Rana Ahmad er vokset op i en meget religiøs sunni-muslimsk familie i Saudi-Arabien. Men som ung kvinde opdagede hun via internettet verden udenfor, og hun fandt ud af, at hun overhovedet ikke troede på nogen Gud. Før det lykkedes Rana at komme væk fra Saudi-Arabien, levede hun som hemmelig ateist i fem år.
For det første ville familien slå mig ihjel, og hvis de ikke gjorde det, så ville staten henrette mig. Man har ikke noget valg til at forlade islam, forklarer hun på denne video.
I al den tid jeg boede der, græd jeg om natten. Jeg er ikke muslim! Lad mig være! Jeg vil ikke lytte til Koranen! Jeg vil ikke bede! Jeg vil ikke tilbede Allah! Jeg tror ikke på eksistensen af Gud, Paradis og Helvede! Bare lad mig være!
Rana er en usædvanlig ung kvinde, som har gjort oprør mod hjernevask og undertrykkelse. Hvis det ikke var lykkes for Rana at komme væk, var hun sikkert blevet skør. Hun fortæller, at det var en stor mundfuld at opdage verden.
Videnscentret i min hjerne var blokeret, ignoreret, ikke- eksisterende. Jeg anede ikke, hvad ordet ateist betød. Jeg kunne ikke forestille mig, at der var mennesker på denne planet, som ikke troede på Gud. Det, der chokerede mig mest, var, at jeg intet kendte til Big Bang, evolutionsteorierne og filosofi.
Man får et chok, når man får alle disse informationer på en gang. Hvordan kan det være, at uddannelsessystemerne i islamiske lande ikke fremlægger disse oplysninger?
Uddannelsessystemet i Saudi-Arabien og familierne gør alt hvad de kan for at forhindre at man udvikler tvivl. Hvorfor skjuler I det? Hvad er I bange for?
Opvækst i sløvhedstilstand
Jeg anser tiden hvor jeg var religiøs, som en periode med sløvhedstilstand. Jeg var i en sløvhedstilstand, og pludselig var der noget, der vækkede mig. Jeg vågnede og så, at livet ikke var det, jeg havde set fra den religiøse vinkel.
Før jeg blev ateist, havde jeg ingen kontakt til videnskab, jeg læste for det meste i Koranen og gjorde de daglige ting, som muslimer gør.
Jeg troede, at mit liv skulle være ved en mands side. Familien forventede at jeg blev gift, og det ville være mit liv. Mine højeste ønsker var at behage Herren og mine forældre, resten var overladt til livet efter døden. Jeg havde ingen planer med mit liv overhovedet.
Afslutning på barndommen som 9-årig
Jeg var omkring ni år, et legende barn. En dag fik jeg en hijab (islamisk tørklæde) af min mor. Jeg spurgte hvorfor. Jeg følte mig stadig som et barn, jeg ville lege, have mit hår løst og løbe med de andre børn.
Hvorfor skal man have hijab på? Hijabben stjal min barndom. Ingen familier skal give små piger hijab på, det stjæler deres barndom.
Da jeg var 13 år fik jeg niqab på (hvor man kun ser øjnene). I Saudi Arabien forventer både skolen og familien, at pigerne bruger niqab i skolen.
Jeg mener ikke, jeg har haft en normal opvækst. Jeg kendte ingen drenge, jeg talte ikke med drenge. Jeg følte ikke kærlighed. Man kan sige, jeg levede et beskedent liv, indtil jeg begyndte at arbejde og opdagede, at der var en anden verden.
Politisk korrekte: Man er intolerant, hvis man taler mod pigehijab
Den overvejende danske holdning til pige-hijab er, at det er noget mærkeligt noget, men at der er vigtigere problemstillinger at forholde sig til.
Og da det er åbenlyst, at muslimerne har forskellige meninger om, hvornår det er passende, at pigerne får hijab og tildækkende tøj på, er det ikke noget, danskerne skal blande sig i. Desuden siger både pigerne og de islamiske vejledere, at de gør det frivilligt, for der er ingen tvang i islam.
Blandt politisk korrekte er holdningen nærmest, at man er intolerant, hvis man taler mod hijab til piger.
Den Korte Avis har tidligere skrevet om, hvad der får muslimske piger til vælge hijab og tildækning til. Læs mere her.
