polygami om ikke ulovligt, så i hvert fald ret usædvanligt i Syrien. Heller ikke det voldsomt store antal børn er normalen.  Det manglende velfærdssystem (også i fredstider) og ingen økonomisk hjælp fra staten til børnefamilier, sætter en naturlig grænse for antallet af koner og børn. For kan en mand ikke brødføde sin familie, dør den simpelthen af sult. Khader såede derfor tvivl om, hvorvidt Al Hasan er far til alle børnene, og både han og andre politikere er kommet med forslag om, at børnene bliver DNA-testet.

 

Sker det ikke, vil alle sytten børn snart være i Danmark, hvorefter børnene søger om familiesammenføring med deres mødre. Og så har den polygame syrer alle sine koner og sytten af sine tyve børn samlet om sig i et velfærdssamfund, som de alle nyder godt af, men ingen voksen bidrager til.

 

De resterende tre børn, der ikke kunne få familiesammenføring, må selv skaffe sig hertil og søge asyl. Det kan tage tid, og de skal jo også skaffe penge til menneskesmuglerne først. Så Al Hasans savn forsvinder ikke foreløbig.

 

Statsministerens nytårstale

I sin nytårstale den 1. januar 2016 omtalte statsminister Lars Løkke bl.a. den økonomiske udfordring ved den store tilstrømning fra Mellemøsten og det afrikanske kontinent. Dette faldt en del politikere fra oppositionen for brystet. For uagtet befolkningen bestemt ikke er uvidende om forringelser, fordi penge ikke kan bruges mere end én gang, så skal katten ikke slippes ud af sækken. Det kræver dog ikke eksamen i nationaløkonomi at vide, at når skatteopkrævede penge bruges på nytilkomne, må der naturligvis skæres ned på de velfærdsgoder, befolkningen via store skatter har betalt til.

 

I den nuværende regerings forrige regeringsperiode (2001 – 2011) blev der lagt et loft over børnetilskud på 35.000 kr. årligt. Ikke så snart kom den røde regering til i 2011, før loftet blev fjernet. Det kan jo selvfølgelig skyldes den daværende regerings omsorg for danskere med store børneflokke.

 

Man kan ikke beskylde den nuværende regering for rettidig omhu. Problemet med migranter med et langt større børnekuld end danskernes har regeringen haft et helt år til at løse. Men først når en person som Al Hasan banker på døren, bliver man klar over, at børnetilskud nok ikke skulle have været sat langt ned på prioriteringslisten over nødvendige tilbagerulninger.

 

Magtesløse politikere

På grund af utallige forældede konventioner, kulturfremmede domstole, FN, EU og sidst, men ikke mindst, Frau Merkel, der som en diktator er døv og blind for, at hendes politik ødelægger Tyskland og trækker de EU-stater, som ikke bider fra sig, med sig i faldet, er det sandelig ikke nemt at ”passe på Danmark og danskerne”, som statsministeren så gerne vil.

 

Dog synes regeringen og dens støttepartier lige så magtesløse, som en meget stor del af befolkningen. Da den enorme tilstrømning gik i gang sidste år, forsikrede regeringen, at kun syrere fra bombede områder ville få beskyttelse i Danmark. Men revl og krat blev lukket ind.

 

På trods af Danmarks retsforbehold, hvor vi bl.a. formodes at have tilladelse til at bestemme over vores egen udlændingepolitik, er ingen konvention modereret eller opsagt, regeringen bøjer nakken for enhver afgørelse, som kommer udefra og lader sig presse af kansleren, der optræder på en måde, der leder tankerne hen på storhedsvanvid.

 

Catch-22

På den ene side er der ”Danmarks internationale forpligtelser”,  der behandles, som var de hugget i sten, og EU’s svinebinding af Danmark.

 

På den anden side forværres situationen for landet økonomisk, socialt, kulturelt og værdimæssigt.

 

Det kan ikke ændres ved lidt lovmæssige lapperier. Tanken synes opgivende at være, at der ikke er noget, politikerne kan stille op.

 

Det har ikke skortet på forslag til regeringen om, hvad der kan gøres for at stoppe migrantstrømmen, herunder permanent lukkede grænser, afvisning ved grænsen til det sikre land på den anden side, krav om hjemsendelse, så snart det er muligt, ikke flere håbløse og nytteløse integrationsprojekter. Men det ser ikke ud til, at der er hul igennem.

 

Så nu venter vi bare på resten af Al Hasans familie.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…