Danskerne vil have mere dyrevelfærd i supermarkedet

Foto: Dyrenes Beskyttelse / Carsten Snejbjerg

Mere end to ud af tre danskere ønsker, at deres supermarked gør en aktiv indsats for at få mere dyrevelfærd på hylderne. Det viser en ny undersøgelse, som Analyse Danmark har lavet for Dyrenes Beskyttelse.

 

I undersøgelsen svarer 69 pct. således, at det er vigtigt for dem, at deres foretrukne supermarked gør en indsats for at udvide sortimentet med flere fødevarer, der er produceret under hensyn til god dyrevelfærd.

 

“Dermed siger forbrugerne jo meget tydeligt, at de vil have dagligvarebutikkerne til at tage et medansvar for at udbrede varer med god dyrevelfærd. Forbrugerne spiller selv en stor rolle, fordi de i sidste ende skal købe produkterne, men de vil også have supermarkederne til at tage stilling og gøre en aktiv indsats for at få endnu flere fødevarer produceret med god dyrevelfærd på hylderne,” siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse.

 

Forståelse hos supermarkederne

De seneste år er de danske supermarkeder begyndt at markere sig langt stærkere på dyrevelfærd. Seneste og mest markante eksempel er udfasningen af buræg, som alle supermarkedskæderne nu har tilsluttet sig.

 

Der er også eksempler på kæder, der arbejder strategisk med at introducere mere dyrevelfærd på hylderne. Irma er et eksempel på en kæde, som frem mod 2020 vil arbejde for at øge salget af dyrevelfærdsprodukter med 50 pct. i deres butikker. Dansk Supermarked har sat en målsætning for 2020 om at øge salget af produkter med god dyrevelfærd med 500 mio. kr. Begge tiltag vil betyde væsentlig mere dyrevelfærd på hylderne.

 

“For os viser det, at supermarkederne reagerer på, at stadig flere danske forbrugere efterspørger mere dyrevelfærd. Danskerne tager dyrevelfærd mere og mere til sig, og det gør en konkret forskel for dyrene. Forhåbentligt vil vi på den længere bane se, at flere dyr kommer til at leve i den økologiske produktion og frilandsproduktion i stedet for i indendørsproduktionerne,” siger Britta Riis.

 

Dyrenes Beskyttelses mærke breder sig

I takt med at detailbranchen har fået øjnene op for værdien i dyrevelfærd, er mærket “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” blevet mere og mere populært.

 

For få år siden fandtes det kun på pakker med fersk okse- og svinekød. I dag findes der også æg, mejeriprodukter, kyllinger, ænder, pålæg og færdigretter med foreningens mærke. Årsagen er, at et stigende antal producenter er begyndt at producere varer med bedre dyrevelfærd, som de kan få lov til at skrive “Anbefalet af Dyrenes Beskyttelse” på.

 

“Vi kan mærke en virkelig stor efterspørgsel fra både producenter, detailhandel og forbrugere efter vores mærke. Det er et helt klart signal til os om, at dyrevelfærd i fremtiden kun vil være et endnu vigtigere parameter i danskernes fødevarer,” siger Britta Riis.

 

Undersøgelsen fra Analyse Danmark viser, at 67 pct. af danskerne synes, dyrevelfærd er vigtigt, når de køber fødevarer. Det er især kvinder, der finder dyrevelfærd vigtigt.

 

Trend eller ny virkelighed?

Fremtidsforsker Kirsten Poulsen er direktør i virksomheden Firstmove, der beskæftiger sig med fremtidens forbrugeradfærd. Hendes analyser viser, at dyrevelfærd ikke blot er et højt prioriteret område hos forbrugerne i dag – det vil også spille en stadig større rolle i fremtiden.

 

“Forbrugernes adfærd bliver mere og mere ansvarlig, og de vil i dén grad foretage flere etiske valg i fremtiden. Og det er ikke sådan, at du bare er ansvarlig nogle år, og så pludselig er du det ikke mere. Tværtimod får ansvarligheden hele tiden nye fortolkninger og temaer under sig – madspild, miljøbevidsthed og dyrevelfærd er eksempler på det,” siger hun.

 

“Dyrevelfærden sniger sig ind og præger flere og flere måltider. Folk vil i højere grad spise dyrevelfærd, selv om det ikke er sikkert, de gør det i hvert måltid eller på samtlige kødprodukter. Men de vil begynde at træffe de valg, og samtidig vil de stille og roligt begynde at spise mindre kød. Ligesom vi vil se flere og flere vegetarer og veganere,” siger hun.

 

Undersøgelsen er gennemført blandt et repræsentativt udsnit af den danske befolkning på dimensioner køn, alder og region, så den afspejler befolkningssammensætningen på disse parametre. Personer, der aldrig eller kun sjældent køber dagligvarer, er screenet fra efter det første spørgsmål. Der er i alt gennemført 1.236 interview hvor af 1.102 er i målgruppen. Data er indsamlet via Analyse Danmarks DK-Panel via e-mail i perioden fra den 3. august til den 9. august 2016.

 

PRESSEMEDDELELSE

 

Del på Facebook