I går tirsdag omtalte Den Korte Avis et interview med den kendte, prisbelønnede algeriske forfatter Boualem Sansal, der har muslimsk baggrund, men ikke selv er troende.
Sansal udtalte sig meget bekymret om fremtiden for Europa og europæisk kultur i lyset af den tiltagende islamisering af vores samfund. Han sagde blandt andet: ”Som demokrat ser jeg med stor beklagelse vores civilisation gå under”.
På spørgsmålet, om Europa virkelig i den grad er færdigt, svarede han: ”Ja, det har ikke længere nogen fremtid.”
Det kan lyde som et meget dystert budskab. Men Sansal er på ingen måde typen, som svælger i undergangsvisioner. Han ønsker, at man skal kæmpe imod denne udvikling. Men han tvivler på, at Europa har det i sig at føre den nødvendige kamp for friheden:
”Tidligere ville vi være gået til verdens ende for ordet frihed. I dag er det hult.”
Grundlaget for den islamisering, som Boualem Sansal beskriver med så stor bekymring, er en hastig ændring i de europæiske befolkninger. En ændring, som også er meget tydelig i Danmark.
Et stadig mere muslimsk land
Ifølge Danmarks Statistiks seneste befolkningsprognose vil det samlede befolkningstal i Danmark fra 1. januar i år til 2020 stige med 158.559 personer.
Af disse vil kun 9,3 procent, nemlig 14.896 personer, være danskere.
Langt den største vækst kommer fra gruppen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere: De vil stå for hele 69,4 procent af befolkningstilvæksten. Den overvejende del af disse indvandrere og efterkommere vil have muslimsk baggrund.
Der er således tale om ændringer i befolkningen, der vil gøre Danmark til et stadig mere muslimsk land.
Værdierne vil blive ændret
Dette vil fundamentalt ændre det danske samfunds karakter. Man kan ikke lave så stor en udskiftning af en befolkning og så tro, at samfundet og dets grundværdier stort set forbliver uændrede.
Der er da heller intet i de erfaringer, vi har i[RP1] [RP2] ndtil videre, der tyder på, at det skulle kunne lade sig gøre. Den muslimske indvandring med dens parallelsamfund har skabt dybe kløfter i vores samfund, når det gælder kultur, værdier, social adfærd, uddannelse, menneskelig kontakt og andet.
Islamiske normer får en stadig mere fremtrædende rolle. Som eksempel kan man tage noget så afgørende som kvinderoller og kvindesyn. Der er også en klar udvikling i retning af, at flere ønsker, at religiøse (islamiske) regler bør have indflydelse på samfundets indretning.
Hvis den nuværende ændring af befolkningen fortsætter, vil denne tendens blive stadig stærkere.
Tilstrømningen og imam-aftalen
Skal man undgå dette er der kun én vej: Udgangspunktet for at føre politik i Danmark må være, at man frem for alt forhindrer en tilstrømning, der fører den vej.
Muslimer skal være borgere på lige fod med alle andre i det danske samfund. Men vi må ikke passivt lade befolkningens sammensætning ændre sig, så vi får et fundamentalt andet samfund.
Alligevel ser vi altså ganske dramatiske forskydninger i befolkningens sammensætning blot i årene frem til 2020 – uden at man tager en stor principiel debat om det. Alene sidste år kom der over 20.000 asylansøgere til landet. Det er simpelt hen ikke holdbart.
I stedet bruger politikerne tiden på at diskutere nogle særregler for rabiate imamer. Nogle af disse initiativer er fornuftige nok, andre er mere tvivlsomme.
Men det korte af det lange er, at de har meget lille betydning for, hvordan det danske samfund kommer til at udvikle sig. Her er det helt anderledes afgørende, hvad der sker med den ikke-vestlige tilstrømnings omfang og udviklingen i befolkningens sammensætning.
Vi går ned som pæne mennesker
Alligevel kan et politisk flertal ikke finde ud af at slå fast, at det må gå forud for alt andet, at vi har styr på tilstrømningen – sådan at vi ikke får fundamentale ændringer i befolkning og samfund, som danskerne absolut ikke ønsker.
Flertallet insisterer på, at det er vigtigere, at vi følger alle internationale regler og konventioner, end at vi får styr på vores befolkningsudvikling. Det kan godt være, at vi går ned, men så går vi ned som pæne mennesker – det synes at være devisen.
Godt nok kommer der lige nu ikke mange asylansøgere, men det skyldes primært andre landes lukning af Balkan-ruten.
Regeringen regner som sagt med en fortsat markant ændring i befolkningens sammensætning – og det vil altså være i mere muslimsk retning.
Har vi plads til muslimer i det danske samfund? Ja, selvfølgelig.
Skal vi have et mere muslimsk samfund? Nej, det skal vi ikke.