I går mødtes den tyske forbundskansler Angela Merkel endnu engang med den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan. Det er fjerde gang, de mødes, siden asylkrisen brød igennem.
Derudover har Merkel haft fem møder med den tidligere tyrkiske ministerpræsident Ahmet Davutoglu, som Erdogan nu har smidt ud.
Merkels mange møder afspejler den centrale rolle, som hun tildeler Tyrkiet i forbindelse med Europas asylproblemer. Men de afspejler også, at det i høj grad er hende, der har kørt løbet i forhold til Tyrkiet på EU’s vegne.
I vidt omfang har hun handlet uden den store fælles rådslagning mellem EU-landene. Det er der ikke kommet noget godt ud af.
Merkel har optrådt svagt og eftergivende over for Erdogan. Hun har givet ham det klare indtryk, at Tyskland og EU er helt afhængig af Tyrkiet for at håndtere asylkrisen. Og det udnytter en mand som Erdogan til at presse EU til indrømmelser, som aldrig burde være givet.
Med voksende styrke rejser spørgsmålet sig: Hvornår tager andre EU-lande, herunder Danmark, sig sammen til at sige fra over for Merkels katastrofale håndtering af Tyrkiet?
Merkel fik kun en times audiens
Merkel mødtes med Erdogan i forbindelse med en FN-konference i Istanbul om nødhjælp. Meget karakteristisk for Erdogans hang til at spille med musklerne, gav han kun allernådigst Merkel en time til deres møde. Og så måtte Merkel endda vente et kvarter, inden mødet kunne komme i gang.
Kansleren havde dog denne gang kridtet skoene en smule mere end ved tidligere møder. Hun insisterede i det mindste på, at Tyrkiet må ændre på sin terrorlovgivning, hvis landet skal opnå visumfrihed til EU.
Hun udtrykte også dyb bekymring over, at Erdogan har ladet det tyrkiske parlament ophæve immuniteten for over en fjerdedel af dets medlemmer – så styret kan begynde at retsforfølge parlamentarikere med kurdiske sympatier.
Men ”dyb bekymring” er en meget svag reaktion på et så alvorligt angreb på demokratiet.
EU burde nægte at give Tyrkiet visumfrihed, hvis ikke dette skridt trækkes tilbage – på samme måde som man kræver ændring i landets terrorlovgivning.
Desværre stikker problemet endnu dybere: Det er under alle omstændigheder en fundamental fejltagelse at give Tyrkiet visumfrihed.
Det kan føre til, at langt flere tyrkere slår sig ned i EU. Samtidig er der en stor risiko for, at visumfrihed vil give kriminelle netværk og terrorister stærkt øgede muligheder for at operere inden for EU. De vil både kunne købe sig og forfalske sig til de nødvendige tyrkiske papirer.
Historieforfalskning
Merkels svaghed over for Erdogan bunder i, at hun har stirret sig blind på Tyrkiets betydning for EU’s asylpolitik.
Hun har hele tiden fremstillet Tyrkiet som den eneste vej til, at EU kan få styr på asylstrømmen. I den forbindelse har hun også søgt at fremstille det, som om den nuværende nedgang i asyltallet skyldes aftalen med Tyrkiet i marts.
Men dette er historieforfalskning. Den store opbremsning i Europas asyltal blev skabt med lukningen af Balkan-ruten. Det skete før EU’s aftale med Tyrkiet. Aftalen med Tyrkiet er et supplement.
Desværre har den danske regering aldrig klart korrigeret Merkels fejlagtige fremstilling af, hvad der har bremset asylstrømmen. Det har skabt forvirring herhjemme.
Forvirringen er så total, at nogle medier ligefrem mener at vide, at det er aftalen med Tyrkiet, der har lukket Balkan-ruten! Denne fejltagelse blev forleden serveret i TV2, og i dag bliver den desværre gentaget i en leder i Berlingske.
Danmark har bøjet sig
Debatten om disse ting er meget vigtig, fordi en forkert analyse af situationen fører til forkerte løsningsforsøg.
Merkel har satset hele EU’s asylpolitik på aftalen med Tyrkiet. Hun har ikke arbejdet på alternative muligheder. Dermed har hun givet Erdogan det klare indtryk, at han kan skrue sig op, fordi EU er totalt afhængig af ham.
Men EU både kan og skal være i stand til at handle uden om Erdogan, så man ikke er tvunget til at acceptere hans betingelser. Men det kræver, at man har et klart alternativ.
Man er jo kommet meget langt med lukningen af Balkan-ruten. Men det har Merkel aldrig villet anerkende, fordi denne lukning blev lavet helt uden om hende. Og andre EU-lande, herunder Danmark, har bare bøjet sig for Merkels voldsomme binding til Erdogan.
Hvornår åbner vi munden?
Også uden en aftale med Tyrkiet ville der være sket en kraftig opbremsning i asyltallet til EU på grund af lukningen af Balkan. Dette kan man bygge videre på.
Det kræver ikke mindst, at man etablerer et langt stærkere værn mod asylstrømmen til Grækenland og Italien. For disse lande kommer i klemme med lukningen af Balkan-ruten nord for Grækenland.
Dette er ikke nogen nem opgave. Men den første forudsætning for en løsning er, at EU’s ledere går stærkt og aktivt ind i lave en strategi for at værne de to lande.
Det er ikke en opgave, man kan overlade til Angela Merkel. Hvornår åbner de andre EU-lande, herunder Danmark, munden?
a