Ung mand gik på motorvejen: Han ville bare hjem til mor

Det er fredag aften – eller retter sagt nat. Bilisterne på motorvej E 45 ved Kolding får sig en slem forskrækkelse. På motorvejen går en ung mand.

“Vi modtog en anmeldelse klokken 02.39 om, at der ved udfletningen af motorvejen mod Odense gik en person i nødsporet. En patrulje, der kom til stedet, kunne dog ikke finde nogen der. Men klokken 03.15 modtog vi endnu en anmeldelse. Denne gang om, at der gik en person på motorvejen i nordgående retning mod Vejle,” fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Hans Offersen. 

 

Politiet kører igen ud og leder på motorvejen. Her finder de en 22-årig mand fra Vejle.

 

Men hvorfor gik han på en motorvej.

 

Jo, han var på vej hjem til sin mor.

 

“Han fik en meget kraftig mundtlig irettesættelse og blev kørt hjem til sin mor,” oplyser vagtchefen

 

Det er forbundet med stor fare at gå på motorvejen.

I januar udviklede et harmløst færdselsuheld sig til en dyb tragedie på motorvejen ved Hedensted i det østlige Jylland.

 

Det viste hvor farligt, det kan være at gå på en motorvej.

 

“Der er tale om et solouheld, som resulterer i to separate ulykker. En bil skrider ud og holder stille på tværs af motorvejen i den nordgående retning. Den bliver derefter ramt af en anden bil, der kommer bagfra”, sagde Claus Hansen, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi lige efter ulykken.

 

“Den mandlige fører stiger af ukendte årsager så ud af bilen, går over autoværnet og bliver ramt af en bil og dræbt på stedet”, fortsatte Claus Hansen.

 

Den dræbte mand blev 24 år og boede i Aalborg. Kvinden i bilen er jævnaldrende, og begge er herboende udlændinge, oplyser politiet søndag eftermiddag.

 

“Vores formodning er, at han gik over vejen for at skaffe hjælp, men i mørket kunne bilisterne ikke se ham”, sagde vagtchef Kent Midtgaard.

 

Vejene var meget glatte i området, og det var sandsynligvis på grund af glat føre, at bilen skred ud, mener politiet.

Kilde: Politiet / Lokalavisen

Del på Facebook