“Der er et ondt, ondt land …” og det er Danmark, det ved man i udlandet, hvor man i årevis har holdt øje med os. Vi er jævnligt blevet besøgt og kontrolleret af menneskerets-kommissærer og humanisme-udsendinge fra EU, FN, Domstolen i Strasbourg og en masse selvbestaltede menneskeretsforeninger, som har ført bekymrede samtaler med vores egne selvbestaltede menneskeretsforeninger.
Bagefter har de trykt tykke rapporter om det fremmedfjendske og kolde land højt mod nord, beboet af harniskklædte kæmper, hvis høvding er en nazistisk brunskjorte, der trækker guldplomberne ud på ulykkelige flygtninge, som bagefter bliver klynget op i et juletræ af en rødhåret udgave af Hunulven Ilse. De overlevende bliver gennet sammen i hastigt opførte teltlejre, hvor færdigretter, fælles toiletter og langsomme internetforbindelser hører til dagens orden.
Det er svært at overtrumfe nazi-kortet; derfor må man uundgåeligt savne ord, når det nu viser sig, at andre europæiske lande på rekordtid har overgået danskerne i nationalt selvforsvar.
Grænsekontrollen i Ungarn, Makedonien, Kroatien, Østrig, Slovenien, Tyskland og Sverige er nu rene Berlin-mure i sammenligning med Danmarks forsigtige, stikprøvekontrol. Svenskerne har indført transportør-ansvar, og de østrigske regler for såvel familiesammenføring og krav til ophold er nu skrappere end Danmarks.
Imens drysser 5-600 indvandrere ind over vores grænsen hver måned. Andre lande sætter helt naturligt deres militærpersonel til at aflaste politiet; men i Danmark har formanden for politifolkenes fagforening vetoret over, hvordan vi skal bevogte vores grænser.
”Eftersom EU’s ydre grænser ikke bliver beskyttet, indfører Østrig striks grænsekontrol. Det betyder massiv grænsekontrol i Brennerpasset og med soldater,” sådan siger Østrigs forsvarsminister Hans Peter Doskozil til Die Welt: ”Hvis vi får brug for flere tropper til grænsebeskyttelse, så skaffer vi dem”.
EU’s indvandrings-kommissær Avramopoulos skrev: ”Østrig har en traktatlig forpligtelse til at behandle enhver asylansøgning, som bliver afgivet på dets grænse”. Men i disse timer afviser østrigsk politi og militær summarisk migranter fra Gambia, Pakistan, Kosovo, Afghanistan, Iran, Bangladesh og Nigeria på grænsen og sender dem tilbage til, hvad EU-domstolen åbenbart anser for helvedes forgård, Italien. Enkelte udvalgte grupper får ganske kort betænkningstid til at besvare det kortfattede spørgsmål, som en militærmand bag afspærringen i Brennerpasset stiller dem: ”Wollen Sie in Österreich Asyl suchen?”
Men kun 80 personer får dagligt lov at søge om asyl; enlige kvinder med børn kommer først. Østrig, som mod 90.000 asylanter i 2015, har som det første land fastsat en øvre grænse: 37.500 asylansøgere i 2016. Og når kvoten er opfyldt, er der lukket.
Så hvorfor søger folkevandringens karavaner stadig mod Danmark? Hvorfor lader migranterne sig ikke skræmme af billedet af en nation af svinehunde med en nazistisk gauleiter i spidsen? Fordi vi ikke har grænsekontrol men stikprøvekontrol. Fordi intet andet EU-land giver så mange migranter status som flygtninge – og dermed ret til familiesammenføring. Intet andet land er så økonomisk rundhåndet, hvad angår penge i hånden, garanti for en bolig og jobs på bekostning af landets egne arbejdsløse.
Mens andre lande bare siger ”Nie!”, ”Ne!” og ”Nein!” til at lade EU påtvinge dem kvoter af migranter, kommer Lars Løkke Rasmussen groggy hjem fra Bruxelles med endnu flere, hver gang han har mødt Angela Merkel. Og Søren Pind? Sheriffen? Vidste man ikke bedre, ville man tro, at Søren Pind var justitsminister i en rød-grøn samlingsregering under ledelse af Zenia Stampe.
I udlandet har de dominerende meningsmagere i forvejen stemplet os som et ondt, ondt land. Men vigtigere er det, at Danmark for masser af europæere i årevis har fremstået som et land, hvor friheden og modet til at modsætte sig indvandringen støt og roligt fortrængte fornægtelsen og løgnene. Det er et omdømme, vi kan være stolte af, og som det er værd at leve op til igen.
Morten Messerschmidt, Medlem af Europaparlamentet for Dansk Folkeparti
