Lørdag endte en fodboldkamp i Serie 2 i uhyggelig vold mod både dommeren og det gæstende hold. Man måtte tilkalde både politi og ambulance.
FC Albertslund tog imod Hundige BK.
Det hele startede med en spiller – tilsyneladende indvandrer – der beskyldte dommeren for at være racist.
Dommer Bo Bauer siger:
”Det var helt sindssygt (…) Jeg gav et gult kort, da en spiller kaldte mig racist, og en anden truede med, at han ville finde ud af, hvor jeg boede, når kampen var slut, og slå mig ihjel. Det fik mig til at give ham det røde kort. Det fik tilskuerne til at gå amok, og jeg forsøgte at berolige deres bænk, der også var oppe og køre.”
Derefter fik dommeren en knytnæve i baghovedet, så det et øjeblik sortnede for hans øjne.
Stærkt rystet fløjtede han kampen af. Det fik hjemmeholdets spillere og tilskuere til at gå helt amok.
Dommeren fik et spark og et slag på kinden. Men da en Hundige spiller forsøgte at lægge sig imellem, rettede aggressionerne sig mod ham og hans holdkammerater.
Trampet i ansigtet
Hundige-spilleren, der prøvede at lægge sig imellem, hedder Daniel Thjellesen. Han blev frygtelig maltrakteret. ”Det er decideret vold. Jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger han.
Daniel så Albertslunds målmand løbe lige hen mod dommeren. Han ville skubbe ham væk for at beskytte dommeren.
”Han tager så fat om halsen på mig og giver mig en skalle. Herefter bliver jeg sparket og trampet i ansigtet, og knoppen fra en af spillernes støvler er meget tæt på mit ene øje.”
”Det var decideret vold mod forsvarsløse mennesker. De personer, der gjorde det, skal findes og straffes.”
En af Daniels medspillere blev brutalt angrebet. Det kunne være gået helt galt, hvis Albertslunds formand ikke havde kastet sig beskyttende over ham.
Hundiges cheftræner Mads Jul Madsen siger:
”Det var massemord ved højlys dag. Det var surrealistisk og langt ude, og man kan ikke finde noget lignende på youtube.”
Både dommeren og flere af Hundige-spillerne måtte på hospitalet med betydelige skader. En af spillerne havde ligget blødende på banen.
Trods de uhyggelige overfald blev der ikke foretaget nogen anholdelser, da politiet kom. De mest udfarende voldsmænd blandt Albertslund-spillerne og deres tilhængere var forduftet. Og politiet var åbenbart ude af stand til at få oplysninger om deres identitet.
De bør smides på hovedet ud ad døren
Amatør-fodboldkampe er en vigtig del af kulturtraditionen i Danmark og andre europæiske lande.
Spillere og tilskuere går højt op i kampene. Ind imellem bliver der gået lige lovlig hårdt til sagen på banen, og der kan også godt falde et par upassende tilråb fra sidelinjen. Men alt i alt foregår det i en fordragelig atmosfære, og der er plads til at hygge sig.
Men nu dukker der – også i Danmark – hold op, som har let til aggressioner og vold. De respekterer ikke dommeren, og de har til tider et nærmest hadefuldt forhold til deres modstandere.
Samtidig ser de hele tiden sig selv som forfulgte uskyldigheder. Det kan for eksempel udløse beskyldninger mod dommeren for at være racistisk, sådan som det skete i Albertslund.
Hvis man ikke kan lære at indordne sig under de normer, der gælder for almindelige anstændige fodboldkampe, skal man smides ud af den organiserede fodbold under DBU.
Det ser ud til, at FC Albertslund er en oplagt kandidat til at blive sendt på hovedet ud ad døren.