Med flere dages forsinkelse, efter at det ikke længere lykkedes de tyske myndigheder at skjule de seksuelle overgreb, som arabere og afrikanere udsatte tyske kvinder for i Køln nytårsnat, blev forbrydelserne omsider breaking news ikke blot i Tyskland, men overalt i Europa. Og så gik det ellers løs med afsløringerne. Det viste sig, at overgrebene havde fundet sted mange steder nytårsnat i Tyskland, Sverige, Schweiz, Belgien og i Finland.
Yderligere er det kommet frem, at politikere, politiet og medierne i uskøn samdrægtighed har hemmeligholdt, at både kvinder og børn ved festivaler i Sverige i 2014 og 2015 er blevet groft seksuelt forulempet.
Og nu klager unge piger i Thy over, at de – efter at asylteltene i Thy er blevet etableret – ikke alene bliver chikaneret og befamlet på diskotekerne, men også bliver forfulgt, når de forlader disse steder.
Voldtægt som krigsstrategi
Har hver enkelt af disse horder af seksualforbrydere i de europæiske lande fundet på, at modtagerlandets kvinder skulle forulempes en bestemt nat, eller har de sidste dages forlydender om, at der kan være tale om organiserede seksuelle overgreb på tværs af landegrænser, noget på sig?
Kvinder er overalt og i alle krige de første, der angribes af fjenden. Voldtægt er en krigsstrategi, en krigsforbrydelse. Det er også en måde, hvorpå fjenden kan ydmyge og demaskulinere landets mænd.
I nogle lande ”nøjes” nye herskere med at umenneskeliggøre kvinderne ved at tvangsindhylle dem, f.eks. Iran, Gaza, Pakistan og Afghanistan. Nægter de at rette ind, mishandles og voldtages de og smides i fængsel, og nogle af dem henrettes for at have sat sig op imod de nye magthavere. I andre lande kidnappes kvinderne for at føde børn til krigsherrerne.
Er forbrydelserne mod de europæiske kvinder nytårsnat organiserede og kan betegnes som det første skridt på vejen til de krigsforbrydelser, kvinder udsættes for i takt med fjendens indtrængen i et land, eller kan de rubriceres under ”et patriarkalsk mønster”? Tja, det afhænger nok af, fra hvilken politisk side disse forbrydelser anskues.
Kvindefjendtlig kultur eller politisk undertrykkelse
I Deadline den 9.1.2016 kl. 22.30 (minut 18.03) debatterede Jaleh Tavakoli og Nazila Kivi, om de seksuelle overgreb var et udtryk for islam og kultur, eller om der var tale om politisk og strukturel undertrykkelse.
Om end begge de to kvinder hører til på venstrefløjen, er de ikke begge kulturradikale, hvor alt kan forklares væk som sociale problemer og ”samfundets skyld”, hvor der snakkes udenom, dagsordenen ændres, og uvedkommende emner bringes på bane, så ingen til sidst kan hitte hoved eller hale i, hvad der egentlig tales om.
Kivi var ikke meget for at forholde sig til de tilsyneladende velorganiserede seksuelle overgreb mod modtagerlandenes kvinder. Hun havde en helt anden fortælling, nemlig det globale patriarkat som basis for vold mod kvinder. At vold mod kvinder er globalt, har hun ret i, men nu var det ikke lige det punkt, der var på dagsordenen. Ej heller var hendes oplysning om Mexico, der har førstepladsen i kvindemord, dagens emne.
Javakoli derimod holdt sig til emnet og forsøgte at redegøre for, hvad årsagen kunne være til, at mellemøstlige og afrikanske mænd i mange byer omringede og gik grassat på kvinderne. For hende var der ingen tvivl om, at der var tale om islam og/eller kulturen i de muslimske lande. Det afviste Kivi – det var ”faktuelt forkert”.
De seksuelle overgreb mod kvinderne nytårsnat handlede derimod ifølge Kivi om politisk og strukturel undertrykkelse. Når vold og undertrykkelse mod en befolkning er institutionaliseret, er vold mod kvinder allestedsnærværende. Ingen tvivl om det, men Tyskland, Sverige, Schweiz og Finland kan vel næppe betegnes som voldskulturer og sammenlignes med Mexico?
Også foredragsholderen med speciale i islam, Hanna Ziadeh, gav sit bidrag til debatten. Han erklærer, at seksuelle overgreb og voldtægter skyldes den kønssegregering, der finder sted i muslimske lande. Og at opfattelsen er, at voldtægt aldrig er mandens skyld. Det er kvinden, der har fristet ham.
Denne fristelse opstår så, når der bliver lettere adgang til kvinder. De bliver til et tag-selv-bord. Derfor har man i Tyskland måttet konstatere, at også kvinder i flygtningecentre overfaldes og voldtages, især når de i mørke skal til og fra de udendørs toiletter.
Angela Merkels kovending
Intet land kan i længden lukke øjnene for, hvad landets kvindelige befolkning udsættes for af forbrydelser. Merkels meget åbne arme er derfor – lidt sent – blevet til knyttede næver. Nu skal flygtninge og asylansøgere, der dømmes for disse forbrydelser, smides ud af Tyskland. Kovendingen er formentlig sket efter pres fra Merkels kritikere, og nu gælder det hendes politiske liv i et valgår.
Bare tanken om at smide forbryderiske flygtninge og asylansøgere ud kan give enhver forsigtig og nervøs politiker sved på panden. Forskere og jurister udi menneskerettigheder råber vagt i gevær og advarer om, at udvisning simpelthen er i strid med de menneskerettigheder, der er gældende for alle folk, der kommer udefra, og er en grov overtrædelse af Flygtningekonventionen. Og så står alle ret, og politikerne foretager tøvende et par lappeløsninger hist og pist.
Flygtningekonventionens § 33, stk. 1 og 2
Med hvad siger Flygtningekonventionen egentlig? Står der noget om, at uanset hvilke forbrydelser, som de fremmede udøver over for modtagerbefolkningen, så må den bare bøje nakken og affinde sig med de nye tider?
Lad os tage stk. 2 først (mine fremhævelser):
2. Nærværende bestemmelse [forbud mod udvisning eller afvisning] kan dog ikke påberåbes af en flygtning, som med rimelig grund må anses for en fare for det lands sikkerhed, i hvilket han befinder sig, eller som efter en endelig dom for en særlig farlig forbrydelse må betragtes som en fare for samfundet i det pågældende land.
Det fremgår altså tydeligt i Flygtningekonventionen, at vi ikke skal beholde forbrydere, såfremt de er til fare for landets sikkerhed eller til fare for samfundet.
Ser vi så på stk. 1, fremgår det, at intet europæisk land overhovedet behøver tage imod en eneste af de personer, der har fyldt de europæiske motorveje:
1. Ingen kontraherende stat må på nogen måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.
Intet europæisk land støder op til et land, der truer nogens liv eller frihed eller på anden måde truer. Der er altså intet i vejen for, at enhver, der dukker op ved f.eks. vores grænse, kan drejes om på hælen.
Det hindrer naturligvis ikke, at de europæiske lande kan tage imod kvinder, børn, gamle og handicappede og give dem beskyttelse, indtil de unge mænd, der flygter til Europa, har kæmpet de kampe, vestlige soldater ellers må gøre for dem, og derefter har bygget deres land op, så de udsatte kan vende hjem igen.
Der er altså ingen konvention, hr. statsminister, der forhindrer, at du passer på Danmark og danskerne.
