I går dansede vi til byfest i Taastrup. Vi var på Axeltorv, på den store scene. Vejret var dejligt, og der var mange glade tilskuere. Jeg har glemt at siger, at jeg har danset mavedans i mange år og er så heldig at kende Louise Frevert personligt. Det var kl. 11.30. Mine personlige ting havde jeg lagt ved siden af scenen – og regnede med, at alt er ok. Med det var det ikke!
Vi skulle lave et gruppebillede til sidst, og jeg lagde min mobil (Samsung Galaxy,) på scenes kanten, og den var kun uden opsyn 1 minut. Og… Det værste der kunne ske skete! Telefonen var væk! Vi, Nilens Juveler, skulle videre til Hillerød byfest med det samme, men min dansegejst var slukket. I desperation prøvede jeg at snakke med de menneske, som var tæt på scenen, men alle rystede på hoveder og sagde, at de ikke havde set nogle telefoner. Og nogle sagde, at de slet ikke forstod dansk.
Jeg skyndte mig hjem til computeren for at spærre mine konti på Google, Facebook og andre internet tjenester. Det tog mig mere end to timer. Mine piger kom godt til Hillerød byfest og nød deres optræden, vejret og fællesskabet. Imens sad jeg foran skærmen og knoklede med at forandre kodeord, kommunikerede med byfest- arrangørerne – og følte mig krænket.
På telefonen var mange private optagelser – specielt fra min kære mands bisættelse – og med de sidste billeder af ham. Hvem har de billeder nu? Hvordan kan folk tillade sig at krænke den personlige sikkerhedszone og stjæle???
Mens jeg var hjemme, kom min gamle ven forbi og trøstede mig. Hans dankort var blevet stjålet i sidste uge i en butik i Roskilde. Det kostede ham 2 dages intensivt arbejde at spærre alle konti, samtaler med banken og med politiet. Så snakkede vi lidt om tryghed og sikkerhed. Tryghed er en følelse, som er baseret på sikkerhedsregler og situationer. Reglerne har været de samme – eller næsten de samme – siden jeg kom til Danmark i 1991. Men det er den ikke mere. Danmark ligner en stor banegård med masser af fremmede, som kommer forbi. Ikke alle er kriminelle, slet ikke!!!! Men min følelse af sikkerhed, som jeg har haft siden 1991 er total forsvundet.
Da jeg havde lavet en kop kaffe, ringede min veninde fra Roskilde. Hun er 71 og har gigt i hænderne. På vej fra Roskilde Station var hendes rejsekort, kreditkort og sygesikringskort blevet stjålet. Hun sagde til mig, at ved siden af hende sad en lille, sød lidt mørk dame. Men hun kan da ikke have stjålet min venindes kort? Eller? Skal vi nu alle blive mistænksomme og føle os usikre hele tiden? Jeg låser nu alle døre, har sikkerhedslås og naboalarm, og er meget forsigtig i S-tog og busser, men, men….
Er det sådan et Danmark vi ønsker? Med en meget begrænset privat sikkerhedszone?
Jeg har givet politi IMEI nummeret på min telefon – den telefon tilhørte min kære mand og var købt i maj 2015. Men hvad gavner det?
I weekenden før var jeg i sommerhus og var på besøg hos min nabo. Hun var ikke hjemme, men huset var ulåst og tre vinduer stod åbner. Jeg gik rund om huset, hvor der bor to mennesker og tre dejlige hunde, og jeg satte mig på terrassen. Begge mine naboer er på den anden side af halvfjers, og deres tryghedszone er stadigvæk stor. Fem minutter senere, dukkede mine naboer op – de havde været på et kort besøg hos en halvfemsårig kvinde, som bor på næste vej.
Jeg spurgte, om ikke de var bange for at forlade det ulåste hus? Deres svar var som en genklang fra en tryg fortid: ” Vi føler os trygge her i skov! Vi har tre hunde!”
“Deres hunde er så venlige og kære, at de kan vise indbrudstyvene, hvor sølvtøjet ligger” – tænkt jeg.
Og så huskede jeg pludseligt et slogan fra plakaten på Hovedbanegård, som jeg havde set dagen før: “Der er så meget, vi skal passe på!” Ja, men hvem skal passe på mig? Jeg føler nu, at min tryghedszone skrumper ind. “Danmark, hjælp”! Og måske – hjælp til Danmark?
Hvis du har fundet min Samsung Galaxy telefon SM-G850F med IMEI nummer – 356010061466412 – så vil jeg gerne give dig en dusør. Send oplysninger til [email protected]. Jeg vil gerne have min telefon og tryghedsfølelse tilbage!
