To modige syriske kvinder har i samarbejde med Kassem Hamadé for det svenske medie Expressen filmet med skjult kamera i Islamisk Stats hovedstad Raqqa. Kvinderne bor i Raqqa og de ved det er med livet som indsat. Hvis de bliver opdaget, vil de blive stenet til døde, men det er vigtigt for dem at vise verden hvad der foregår i byen.
Der er IS-terrorister, bevæbnet med maskinpistoler, overalt i gaderne. Det er det religiøse politi Hisbah som kontrollerer, at Raqqas indbyggere overholder sharia. Og der er nok at holde øje med.
Overmalede kvindeansigter
Kvinder må ikke gå alene udenfor og de skal være total tildækkede i sort fra top til tå. Kvinder må ikke arbejde og de må ikke gå i skole. Kvinder i Raqqa har ingen rettigheder.
De to kvinder filmer, mens de er på indkøb. En af kvinderne skal købe noget hårfarvningsmiddel. I butikken kan man se, at kvindeansigterne på pakkerne er overmalede.
”Vi har tabt vores kvindelighed”, siger en af kvinderne.
30 piskeslag for at tage en enlig kvinde op
Islamisk Stat har lukket mange butikker, så mange af Raqqas borgere er uden arbejde. Dem der ikke vil sælge sig til IS har svære vilkår, og må dagligt stå i kø for at få del i den gratis mad som deles ud. Deres børn er lette ofre for IS som lokker med ting, forældrene ikke har råd til, fx mobiltelefoner og legetøj.
Dem der stadig har arbejde, må passe på ikke at træde ved siden af. En taxachauffør fortæller, at han vil få en straf på 30 piskeslag hvis han bliver taget i, at køre med en enlig kvinde.
”Åh Abu Bakr al-Baghdadi, du har sat skræk i fjenden. Paradisets kvinder kalder, skriv mig op som martyr,” skratter det fra taxamandens radio.
Tvinger folk til at køre over lig på gaden
De to kvinder fortæller om hvilke følelser de har, når de passerer byens store pladser, som bliver brugt til henrettelser.
”Det var en ung mand – han var soldat. Han sad på jorden med knive rundt om sig. Bødlerne stod på række, de var alle sortklædte. De skød alle sammen mod ham. Bagefter skar de hans hoved af. Jeg forsøgte at se på det, men jeg kunne ikke,” fortæller Umm Umran.
”De henretter med skud. Skænder kroppen, skærer hovedet af og sætter det på en pæl midt i rundkørslen. Eller også lægger de liget på vejen og tvinger bilerne til at køre over kroppen, til der ikke er noget tilbage af den. Det eneste der ligger tilbage er tøjet,” fortæller Umm Muhammad og fortsætter:
”Jeg føler rædsel og angst når jeg er på dette sted. Når kvinder skal stenes, samler de folk og kommer med sten. Når lederen har kastet den første sten, følger resten efter.”
Udlændingene har højest status
Kvinderne fortæller også, at de fleste IS-medlemmer er udlændinge og at de udenlandske og europæiske kvinder i Hisbah har højere status end syriske medlemmer.
De udenlandske IS-medlemmer bor nu i det tidligere rigmandskvarter. De oprindelige ejere har enten taget flugten eller de er blevet dræbt af IS.
Udlændingene kommer fra Kazakstan, Afghanistan, Saudi Arabien, Tunesien, Egypten, Europa og især Frankrig. De fleste kommer fra Saudi Arabien, Men der findes ikke et land hvor de ikke kommer fra.
Is konfiskerer id-kort
Men IS har lidt store tab, henved 20.000 medlemmer er omkommet og IS har tabt 1/3 af de områder man kontrollerede for et år siden.
Derfor møder de lokale Raqqa-borgere nu flere og flere tilfældige vejspærringer, hvor IS-medlemmer konfiskerer syrernes id-kort. Ifølge kvinderne, vil IS-medlemmerne bruge dem til at flygte til Tyrkiet.
Ifølge medlemmer fra aktivist-gruppen Raqqa is being slaughtered silently, er det kun et spørgsmål om tid før IS er nedkæmpet. Indtil da må Raqqas kvinder overleve så godt de kan.
”Jeg længes efter at tage niqaben af og mørket som har lagt sig over os, er væk. Jeg længes efter at klæde mig som jeg vil, og som jeg gjorde før. At kunne gå på gaden uden at være bange og uden at se våben og udlændinge med skæg og et udseende som skræmmer. Jeg vil leve som jeg har lyst til. Kunne købe hvad jeg vil. Jeg vil kunne gå alene ud, uden at have en formynder med mig. Intet betyder mere end frihed,” siger Umm Muhammad mens hun tager niqaben og de sorte klæder af.
De syriske kvinders skjule optagelse kan ses her.