Jeg er uenig i jeres konklusioner, men beundrer jeres ildhu på Den Korte Avis. Integration er det vigtigste emne i Danmark. Jeg kom til Danmark med min familie i 1984. Efter asylcentret fik vi anvist et rækkehus i Greve Strand og på kort tid var der vendt op og ned på vores liv: nyt land, nyt sprog, nyt hjem og en ny lillebror.
Til at begynde med gik min mor hjemme med to små drenge, uden sprogfærdigheder, og set udefra var der på mange måder lagt i kakkelovnen til den klassiske kvinde-integrationskatastrofe; den etniske minoritetskvinde, som tusser rundt alene i sit eget lille parallelsamfund og ser MBC (Middle East Broadcasting Center) gennem burkasprækken.
Men min mor fik det råd af en underviser på sprogskolen at gå rundt på vejen og invitere naboerne på kaffe. Det ville være en god måde at få trænet alt det, hun lærte i sprogskolen, at tale en masse hverdagsdansk. Ikke at det nogensinde har været fremmed for min mor at drikke kaffe med folk, tværtimod. Men underviseren vidste nok godt, at det ikke var helt let i Danmark. Så den gode Souad travede forhåbningsfuldt ind til vores nærmeste nabo, som ovenikøbet havde fået et barn for nylig – det var en oplagt anledning, og hun havde en gave med. Naboen blev da også glad for gaven, så min mor spurgte, om hun ikke havde lyst til at drikke en kop kaffe en dag. Men det var naboen ikke interesseret i, og det blev min mors første nederlag i Danmark. Måske lyder det langt ude, for mine forældre havde levet som nomader i landet i et år uden at ane, hvordan deres fremtid så ud. De havde boet på asylcenter, og hun havde født et barn i det nye land uden at kunne sproget. Alligevel var en nabos afvisning og en lukket dør det største chok hidtil.
Det er ikke til at vide, hvilken forskel det ville have gjort, hvis naboen havde sagt ja. Havde min mor lært sproget lidt hurtigere? Fået et job tidligere? Jeg aner ikke, om naboen bare ikke kunne overskue det eller havde en virkelig dårlig dag. Min pointe er ikke, at naboen var et dumt svin, og min mor et stakkels offer. Men de er sgu så skrøbelige, de første forsøg.
Da vi året efter flyttede til Middelfart, hvor min far endelig havde fået fast job som fjerkrækonsulent, skulle kaffeforsøget gøres igen. De første, der fik et bank på døren, var Edna og Erik, vores naboer på Merianvej. Og heldigvis for min mor og for os og for rigtigt meget siden, ville Edna vældigt gerne drikke den første af mange kopper kaffe.
Engang kom Edna ind til os for at høre, hvad i alverden det var, der duftede så fantastisk fra vores hus og helt over i hendes køkken. Det var falafel, kunne min mor forklare, mens hun anrettede en tallerken til Edna, der allerede havde sat sig ved køkkenbordet; hun havde da lige godt aldrig smagt noget SÅ lækkert før! Så da Edna senere på året holdt fødselsdag, måtte tarteletterne se sig udmanøvreret som forret, og min mor accepterede med stolthed dobbeltrollen som delvis gæst, delvis kok. Jeg har altid været vild med den historie. Falafel forcerer ligusteren, og sød duft opstår. Sværere er det ikke, og mad er altid en sikker samtalestarter.
Hverdagen er både den største mulighed og den største trussel for integration. Vi mennesker er nok bare indrettet sådan, at hvis det ikke lykkes i første hug, så er det lettere at lade være. Stolthed og usikkerhed har ingen religion og race.
Jeg tror ikke, at I er dårlige mennesker på Den Korte Avis, men jeg kan godt være bange for, at I er for mistænksomme. Tag det første skridt. Inviter en flygtning på kaffe. Det betyder ingenting, hvem der starter. Det betyder alt for vores land at integrationen lykkes.
