Vi har på det seneste set en stribe eksempler på terrorangreb, der ikke byggede nogen på større organisation eller planlægning.
Ofte har der kun været en enkelt gerningsmand, der brugte meget simple midler. Groft sagt har han anvendt, hvad der lige var ved hånden. Enten var han alene om det, eller også havde han begrænset hjælp fra en løs gruppe af mennesker.
I Nice brugte han en lastbil. Ved Würzburg brugte han en økse. I Ansbach var det en rygsæk med sprængstoffer i.
I København brugte Omar El-Hussein ganske vist et gevær, da han i februar sidste år angreb på to steder i København. Men hans angreb var ikke særlig forberedte, og han havde ikke noget apparat i ryggen.
Der er en række andre eksempler som disse. Og endnu langt flere eksempler på, at radikaliserede muslimer har forsøgt at gennemføre den slags handlinger, men er blevet taget i opløbet.
Denne ny terror har flydende grænser til almindelig dødbringende vold.
Det bliver sværere og sværere at kende forskel på terrorister og folk, der smider store sten ned fra en motorvejsbro for at lemlæste eller dræbe bilister på vejen. Forleden lykkedes det som bekendt at dræbe en tysk kvinde og mor.
Sprede ødelæggelse og rædsel
Selv om den ny terror er anderledes end den traditionelle terror, så adskiller den sig stadig fra almindelig kriminalitet: Gerningsmanden får ikke noget personligt ud af at gennemføre den – som for eksempel ved et røveri.
Han handler i en højere sags tjeneste. En del af gerningsmændene er psykisk ustabile outsidere, der kun har tågede forestillinger om, hvilken sag de kæmper for. Men det har i en eller anden udgave noget med forsvar for islam og had til vestlige samfund at gøre.
Samtidig har disse handlinger også det karakteristiske træk ved terror, at man går efter at sprede både ødelæggelse og rædsel.
Det drejer sig ikke om at nedkæmpe en modstander i militær forstand. Det drejer sig om at vise, hvor galt det kan gå, hvis man krænker islam, og om at kue hele befolkninger ved at gøre dem bange.
På opfordring fra Islamisk Stat
Når denne form for ”spontan” terror er blevet så udbredt, hænger det i høj grad sammen med, at Islamisk Stat meget kraftigt har opfordret til den.
Islamisk Stat har ofte ikke ”hvervet” disse gerningsmænd til sin organisation. Man har derimod givet tilskyndelser til, at muslimer skal leve deres had til det vestlige samfund ud med alle forhåndenværende midler.
Det skal man gøre for at sprede ødelæggelse og rædsel – og sikkert også for at føle den berusende magt ved at kunne skade andre, selv om man i øvrigt er en taber.
Hadet
Den ny type terror har som sagt flydende grænser til sådan noget som at kaste store, dødbringende sten ned fra en motorvejsbro.
Det er ikke til at sige, om gerningsmændene føler sig som hellige krigere i islams navn. Foreløbig synes der i hvert fald ikke at foreligge nogen konkrete spor, der kunne pege på det. For eksempel opdateringer på de sociale medier, hvor man besynger Allah og Islamisk Stat eller lignende.
Men det er jo heller ikke almindelig kriminel aktivitet for egen vindings skyld.
Disse afskyelige handlinger synes at være båret af en glæde ved at sprede død, ødelæggelse og rædsel. Og en higen efter at kunne føle sin magt ved at kunne gøre det.
Og så hadet til det omgivende danske samfund. Det er meget svært at forestille sig, at nogen kan begå en sådan handling mod tilfældige borgere, hvis de føler sig positivt forbundet med dette samfund.
Stålsat vilje
Man kan ikke bare affærdige med, at det er uoverlagte drengestreger. Kådhed, der er gået alt, alt for vidt. Det er med sikkerhed meget mere end det.
For disse kæmpestore sten har man skullet finde et sted og transportere til gerningsstedet. Det kræver en vis organisation, en bil og en stålsat vilje til at gennemføre projektet trods alt besværet.
Dette er en handling, som er gennemsyret af had – måske iblandet noget almindelig sadisme.
Et samfund med et meget alvorligt problem
Det er umuligt på nuværende tidspunkt at sige, om dette had er forbundet med en politisk-ideologisk-religiøs holdning af radikalt tilsnit.
Der kan sagtens være tale om et mere diffust had mod vores samfund. Den samme type had, der har ført til, at almindelige kriminelle bliver til voldelige islamister uden at have læst en stavelse i Koranen. Sådan som det skete for Omar El-Hussein.
Gerningsmændene til drabet på den tyske kvinde kan da også meget vel være ganske unge, umodne typer.
Men de repræsenterer en form for had og vold, som er alvorligere, end vi har været vant til.
En form for had og vold, der i værste fald kan vise sig at have flydende grænser til den ny terror.
Et samfund, hvor man smider dræbende sten ned på en motorvej, er et samfund med et alvorligt problem.
