Gode grunde til at stille spørgsmål ved vindmøller på havet
Spørgsmål om fornuften af de gigantiske investeringer i den grønne omstilling, som skatteborgere og virksomheder i disse år tvinges til at finansiere, er ofte ikke velkomne og mødes under alle omstændigheder af indvendinger: Se bare DONG Energy – er det måske ikke en god forretning? Fortrænger den grønne omstilling måske ikke en masse CO2? Og hvad med den økonomiske vækst og alle de grønne jobs, vi eller ville gå glip af?
Først Dong Energy
Efter børsintroduktionen den 9. juni 2016 ligger aktierne i Dong Energy på en kurs på omkring 257, der betyder at selskabets værdi er på godt 107 mia. kr. Ganske pænt i betragtning af, at værdien i 2014 i forbindelse med statens salg af aktier til Goldman Sachs og ATP blev opgjort til godt 44 mia. kr. Udover diskussionen om den vedvarende energi har sagen med rette rejst tvivl om Finansministeriets evner til at forvalte de fælles værdier.
Værdistigningen tages som udtryk for, at selskabets fokusering på havvindmølleparker har vist sig at være en god forretning. Dong Energy har således været involveret i havvindmølleparker i bl.a. Danmark, Tyskland og Storbritannien og et nærmere kig på en af de danske parker kan give et indtryk af om Dongs ”gode” forretning også er en ”sund” forretning!
Elproducerende vindmøller på land er faktisk blevet ganske effektive, problemet er, at den væsentlige vindmølleudbygning sker på havet, hvor priserne på den grønne strøm er langt højere.
I 2011-13 opførte Dong Energy en havmøllepark ved Anholt med 111 vindmøller med en samlet effekt på 400 MW til en pris af 10 mia. kr. Dong Energy Wind Power A/S krævede – som det eneste selskab, der bød – en strømpris på 1,05 kr. pr. kWh. Selvom kun ét selskab deltog i udbuddet accepterede den daværende radikale energiminister helt uhørt den af Dong krævede pris. I forhold til en spotpris for strøm på 25-35 øre pr. kWh koster Anholt dermed de danske el kunder omkring 1,5 mia. kr. i hvert af de kommende 12 år – eller i alt omkring 18 mia. kr.
Støtten afholdes over PSO-ordningen, hvor omkostningerne er løbet løbsk – fra cirka 2 mia. kr. i 2006, over 3,6 mia. kr. på tidspunktet for indgåelse af den store energiaftale i 2012 til 8,3 mia. kr. i 2016.
Energistyrelsen påviste i marts 2016, at siden samtlige partier minus Liberal Alliance vedtog energiaftalen i 2012 er den forventede PSO-regning for perioden 2016-2020 steget med 68 procent og regningen frem til 2025 anslås nu til knap 70 mia. kr.
Det er baggrunden for Dong Energys ”gode forretninger”. Den eneste trøst er, at tyskerne og briterne også må punge ud i støtte til havvindmøller.
Allerede inden Anholt parken var begyndt at producere strøm havde Dong Energy solgt halvdelen af parken til 6 mia. kr.
Hvor robust og sund er en forretningsmodel, der er baseret på afsætningen af vindmøllestrøm til priser, der kun kan opretholdes så længe, der er statskasser, der er parate til at garantere og subsidiere overpriser, der typisk er mindst 3-4 gange så høj som markedsprisen på el?
Den 26. april 2016 offentliggjorde det internationale kreditvurderingsbureau Moody’s resultatet af en nøjere granskning af Dong Energy. Resultatet var overordnet, at ratingen på Baa1 for nærværende ville blive opretholdt, men med tilføjelsen: Outlook negative!
Moody’s redegør i pressemeddelelsen ret detaljeret for årsagen til de negative udsigter. Udover den problematiske olie- gassektor tvivler Moody’s på Dong Energys positive forventninger til udviklingen i vindmølleforretningen. Moody’s er skeptisk over for den langsigtede robusthed af denne indtjening. Moody’s anerkender Dong Energys nuværende solide position på markedet for offshore vind, men noterer, at forretningsmodellen indebærer, at Dong påtager sig betydelige konstruktionsrisici på et gradvist mere modent marked, hvor investorernes krav til afkast vil stige. Moody’s forventer også, at indtjeningen kan blive presset som følge af stigende konkurrence fra andre aktører, ligesom Moody’s har tvivl om den offentlige støtte til havvind efter 2020.
