Ezra Levant er en canadisk mediemand og debattør. Hans selskab The Rebel producerer blandt andet politiske video-kommentarer.
Her bringer vi en video på engelsk om, hvad der skete i søndags, da Hillary Clinton kollapsede i forbindelse med 15-årsdagen for 11. september.
Vi får begivenhederne og de forklaringer, som Clinton og hendes folk har givet – velvilligt assisteret af journalister, der går langt for at støtte hende.
Som det fremgår af videoen, er Levant mildt sagt ikke nogen fan af Hillary Clinton. Men hans video er ikke bare et partsindlæg. Han stiller en række skarpe og relevante spørgsmål, som Clinton-lejren har gjort alt for at feje ind under gulvtæppet.
Man får et klart indtryk af, at noget holdes skjult fra Clintons side. Mysteriet om hendes helbredstilstand breder sig.
Forbud mod optagelser
Mystikken starter med, at Clinton på et tidspunkt bliver set gå væk fra ceremonien for 11. september. Hun ledsages af en kvinde, der holder hendes arm.
Derefter får TV forbud mod at lave optagelser af hende under ceremonien – hvilket journalisterne retter sig efter.
Men der var intet galt, hed det sig. Lidt senere blev det til, at Clinton var blevet lidt for varm under ceremonien.
De store medier, der støtter Clinton, fik så skabt det indtryk, at vejret var forfærdelig varmt og fugtigt under ceremonien. Men faktisk var temperaturen ret moderat, og intet tyder på, at andre tilstedeværende skulle have døjet med varmen.
Clinton-staben satsede på at få lukket sagen med historien om den frygtelige varme og forbuddet med at lave TV-optagelser af Clinton.
En tjekkisk turist med en mobiltelefon
Men så skete der noget, som de slet ikke havde planlagt.
En tilfældig tjekkisk turist optog Clinton, da hun gik hen til sin bil og steg ind i den. Det var de nu berømte billeder, der viste, at Clinton faktisk faldt om og måtte bæres ind i bilen. En anden optog også en lille video af optrinnet.
De Clinton-venlige medier gjorde dog stadig deres bedste for at sløre begivenhederne. CNN fortalte seerne, at Clinton ”snublede”, da hun skulle ind i bilen (TV-Avisen herhjemme serverede samme nonsens). Enhver kan se på billederne, at der ikke var tale om et lille uheld, men om et regulært kollaps.
Hun havde det fint … øeh, nej, hun havde lungebetændelse
Efter et ophold i datteren Chelseas lejlighed kom Clinton ud og forsikrede journalisterne om, at hendes helbred havde det fint.
Men kort tid efter fik man en ny forklaring: Clintons helbred havde det ikke fint. Hun havde lungebetændelse og måtte holde en pause i sin kampagne.
Denne ny forklaring rejser dog endnu flere spørgsmål:
Angiveligt stillede Clintons kampagne-læge diagnosen lungebetændelse i fredags. Men en journalist fra Bloombergs, der fulgte hende tæt, fortæller, at hun den dag gennemførte et meget anstrengende program: To ”fundraisers”, to timers møde om national sikkerhed, pressebriefinger, et CNN-interview.
Bloomberg-journalisten oplyser oven i købet, at der ikke var nogen tegn på, at hun den dag blev tilset af en læge.
Hvorfor blev Clinton i øvrigt ikke kørt på hospitalet, da hun kollapsede?
Situationen kom ud af kontrol
Hvis Clinton fik diagnosen lungebetændelse om fredagen, hvorfor meddelte hun det så ikke til offentligheden. Der var jo ikke noget specielt galt i, at hun havde pådraget sig en lungebetændelse. Var det en historie, der først blev konstrueret senere, da hun kunne se, at sagen ikke kunne dysses ned?
Mistanken forstærkes af, at lungebetændelse jo kan smitte. Kan det virkelig være rigtigt, at Clinton fik diagnosen lungebetændelse fredag, hvorefter hun søndag bevægede sig rundt blandt et hav af mennesker ved ceremonien for 11. september?
Da hun skulle vise.at hun havde det godt, stod hun oven i købet uden for Chelseas lejlighed og holdt om en lille pige. Det er svært at forestille sig, at hun ville udsætte pigen for smitterisiko.
Man sidder tilbage med et indtryk af forklaringer, der ikke stemmer. Clinton-lejren håbede ganske klart, at man kunne tage problemet i opløbet, da hun blev dårlig i søndags.
Men situationen kom helt ud af kontrol, da de famøse optagelser af hendes kollaps blev offentliggjort.
Problemer med troværdigheden
Nu står Clinton tilbage med diverse forklaringer, der hænger dårligt sammen, og en masse spørgsmål, som hun fortvivlet forsøger at undslippe.
Der er tydeligvis et eller andet galt med Hillary Clintons helbred. Er det ”bare” lungebetændelse, eller er det værre? Hvorfor hænger hendes forklaringer så så dårligt sammen?
Hvor alvorlige hendes helbredsproblemer er, må foreløbig stå åbent.
Men én ting er sikker: Hun har i hvert fald fået store problemer med sin kampagne og sin troværdighed.
a