Dansk Folkeparti fremlægger i dag torsdag et beslutningsforslag i Folketinget. Det lægger op til, at Danmark skal kunne afvise asylansøgere, der kommer fra et sikkert land som for eksempel Tyskland, ved vores grænse.
Disse asylansøgere skal altså slet ikke ind i landet for at få deres asylsager behandlet.
Dansk Folkeparti kæder sit forslag sammen med forhandlingerne om skattelettelser efter sommer: Hvis ikke partiets asylforslag går igennem, kan det betyde, at man afviser skattelettelser – sådan er signalet.
Men partiet møder ikke den store velvilje over for forslaget. Først og fremmest er både regeringen og Socialdemokraterne afvisende.
Dublin-forordningen
Regeringen, Socialdemokraterne og andre henviser til, at forslaget efter deres mening strider mod den såkaldte Dublin-forordning. Den siger, at en asylansøger kan sendes tilbage til det EU-land, hvor vedkommende først er registreret.
Disse partiers holdning er, at Dublin-forordningen ikke tillader, at vi bare afviser folk ved grænsen. Og hvis vi bryder med Dublin-forordningen, så har vi slet ikke nogen juridisk ret til at sende asylansøgere tilbage til det land, hvor de kom ind i EU. Denne udlægning har opbakning fra langt de fleste jurister.
Men dette kan ikke bare gøres til en juridisk diskussion. Det er i sidste ende en politisk diskussion. Og der er noget mærkeligt ved den måde, denne politiske diskussion føres på.
Danske politikere diskuterer asylpolitik med hovedet under armen – som om de allerede har glemt, hvad der skete, da asylstrømmen eksploderede sidste år.
Dublin-forordningen brød sammen
Dengang havde man også Dublin-forordningen. Men så snart det bragede løs, brød forordningen sammen. Den kunne simpelt hen ikke bruges til at håndtere presset.
Asylansøgerne og alle de økonomiske migranter kom først og fremmest ind i EU via Grækenland og Italien. Kontrollen ved de ydre grænser fungerede overhovedet ikke. Og Grækenland og Italien vinkede bare langt de fleste asylansøgere videre uden at registrere dem, så de frit kunne rejse nordpå. Stik mod forordningen.
Det skabte et enormt pres på resten af Europa – især på Balkan-landene, Østrig, Tyskland og Sverige.
National kontrol
På et tidspunkt fik flere af landene simpelt hen nok. I stedet for den fallerede Dublin-forordning lavede Østrig og Balkan-landene deres egne regler, med streng national grænsekontrol og afvisning af langt de fleste asylansøgere ved grænsen.
På den måde lukkede de Balkan-ruten, og det virkede. Der kom en prop i hullet. Og det kom der, fordi man afviste folk ved grænsen – i strid med Dublin-konventionen. (Siden er også EU’s aftale med Tyrkiet kommet ind i billedet, men dens skæbne er uvis.)
I det nordlige Europa har vi ikke behøvet at bruge den slags midler, fordi landene syd for os har taget slæbet for os. For at sætte det på spidsen: Vi blev ikke reddet af Dublin-konventionen – vi blev reddet af Østrigs nationale kontrol på grænsen, som minder om Dansk Folkepartis forslag.
Danmarks egne asylstramninger har også ydet et bidrag til at bremse asylstrømmen. Men det afgørende har været det, der skete syd for os.
Hvad gør Danmark så?
EU forsøger nu at lave en ny udgave af den havarerede Dublin-konvention. Men selv hvis det lykkes at lave den, er der ingen udsigt til at den vil kunne håndtere presset, hvis asylstrømmen igen vokser voldsomt.
Sker det, kan vi selvfølgelig håbe på, at lande syd for os igen tager slæbet for os. Så vi andre kan rende rundt og spille fine på den og sige, at vi overholder Dublin-konventionen til punkt og prikke.
Men hvis ikke Østrig og andre er i stand til at modstå presset, når det for alvor brager løs, så må Danmark … ja, hvad må Danmark egentlig?
Så kan vi jo ikke klare os med skåltaler om Dublin-forordningen. Vi må handle resolut for at forsvare vores samfund. Og det kan dårligt ske på anden vis end ved at afvise et stort antal asylansøgere og økonomiske migranter på vores grænse.
Østrig kunne ikke holde til at blive ved med at lukke dem ind i landet. Det ville vi heller ikke kunne i en sådan situation.
Vi må være parate
Det afgørende i denne debat er ikke, hvad Danmark gør lige her og nu. For lige her og nu er der ikke noget stort problem. Det afgørende er, om vi er parat til at gøre det nødvendige, hvis vi for alvor kommer under pres – som det jo skete indtil lukningen af Balkan-ruten.
Vi kan ikke lulle os ind i, at Dublin-forordningen giver os den nødvendige beskyttelse, hvis asylstrømmen igen eksploderer. Forordningen vil endnu engang bryde sammen.
Vi må være parate til at bruge afvisning af asylansøgere på selve grænsen som et redskab i dansk asylpolitik. Den mulighed skal holdes åben til brug i situationer, hvor der er et ekstraordinært asylpres på Danmark.
En effektiv beskyttelse kræver kontrol og afvisning ikke bare på de ydre grænser, men også på de nationale grænser. Og det er jo ikke givet, at andre lande vil sørge for det på vores vegne. Så må vi selv gøre det.
Det er den centrale pointe i den debat, som Dansk Folkepartis forslag rejser.
