Britiske medier hetzede voldsomt mod den danske lov om asylansøgeres betaling – men den britiske befolkning bakker Danmark op!

En række udenlandske medier har på det seneste kørt meget hårdt mod Danmark. Baggrunden har været den nye danske lov om, at myndighederne kan lade asylansøgere betale til deres ophold, hvis de har midlerne til det.

 

Det politiske flertal i Danmark blev sværtet til på det groveste. Danske politikere og medier leverede skyts til denne udenlandske mediekampagne og gjorde alt for at puste dens betydning op i den danske offentlighed. Små ånder som Uffe Elbæk kunne pludselig sole sig i international bevågenhed.

 

Britiske medier var meget aktive i denne hetz. Det gælder blandt andet aviserne The Independent og The Guardian. Guardian brillerede blandt andet med en stupid tegning af Lars Løkke som nazist.

 

Briterne og tyskerne bakker Danmark op

Den Korte Avis har tidligere påpeget, at de britiske mediers kampagne måske ikke var særlig dækkende for den britiske befolknings holdning.

 

Det bliver nu til fulde bekræftet. The Independent kan onsdag fortælle, at et flertal af briterne i en meningsmåling bakker Danmark op. Målingen er foretaget af YouGov.

 

54 procent af briterne giver deres støtte eller deres stærke støtte til en tilsvarende lovgivning i Storbritannien. Kun 8 procent er stærkt imod.

 

Interessant er det også, at en tilsvarende måling i Tyskland giver klar opbakning til en lovgivning svarende til den danske. Hele 60 procent af tyskerne støtter dette, mens kun 18 procent er imod. To tyske delstater har i øvrigt tilsvarende ordninger i dag.

 

Smædekampagnen falder til jorden

Pudsigt nok viser en lignende YouGov-måling i Danmark, at danskerne selv er noget mere skeptiske. 39 procent siger nej til betalingsordningen, mens 38 procent siger ja.

 

Det skyldes formentlig, at danskerne er blevet forskrækkede over de voldsomme reaktioner mod Danmark. TV2 og andre danske medier har tudet dem ørerne fulde med, at Danmarks anseelse i ”udlandet” var blevet skadet.

 

Men Danmarks anseelse ser snarere ud til at være blevet styrket i store europæiske lande som Storbritannien og Tyskland. Angrebene kom fra et snævert miljø af politisk korrekte journalister, mens befolkningen altså synes godt om den danske lov.

 

Smædekampagnen mod Danmark falder dermed til jorden. Men man skal næppe forvente, at de danske og udenlandske medier nu går ud med en beklagelse af, at de har givet en groft misvisende fremstilling af virkeligheden.

 

Og de vil sikkert gøre det samme igen næste gang. For til syvende og sidst handler det for dem om at føre en politisk kamp mod den stramme udlændingepolitik, som i dag er fjende nummer ét for den politiske korrekthed. Den kamp bliver ført med alle midler.

Del på Facebook