Mandag aftens blodige terrorangreb på et julemarked i Berlin udløste en politijagt på den formodede gerningsmand. Jagten foregik i mørket i det store grønne område Tiergarten.
Det lykkedes politiet at fange den jagtede, som blev anholdt. Det kom frem, at der var tale om en 23-årig pakistansk asylansøger.
Men nu er der kommet en opsigtsvækkende drejning i sagen:
Die Welt citerer højtstående kilder i Berlins Politi for, at man ikke har fået fat i den rigtige gerningsmand.
”Vi har den forkerte mand og dermed en ny situation,” lyder det. Man fortsætter:
”Den rigtige gerningsmand er stadig bevæbnet og på fri fod og kan anrette ny skade.”
Angiveligt er beredskabspolitiet og specialstyrkerne i Berlin orienteret.
Blodspor
Det skal understreges, at denne version af sagen kun er, hvad en avis har hørt fra bestemte politikredse. Men en kendsgerning er det i hvert fald, at der fortsat er usikkerhed omkring gerningsmanden.
På et pressemøde tirsdag slog Berlins politipræsident Klaus Kandt således fast, at efterforskerne ikke er sikre på, at den anholdte er føreren af den dødbringende lastbil. Efterforskningen fortsætter.
Den anholdte har nægtet sig skyldig. Ifølge Die Welts kilder i politiet har man undersøgt hans forklaringer, og de synes at være korrekte.
Ifølge nyhedsbureauet dpa fandt man blodindsmurt tøj i lastbilens førerhus. Men da man anholdt den mistænkte, var der intet spor af blod på noget tøj hos ham. Også denne oplysning kommer angiveligt fra politikredse.
Hårdt slag
Nyheden om, at gerningsmanden fortsat kan være på fri fod, bevæbnet og farlig, vil være et hårdt slag for befolkningen i den tyske hovedstad og for den tyske offentlighed i det hele taget.
Man havde i det mindste troet, at terroristen var uskadeliggjort.
Nu er der fornyet usikkerhed.
Havde den 23-årige pakistaner slet intet med terrorangrebet at gøre? Deltog han i det, men uden at være hovedmanden? Eller var det alligevel ham?
Forhåbentlig kommer der snart en afklaring på disse spørgsmål. Det er meget ubehageligt, når man ikke ved, om terroristen stadig er klar til at sætte et nyt angreb ind.