Som bekendt har den tyske regering signaleret reduktioner i de offentlige subsidier til vedvarende energi. Om UK efter et eventuelt Brexit fortsat vil betale er et åbent spørgsmål!
Herefter kan læserne selv afgøre hvor ”sund” havvindmølle-forretningen er.
CO2-effekten
Det er helt fint med ambitiøse målsætninger i klima- og energipolitikken, men i diskussionen af havvindmøller bør man ikke glemme, om omkostningerne ved indsatsen står mål med effekten på de globale klimaudfordringer.
I EU udgør CO2-kvotehandelssystemet et væsentligt element i den fælles klima- og energipolitik.
En udvidelse af kvotesektoren – der i dag udgøres af industri og kraftværker – ville give større efterspørgsel og dermed højere priser på CO2-udledningsrettigheder. Problemet er, at der endnu ikke i EU har kunnet opnås enighed om at udvide CO2-kvotehandelssystemet til også at omfatte transport-, landbrugs-, bygnings- og affaldssektorerne.
CO2-kvotehandelsystemet burde ideelt set skabe et stærkt økonomisk incitament til CO2-reduktion. Med en rimelig pris på CO2-kvoterne ville CO2-forurenende aktiviteter i kraftværkssektoren og industrien være meget dyre og beslutningstagerne ville automatisk blive drevet i retning af mere klimavenlige – og dermed billigere – løsninger. Desværre har de lave priser på CO2-kvoterne betydet at systemet ikke har haft den forventede effekt.
Hvis de store danske ambitioner og målsætninger for energi- og klimapolitikken ud over de fælles EU-mål især blev søgt realiseret inden for de ikke-kvotebelagte sektorer, kunne det give mening. Problemet er, at en væsentlig del af den danske indsats for at anvende mere Vedvarende Energi i stedet for fossile brændsler som kul og naturgas tvinges igennem inden for el- og fjernvarmeproduktionen, som er omfattet af EU’s kvotesystem. Det er problematisk, fordi den stigende anvendelse af strøm fra havvindmøller reducerer de danske CO2-udledninger og dermed behovet for CO2-kvoter, der således med den danske indsats bliver billigere end eller.
De kvoter Danmark ikke bruger, kan imidlertid bruges andre steder i EU, hvorfor en øget anvendelse af VE i Danmark ikke vil føre til lavere CO2-udslip på europæisk plan.
Effekten af den danske indsats er dermed meget begrænset på de globale klimaudfordringer.
Økonomisk vækst og grønne jobs
Den radikale tænketank CONCITO, Danfoss og andre virksomheder i Green-Tech sektoren henviser ofte til, at Danmark i de sidste ti år har fået ny grøn energi, nye grønne arbejdspladser og markant mindre CO2-udledning, uden at det er gået nævneværdigt ud over de samlede energiudgifter. Samtidig påpeges de lukrative eksportmuligheder for især grøn teknologi.
Problemet er at de grønne jobs er svære at få øje på og at eksporten af ”grøn” energiteknologi falder. I 2015 var der et fald på 3,9 pct. i eksporten af energiteknologi. Tallene fremgår af en ny opgørelse fra Energistyrelsen, Dansk Energi og Dansk Industri, der viser at tilbagegangen i eksporten af energiteknologi hovedsageligt forklares med udviklingen i eksporten af grøn energiteknologi. Det skal i øvrigt bemærkes, at grøn energiteknologi kun udgør 6,4 pct. af den samlede vareeksport.
De økonomiske vismænd har da heller ikke ment, at hensyn til samfundsøkonomi, vækst og jobskabelse er væsentlige argumenter for grøn omstilling.
At tidligere vismand Peter Birch Sørensen har ændret holdning, siden han er blevet formand for Klimarådet, har ikke bidraget til respekten for dette organs rådgivning.
