Den franske justitsminister Christiane Taubira indgav onsdag morgen sin begæring om at udtræde af regeringen.
Efter kun en halv times samtale på tomandshånd tog præsident Francois Hollande straks imod den.
Dermed slipper præsidenten af med regeringens løsgående missil, før Nationalforsamlingen skal i gang med at debattere omfattende lovændringer, der vil skærpe straffene for organiseret kriminalitet og terrorisme.
Disse ændringer var Taubira ihærdig modstander af.
Hun bliver erstattet af den deputerede Jean-Jacques Urvoas, som ikke er kendt for meget andet end at være pot og pande med premierminister Manuel Valls. Også hvad angår behovet for forhøjede straframmer.
Den vigtigste lov, Christiane Taubira efterlader sig, er loven om ægteskab for par af samme køn. Den er stadig en sten i skoen for Frankrigs troende katolikker.
En svag præsident
Men nok så betydningsfuldt er det, at Taubira efterlader sig billedet af en håbløst svag præsident.
Francois Hollande forsikrede den 15. november på en kongres i Versailles over for parlamentets to kamre, at han ville afskaffe dobbelt nationalitet for terrorister.
Selv de, der var født i Frankrig, skulle fratages deres franske pas. Christiane Taubira forsikrede under et besøg i Algeriet, at et sådant lovforslag ikke ville blive gennemført. Og hun ser ud til at få ret, selv om hun nu har demissioneret.
Oppositionen ryster på hovedet over en præsident. To dage efter islamisternes blodbad på fredelige parisere sprang han op som en løve, men er nu faldet ned som et lam.
Premierminister Valls gik fra en drøftelse onsdag formiddag med præsidenten uden at kunne få opbakning til en lov om afskaffelse af dobbeltnationalitet.
Christiane Taubira vil nu trække sig tilbage til sin hjemstavn Fransk Guyana, men man har ikke set det sidste til hende på den politiske scene i Paris.
Præsidentvalget i 2017
Andre frafaldne socialister som de tidligere ministre Aurélie Filipatti, Benoit Hamon og Arnaud Montebourg venter på, at hun vil slutte sig til dem. Måske for at stå i spidsen som kandidat til præsidentvalget i 2017.
Ved præsidentvalget i 2002 ledte hun en kampagne for et multikulturet og mangefarvet Frankrig.
Listen fik kun 2,4 procent af stemmerne, men det var nok til, at premierminister Lionel Jospin blev væltet som socialistisk kandidat, og højrepolitikeren Jean-Marie Le Pen gik videre til anden runde.
Francois Hollande kan frygte en gentagelse af det scenarium i 2017. Ikke mindst fordi mange venstreorienterede vælgere er rystede over statschefens mangel på rygrad og vil boykotte hans genvalg.