To anholdt efter voldsom skudkamp mod islamister – det er ikke slut endnu, siger Belgiens premierminister

MailOnline

To militante, der har været jaget i den belgiske hovedstad, Bruxelles, er anholdt onsdag.

 

Det oplyser flere belgiske medier efter tirsdagens skyderi i en forstad, hvor flere betjente blev såret og en formodet gerningsmand dræbt.

 

Men myndighederne har ikke officiel bekræftet, at nogen skal være anholdt.

 

Kort forinden fortalte premierminister Charles Michel, at antiterror-operationen fortsætter, og at den har relation til islamisters massakrerer i Paris i november. Her mistede 130 livet.

 

Under aktionen i den normalt rolige forstad Forest tirsdag blev fire politifolk såret og en formodet gerningsmand dræbt. Michel fortalte også, at to gerningsmænd stadig blev jaget.

 

– Efterforskningen fortsætter, og faremomenterne er der stadig, sagde han.

 

Efter at de fire politifolk blev såret tirsdag under skyderiet, dræbte betjente en ikke navngivet person, som var i besiddelse af en kalasjnikov-riffel.

 

Det skete under en razzia i en lejlighed i forstaden Forest (eller Vorst på flamsk) i den sydlige ende af Bruxelles, hvor der deltog både belgiske og franske politifolk. En af de sårede var en kvindelig fransk betjent.

 

Det er ikke oplyst, hvorfor franske politifolk var til stede.

 

Noget tyder på, at politifolkene blev overrasket over, at der blev skudt mod dem. I kvarteret var mange beboere chokeret over, at de ikke kunne forlade deres huse og lejligheder, og skolebørn ikke kunne forlade deres skoler, mens operationen var i gang.

 

Fokus blev for alvor rettet mod Bruxelles efter islamisters massedrab i Paris 13. november.

 

Det viste sig dengang, at adskillige af gerningsmændene og deres hjælpere kunne spores til Bruxelles. Den belgiske hovedstad, der huser EU’s og Natos hovedkvarter, var bogstaveligt lukket i flere dage, mens politiet jagede islamisterne.

 

/ritzau/Reuters

 

http://www.dailymail.co.uk/news/article-3494705/Two-Paris-massacre-suspects-arrested-Brussels-manhunt-continues-one-jihadist-killed-four-police-officers-injured-shootout.html?ito=embedded

Del på Facebook