Det er ikke længere kun telefoner og computere, der er i farezonen for at blive hacket. Nu går de it-kriminelle efter dit TV.
Du kommer træt hjem fra arbejdet og smider dig i sofaen for at se EM i fodbold eller din yndlingsserie, der akkurat lige er begyndt. Men det eneste der popper op på dit TV er en låst skærm.
Har du et smart-TV og bruger Android som styresystem, er der god grund til at være opmærksom på virussen FLocker, der forsøger at låse din skærm, hvorefter der forlanges et gavekort på 200 dollars til iTunes for at låse skærmen op igen.
– Det er usædvanligt, at bagmændene forlanger gavekort fremfor penge, men på den måde kan det være nemmere at skjule ulovlighederne og sælge gavekortene videre gennem en anden person, for at tage pengene ud et andet sted, siger IT-Sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen, der er direktør hos it-firmaet www.anytech365.com
Det er sikkerhedseksperter hos Trend Micro, der har opdaget denne nye variant af virussen FLocker, der har floreret siden maj sidste år, hvor den har gået efter Android-telefoner. Nu er kursen ændret mod Android-TV.
FLocker kan ramme dig, hvis du har været inde på en hjemmeside, der er inficeret med virussen eller hvis du modtager en sms med et inficeret link, som du klikker på. Inden virussen forsøger at bide sig fast, går der en halv time, hvor brugerens geografiske placering undersøges. Viser det sig at man befinder sig i Kasakhstan, Aserbajdsjan, Bulgarien, Georgien, Ungarn, Ukranie, Rusland, Armenien eller Hviderusland afbrydes virusangrebet.
Hvis brugeren befinder sig i et andet land, vil virussen forsøge at inficere dit TV efter den halve time. Herefter bliver du bedt om at indtaste admin-oplysninger. Hvis du afviser dette, vil skærmen fryse og forklæde sig som en falsk systemopdatering.
– Når du først er blevet ramt af et ransomware-angreb som dette, er der ikke meget du kan gøre. Nogle vælger at betale pengene, men det er ikke garanteret, at TV-skærmen bliver låst op eller at du får dine data tilbage. Det er generelt en rigtig dårlig idé at betale løsepenge, da man et eller andet sted støtter den her type af it-kriminalitet. Og når bagmændene ved, hvad brugere er villige til at betale, kan de nemt hæve beløbet næste gang, siger Janus R. Nielsen.
Hvis du er blevet ramt af virussen, anbefaler Trend Micro at kontakte sin TV-producent.
IT-Sikkerhedsekspert Janus R. Nielsen mener, at vi i fremtiden vil se endnu flere ransomware-angreb og anbefaler derfor, at man selv forebygger dette så godt som muligt ved hjælp af følgende råd:
- Tag backup af dine data.
- Vær kritisk når du modtager emails og beskeder med links i.
- Klik ikke på links fra ukendte og falske afsendere.
- Sørg for altid at have dit antivirusprogram opdateret.
- Kør opdateringer løbende.
Christina Kristensen, anytech365.com