Som det vist er alle bekendt, har Højesteret stadfæstet landsrettens dom, hvorefter vaneforbryderen og den selvudnævnte zigeunerboss Gimi Levakovic på trods af endnu en dom ikke skal udvises. Han kan således fortsætte sit liv i Danmark, fortsat være en økonomisk belastning for skatteyderne og endnu værre, fortsat være en trussel mod danskernes liv og helbred.
De fleste politikere er helt oppe og ringe over dommen. Men hvad havde de egentlig forventet? Politikerne ved jo udmærket, at når Menneskerettighedskonventionen er implementeret i de nationale love, vil den til enhver tid overtrumfe Grundloven. Og som det fremgår nedenfor, går Højesteret gerne endnu videre end nødvendigt.
Når Levakovics forsvarer ankede udvisningsdommen til Højesteret, var det derfor spild af både tid og penge, for udfaldet var så sikkert som amen i kirken.
Højesteretsdommen
Højesterets præmisser for at lade Levakovic forblive i landet, kan af flere grunde undre, for der synes ikke at være noget til hinder for, at han bliver udvist.
Menneskerettighedskonventionen artikel 8
Levakovic har to mindreårige børn (nu 11 og 15 år), som han har forældremyndigheden over. Af den grund har Højesteret ment, at artikel 8, stk. 1 er til hinder for hans udvisning:
Stk. 1. Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.
Imidlertid er der intet til hinder for, at han udvises i henhold til artiklens stk. 2:
Stk. 2. Ingen offentlig myndighed kan gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, undtagen for så vidt det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres ret og frihed.
Levakovic har overtrådt samtlige betingelser i artiklens stk. 2. Højesteret har således ikke løbet nogen risiko for at blive underkendt af Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg ved at udvise ham. I Camilla Winther Wagner’s juridiske specialeafhandling i 2009 konkluderer hun, at Højesteret i visse tilfælde går videre i beskyttelsen af udlændinge mod udvisning end krævet af Menneskerettighedsdomstolen.
Lektor Peter Starup fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet har gennemgået en række højesteretsdomme, hvor forbrydere ikke blev udvist. Bl.a. kalder han dommen, hvor en tyrkisk vaneforbryder ikke blev udvist, for juridisk “frihåndstegning”.
Børnene har ingen forbindelse med deres mor
På grund af Menneskerettighedskonventionens artikel 8, hvor Højesteret har valgt at henholde sig til stk. 1, er børnene, Victoria Azzouzi og Gabriel, med held blevet brugt i Levakovics sag for at forhindre hans udvisning. Som for at understrege, at børnene kun har deres far, er det i medierne adskillige gange blevet nævnt, at børnene ikke har forbindelse til deres mor.
Da forældremyndigheden er den vigtigste årsag til, at Levakovic har undgået udvisning, skulle man synes, at dette emne ville være meget interessant for journalister at bore i. Men det er blot blevet tiet ihjel.
Levakovic udtaler, at forældremyndighedssagen har været hård at komme igennem. Det vidner om, at også moderen har ønsket at få forældremyndigheden. Alligevel har hun end ikke andel i den.
Hvorfor har myndighederne tilladt, at forældremyndigheden over to små børn er tilfaldet en storforbryder? Er moderen uden forældreevne, så myndighederne har vurderet, at Levakovic er det mindste af to onder? Eller er der helt andre årsager til, at børnene ikke har forbindelse med deres mor? Hun har kæmpet for sine børn, og så skulle hun bagefter, når faderen har fået den fulde forældremyndighed, frivilligt have givet afkald på at have samvær med dem? Det har sandsynligheden imod sig.
En mere sandsynlig forklaring på moderens fravær i børnenes liv er Levakovics mordforsøg på hende i 2011, og at hans og sønnen, Santino Levakovics dødstrusler har skræmt moderen fra at nærme sig sine børn.
Den latterligt lave dom for mordforsøget betød, at børnene måtte anbringes i 2½ år uden for hjemmet, efter at Levakovic kom i fængsel.
Hvordan har myndighederne kunnet forsvare at overlade de mindreårige børn hos så kriminel en familie? Burde kendskabet til Levakovic og hans familie ikke have fået alle røde advarselslamper til at blinke?
Levakovic taler ikke kroatisk, selv om han har kroatisk statsborgerskab
Også det forhold, at Levakovic efter sigende aldrig været i Kroatien og derfor ikke taler sproget, har haft betydning for højesteretsdommen.
Sandsynligheden taler dog for, at Levakovic og hele hans familie taler romani, ligesom det er tilfældet med zigeunere i det hele taget, hvor de end har slået sig ned i Europa. Det fremgår i øvrigt bl.a. af YouTube, del 1, minut 3, og YouTube, del 2, minut 9, 16 og 32.
Zigeunere har almindeligvis ikke forbindelse med befolkningen i det land, de bor i, og de kan i Kroatien klare sig fint på engelsk. Et sprog, Levakovic har vist, at han taler.
Udlændingelovens § 26
Skulle Menneskerettighedskonventionen så ikke være nok til at redde en forbryder fra udvisning, så kan Højesteret ty til udlændingelovens § 26 (hensynsparagraffen). Den slår næsten aldrig fejl.
Denne paragraf tager stort set hensyn til alt, hvad der kan forhindre en forbryder i at blive udvist. Bl.a. tages integration og tilknytning til Danmark flittigt i brug, også selv om intet af det er eksisterende.
Levakovic kom til Danmark med sin familie, da han var 2 år. Alligevel har han ikke den fjerneste tilknytning til Danmark, kun til sin familie. Og da nogle af dem allerede er udvist af Danmark til Kroatien, vil han ikke være alene i sit hjemland.
Som Jakob Ellemann-Jensen (V) sagde på TV: Levakovic er kun integreret i fængselssystemet.
Politikerne vil gå ”lige til stregen”
Ud fra devisen: Kast ikke brønden til, før barnet er druknet, som er det absolutte modstykke til rettidig omhu, vil politikerne nu foretage nogle ændringer, så kriminelle kan smides ud af landet. Man vil genindføre ”med sikkerhed” i forbindelse med udvisningsreglerne. Det har regeringen i øvrigt haft et helt år til, efter at den igen kom til magten.
Om dét skulle have nogen effekt, kan man nok stille sig tvivlende overfor. Når Højesteret kan muliggøre, at en storforbryder som Levakovic kan fortsætte sine kriminelle aktiviteter i Danmark på trods af, at der i virkeligheden ingen hindringer er for hans udvisning, så må vi nok bare tålmodigt vente på, at Levakovics børn bliver myndige.
Noget kunne tyde på, at respekten for Højesteret er ved at smuldre.
