Statsminister Lars Løkke Rasmussen havde i går besøg af EU-præsident Donald Tusk. De drøftede blandt andet Danmarks mulighed for at få en såkaldt parallelaftale med EU efter nejet ved den danske folkeafstemning om det europæiske politisamarbejde.
Til 1. maj næste år bliver Europol overstatsligt, altså et rent EU-anliggende. Hvis Danmark efter sit nej fortsat skal være med i det praktiske politisamarbejde, må vi inden den tid have lavet en særlig aftale med EU, altså en parallelaftale.
Men det bliver svært, lod Donald Tusk forstå i går, ”måske umuligt”.
Det har givet anledning til mange spekulationer om, at en parallelaftale måske må opgives. I så fald skal danskerne til en ny folkeafstemning om politisamarbejdet – for at se, om det bliver et ja til det, som man stemte nej til sidste gang.
En sådan udgang på sagen kan få alvorlige konsekvenser.
Uanset om det ender med ja eller nej, vil endnu en afstemning sandsynligvis forstærke den mistillid mellem befolkning og ansvarlige politikere, der i forvejen mærkes i dansk politik – og i høj grad også i andre lande.
Selvbestemmelse i udlændingepolitikken
Selve nejet ved folkeafstemningen var et udtryk for denne mistillid.
Regeringens forslag var at ophæve vores EU-forbehold på retsområdet, således at Danmark stod frit til at vælge de dele af det retlige samarbejde, som vi gerne vil deltage i.
Men vælgerne turde tilsyneladende ikke overlade det til politikerne i Folketinget at tage løbende stilling til, hvilke dele af samarbejdet vi skal deltage i.
Der er ingen tvivl om, at vælgerne især var og er meget vagtsomme på ét punkt – nemlig vores ret til selv at bestemme udlændingepolitikken. Man stoler åbenbart ikke på, at det til enhver tid siddende flertal i Folketinget vil forsvare denne ret til sidste blodsdråbe.
Hele Europa
Over hele Europa ser man det samme mønster: En bølge af mistillid skyller gennem befolkningerne. Den retter sig især mod to ting: udlændingepolitikken og EU-politikken – og ikke mindst sammenhængen mellem dem.
Denne mistillid skaber stor fremgang for en række partier, som er indvandringskritiske og EU-kritiske i forskellige grader. Den ligger også bag den ret stærke opbakning bag kravet om Brexit, altså britisk udmeldelse af EU.
I Danmark mærkede Lars Løkke mistilliden i forbindelse med folkeafstemningen.
Hos vores store nabo mod syd, Tyskland, mærker Angela Merkel den i høj grad også. I form af den store fremgang for Alternative für Deutschland (AfD). I form af kraftig tilbagegang for hendes egen regering. Og i form af hendes egen stærkt dalende autoritet og popularitet.
Tyrkiet og terror
I Danmark er vores retsforbehold et fikspunkt for den folkelige mistillid. I Tyskland er det i øjeblikket forholdet til Tyrkiet. Dette forhold vedrører hele EU, men det er Merkels Tyskland, der er den centrale kraft i forsøget på at lave asylpolitik sammen med præsident Erdogan i Tyrkiet.
Et klart flertal af de tyske vælgere er imod asylaftalen mellem EU og Tyskland. De fleste tyskere regner heller ikke med, at aftalen bliver til noget.
Det sidste kan meget vel vise sig at være rigtigt. EU har krævet, at Tyrkiet ændrer sin lovgivning mod terror, og det nægter Tyrkiet. I går afviste den tyrkiske udenrigsminister Cavusoglu kategorisk, at man ville ændre terrorlovgivningen.
Vælgerne har en anden dagsorden
Men uanset om Merkel bøjer af over for tyrkerne eller ej er hele sagen egnet til at øge den folkelige mistillid.
Vælgerne har nemlig oplevelsen af, at deres politikere er optaget af det forkerte. De går først og fremmest op i den tyrkiske terrorlovgivning. Men vælgerne er meget mere bange for øget tyrkisk indvandring og indflydelse i forhold til Tyskland.
Og så frygter de i øvrigt, at Merkel ikke kan sørge for den stramme asylpolitik, som er det nødvendige alternativ til en aftale med Tyrkiet.
En farlig gnist i Danmark
Der er således god grund til at tro, at den folkelige mistillid til de ansvarlige politikere i Tyskland vil øges i den kommende tid.
Det samme kan ske i Danmark, hvis vi skal tage folkeafstemningen om det danske retsforbehold én gang til.
Det er muligt, at man kan presse vælgerne til et ja i anden omgang – fordi danskerne ønsker at være med i Europol, og fordi de til den tid ikke kan se noget alternativ til at stemme ja.
Men en sådan udgang risikerer i høj grad at øge befolkningens mistillid til de ansvarlige politikere.
Det kan blive en alvorlig sag, fordi den folkelige tillid i forvejen er lav i disse tider. Europa oplever en helt ny politisk ustabilitet. Selv om dagens Danmark hører til i den mere rolige ende, kan det hurtigt gå stærkt.
Måske kan en ny folkeafstemning om vores retsforbehold vise sig at være en farlig gnist.
