Efter mandagens EU-topmøde var det tydeligt, at forbundskansler Angela Merkel havde afstemt med de to EU-topfolk Donald Tusk og Jean-Claude Juncker, hvad man skulle kalde resultatet.
De blev enige om at kalde det et ”gennembrud”. Så det ord er blevet gentaget i én uendelighed i medierne.
Personligt har Merkel ikke nogen problemer med at kalde den foreløbige rammeaftale for et gennembrud. Hun vil gerne gøre al den reklame for den, som hun kan. Det er der flere grunde til.
Merkel på begge sider
For det første har hun mere end nogen lagt vægt på, at en aftale med Tyrkiet skulle være krumtappen i EU’s asylpolitik.
For det andet skal der på søndag være valg i tre tyske delstater. Her ville det være skidt for hendes parti, CDU, hvis topmødet lignede en fiasko.
For det tredje har Merkel selv formentlig haft en stor finger med i det tyrkiske udspil, som rammeaftalen bygger på.
Det hed sig, at aftalen kom i stand, fordi Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu under topmødet fremlagde nye forslag. Men nogle iagttagere har en mistanke om, at Merkel i høj grad har inspireret disse forslag.
Eller sagt på en anden måde: Merkel har måske spillet dobbeltspil. Hun har så at sige været involveret i både det tyrkiske udspil og EU’s svar på det.
Lettere, at det ligner et tyrkisk tilbud
Kendsgerningen er, at Merkel og Davutoglu havde en meget lang samtale natten mellem søndag og mandag før topmødet.
Kendsgerningen er videre, at de tyrkiske forslag flugter godt med Merkels egen position i EU-landenes debatter. Det er en stor fordel for hende, at forslagene nu opfattes som et tyrkisk tilbud, som det er svært at sige nej til, og ikke som forslag fra hende.
Det gælder især på ét punkt:
De tyrkiske forslag vil ikke betyde mindre tilstrømning til Europa. Tværtimod vil der være udsigt til, at tilstrømningen øges. Der har Merkel selv intet imod. Men hvis det var hende, der kom med forslaget, ville andre EU-lande stejle. Nu bliver det sværere afvise, fordi det præsenteres som prisen for en aftale.
Skræmmende dårlig
Det tyrkiske udspil går dog længere, end Merkel havde forestillet sig. Sent på topmødet skruede Davutoglu op for kravene i et forsøg på at udnytte EU’s åbenlyse svaghed.
Det er da også stadig ganske usikkert, om der kommer en stor aftale mellem parterne, og hvor langt den i givet fald vil gå.
Den foreløbige rammeaftale er rent ud sagt skræmmende dårlig.
Visumfrihed, kvoter og flere penge
Asylstrømmen til Europa vil fortsætte med uformindsket styrke.
Samtidig kræver Tyrkiet, at tyrkere snart får visumfrihed til EU. Alene i 2014 udstedte EU 770.000 visa til tyrkere. Hvis der nu bliver fri adgang, vil et enormt antal tyrkere komme til EU.
Fordeling af asylansøgere gennem kvoter til de enkelte lande er ligeledes uholdbar. Her har man dog kun turdet tale om en frivillig kvoteordning, fordi modstanden er så stærk.
Videre kræver Tyrkiet dobbelt så mange penge for en aftale, som man blev enige om sidste år. Nu skal det være cirka 45 mia. kr. Ingen højere?
Hvem stoler på Tyrkiets præsident?
Endelig ligger der et stort spørgsmål under det hele: Hvem stoler på Tyrkiets egenrådige og autoritære præsident Erdogan? Manden, der lige har nationaliseret landets største avis, fordi han ikke brød sig om, hvad de skrev. Manden, som er kendt for manøvrer, manipulationer og truende adfærd.
Der er en meget alvorlig risiko for, at EU får lov til at levere på sin del af en aftale, hvorefter Tyrkiet begynder at lave krumspring i forhold til at indfri deres løfter.
Foreløbig har Tyrkiet overhovedet ikke levet op til den første aftale, som de to parter indgik i november sidste år.
Angela Merkel er parat til at lægge EU’s fremtid i Tyrkiets hænder. Med gru må man tænke på, hvad der kan ske, hvis hendes verdensfjerne politiske korrekthed bliver parret med brutal tyrkisk magtpolitik.
Den aftale, som der lægges op til, er helt uantagelig.
