Mette Green er leder af en privatskole på Lolland. Det er Reventlow Lille Skole, som i februar modtog 36 asylbørn fra Syrien, Iran, Irak, Afghanistan og Eritrea.
Nu fortæller hun om sine erfaringer. Hun gør det ud fra en stor imødekommenhed og indlevelsesevne. Men også med en stor åbenhjertighed om de massive forskelle i adfærd, der har vist sig i forhold til danske børn. (Berlingske, 5.5)
Der er en adfærd der stammer fra fattige samfund, men som også afspejler den helt anderledes kultur i de ikke-vestlige muslimske lande, børnene kommer fra.
Det er klansamfund, der er dybt prægede af konflikter. Konflikter mellem familier, klaner, religiøse retninger, etniske grupper.
Det gik igen blandt de 36 asylbørn. Der er konflikter på kryds og tværs med børnenes herkomst som omdrejningspunkt, siger skolens leder.
Asylbørnenes racisme over for en sort dreng
Der var en klar rangorden blandt asylbørnene kan man forstå.
Syrene ser ned på andre.
Og sorte afrikanere er de mest foragtede. En dreng fra Afrika blev groft mobbet af alle de andre asylbørn. Det var så voldsomt, at lederen kalder det mishandling. I dag er drengen kommet væk fra skolen.
Mette Green svarer også ja til, at der var tale om racisme.
“Skal vi sige det sådan: De har noget med i rygsækken, og den er pakket hjemmefra. Det er en af de store opgaver, og den er svær.”
De sloges for alvor
Men der var også konflikter mellem de andre børn. De delte sig efter deres baggrund. Og de sloges hård indbyrdes.
Små konflikter blev til hårde kampe, som man oplever det blandt voksne fra de samme lande. De sloges om alt.
“De kaster sig over hinanden, og det stopper ikke, før vi trækker dem fra hinanden. Men det er ikke altid, vi kan det. De slår hårdt, og de kradser. Slagsmålene er i en helt anden kategori, end vi er vant til. Vi kalder det slåskamp for alvor”, fortæller Mette Green.
Når de skulle op eller ned ad trappen, blev der mast fremad, uanset om der foran en 11-årig gik en seksårig. Så den seksårige rullede ned ad trappen, mens de andre børn stormede videre uden hensyn til, at den lille var faldet,” fortæller Mette Green.
Opdragelse, vold og synet på kvinder
Men der var flere områder hvor skolen oplevede de dybe kulturforskelle.
I de lande, mange kommer fra, har kvinder en helt underordnet stilling, underlagt manden. Og det kan mærkes på mange asylansøgeres holdning til kvinder i Danmark. Også på denne skole.
Mette Green siger også om holdningen til de kvindelige lærere:
“Men det er langt fra alle, der respektere lærerne. Det er kvinder, der underviser, og kvinder er ikke det børnene har mest respekt for.”
Mette Green siger om børnenes opdragelse: “De virker som om de er vant til, at der bliver råbt ad dem. Måske er de også blevet slået. De kan virke immune over for det, der plejer at virke med danske børn.”
Mette Greens løsninger
Mette Green var tæt på at opgive. Men nu går det bedre, siger hun.
Det værste har været sprogbarrieren. Hendes råd til andre er, at man skal have mindst én på skolen, der kan arabisk.
Børnene skal have klare regler og faste rammer. De voksne skal holde øje med, at reglerne bliver overholdt, så børnene for eksempel venter til det bliver deres tur i en leg, når de skal ind i en bus, osv.
Og det er blevet bedre, siger hun.
Og så minder hun om hvor vigtigt det er, at børnene også får kærlig opmærksomhed:
“De fleste af dem trænger rigtig meget til nogle kram. Det virker ikke som om det er, hvad de har fået mest af.”
Mette Green og hele skolen gør en stor og beundringsværdig indsats.
Men de problemer hun oplever stikker dybt.
De lande hendes asylbørn kommer fra tilhører de store grupper af asylansøgere i Danmark – og Europa med.
Syrien, Iran, Irak, Afghanistan og Eritrea er alle ikke-vestlige muslimske lande. Det er klansamfund, hvor stort set alle er sig selv om sin familie eller klan nærmest. Det giver konflikter og det er konflikter, som ofte løses med vold i de lande.
De konflikter tager mange med sig til Danmark og andre europæiske lande, og de forsvinder ikke med de næste generationer, selv om de er født i Europa. Konflikterne fra Mellemøsten bliver bragt med til Europa. Familier, klaner, stammer slås indbyrdes. Små ting udløser store konflikter. Og børnene opdrages ofte med vold.
Det har man haft viden om i Danmark og andre europæiske lande i årtier. Der er lavet mange rapporter, der viser det.
Men denne viden er stort set ikke blevet brugt af myndighederne. Derfor kan det efter så mange år med masseindvandring fortsat komme bag på en skoleleder, at der er store spændinger de etniske grupper indbyrdes.
“Det har været en stor overraskelse”, siger Mette Green i Berlingske.
Den manglende vilje hos myndighederne til at sætte sig ind i kulturforskelle betyder også, at Mette Green og hendes lærere heller ikke fået en hjælp, de kan bruge.
De får de tilbudt en netværksmedarbejder, der selv er sort.
“Og her måtte vi sige, at det duede simpelthen ikke”, siger Mette Green.
Erfaringerne fra Reventlow Lille Skole er en meget alvorlig påmindelse om de problemer masseindvandringen betyder for skolerne og hele det danske samfund.
Der er forskellige politiske initiativer, som kan mildne problemerne.
Men én ting er sikkert. Hvis befolkningens sammensætning fortsætter med at ændre sig, fordi tilstrømningen ikke bremses, så vil de problemerne som Mette Green fortæller om brede sig med stor hast i hele samfundet.
