Karen Long fra staten Indiana i USA var hjemme med sin 7-årige nevø, der var syg. Pludselig så den 66-årige kvinde en maskeret mand gå hen mod hendes fordør.
Hun kastede sig frem mod døren for at låse den, men det var for sent. Han rev den ud af hendes hånd og skubbede hende ind. Hun snublede og faldt, og så gik han ned ad gangen i retning af hendes nevø.
”Hvis du rører min familie, bliver jeg fuldstændig vild og blodig,” sagde hun til røveren. ”Og jeg blev vild og blodig,” sagde hun senere til TV-stationen WXIN.
Hun sprang op på ryggen af ham, og de væltede begge omkuld på gulvet. Hun ville ikke give sig, uanset at røveren var langt yngre – og stærkere – end hende. Hun nægtede simpelt hen at lade alderen spille ind.
Som hun siger til WXIN: ”Jeg er 66, og det vil mange mennesker betragte som ’ældre’, men det er det ny 40.” Og den seje kvinde føjer til: ”Det ligger ikke til mig at være offer.”
Revolveren
Røveren blev ved med at sige: ”Lad være med at se på mig, lad være med at se på mig. Bare giv mig dine penge, og lad være med at se på mig, så sker der dig ikke noget.”
Men han forsøgte at binde hende til et bord, og hun blev enig med sig selv om, at hun var nødt til at gøre noget mere for at beskytte sit hjem, sin nevø og sig selv.
Så kom hun i tanke om sin revolver. Hun rakte efter den og fik fat i den. Som hun siger til TV-stationens journalist: ”Jeg sagde et par velvalgte ord til ham, det kan jeg godt fortælle dig. Jeg sagde: ’Du valgte det forkerte hus, kammerat.’”
Da røveren så hende med revolveren, skyndte han sig ud af døren. Hun siger, at hun har én sidste besked til ham: ”Hvis han kommer tilbage til dette hus, kommer han ikke til at gå herfra.”
Det vidste røveren ikke
Selv om Karen Long var lidt forslået bagefter, havde hun og nevøen det ganske godt.
Røveren tog nogle af hendes mindre ejendele med sig. Men den 66-årige kvinde er overbevist om, at det vil lykkes politiet at finde ham med hjælp fra lokalsamfundet og en dusør, som hun har udlovet.
Røveren vidste ikke, hvad han gik ind til. Han vidste ikke, at han stødte på en kvinde, som nægtede at være offer. Og han vidste ikke, at ”66 er det nye 40,” som hun siger.
Det ved han så nu.