Da Mogens Lykketoft blev formand for FN’s generalforsamling i 2015 blev det betragtet som den største udenrigspolitiske triumf i nyere tid.
Det bekræfter, at det danske Udenrigsministerium befinder sig i en eksistentiel krise: Ministeriet har mistet sansen for, hvad et udenrigsministerium har som sin grundlæggende opgave. Vækst og handel er gledet i baggrunden. I stedet for har ministeriet prioriteret arabiske initiativer, homoseksuelle og kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder.
Men heldigt for ministeriet har de venner som rykker i felten for dem. Det sker i et synspunkt i Berlingske i dag.
“Udenrigsministeriets venner”
Tidligere udenrigsministre i alliance med politikere, der aspirerede til udenrigsministerposten, i sammenslutningen af ”Udenrigsministeriets venner” har holdt hånden over det i forhold til landets størrelse grotesk overdimensionerede Udenrigsministerium.
Alligevel blev Udenrigsministeriet som led i Finanslovsaftalen med SF og Enhedslisten pålagt at spare 1,5 mia. kr. på bistandsrammen i 2015. Baggrunden var de stærkt stigende og ufinansierede udgifter til flygtningeområdet.
Daværende udenrigsminister Martin Lidegaard måtte sammen med den joviale udviklingsminister, Mogens Jensen, gøre gode miner til slet spil, og overlade protesterne til de statssubsidierede bistandsorganisationer.
Folkene i Udenrigsministeriet (af kollegerne på Slotsholmen kaldet ”blåfrakkerne” og ”lakskoene”) gik urolige rundt på gangene på Asiatisk Plads og begyndte at regne på konsekvenserne.
Besparelserne på udviklingsrammen berører ikke umiddelbart udenrigstjenesten, men fordi Udenrigsministeriet beregner sig et klækkeligt overhead for at administrere støtten til verdens allerfattigste mennesker, betød tiltagene, at Udenrigsministeriet skulle spare 140 millioner kr. frem til 2018.
Flygtningeudgifter kræver besparelser i Udenrigsministeriet
”Lakskoene” blev igen rystet, da statsminister Helle Thorning-Schmidt sammen med den øvrige socialdemokratiske top som led i valgkampen – og igen nødvendiggjort af flygtningeudgifter ude af kontrol – bebudede, at stigningen i den danske bistand skal sættes i bero. Det var ellers SR-regeringens mål, at ulandsbistanden skulle opjusteres, så ”den over en årrække kommer tilbage på 1 procent af BNI” mod de nuværende godt 0,8 procent.
Selvom forslaget ikke var groet i den radikale baghave, måtte Martin Lidegaard igen udadtil forholde sig passivt. Mogens Jensen gjorde sig – med besvær – helt usynlig.
Først da Venstre under valgkampen annoncerede, at ulandsbistanden skal reduceres med 2,6 milliarder kroner til 0,7 pct. af bruttonationalindkomsten, BNI, reagerede Martin Lidegaard.
Visse avisredaktioner kom på mystisk vis i besiddelse af Udenrigsministeriets interne beregninger, der viser at udenrigstjenesten på grund af regler om statens budgetter skal spare op mod 130 millioner kroner om året, eller hvad der svarer til omkring en halv milliard kroner på fire år, hvis ulandsbistanden beskæres, som Venstre har lagt op til.
Sagsforløbet burde i øvrigt også give anledning til at den nye udenrigsminister, Christian Jensen, forholdt sig til Udenrigsministeriets og Martin Lidegaards krænkelse af de skrevne og uskrevne regler om misbrug af centraladministrationen under valgkampe.
Er Udenrigsministeriet nødlidende?
Kan det virkelig være rigtigt, at Udenrigsministeriet med et kæmpebudget er nødlidende? Selvfølgelig ikke – det burde ikke være noget problem for ministeriet at imødekomme nye udfordringer gennem besparelser, omprioriteringer og fokusering inden for udenrigsministeriets kæmpebevilling.
Udenrigsministeriet burde ligesom andre ministerier for længst have været underkastet en grundig budgetanalyse af mulighederne for effektiviseringer, fokusering, rationaliseringer og besparelser.
Der er oplagte lavthængende frugter ved større samarbejde med EU’s fælles udenrigstjeneste, ved ambassadelukninger i EU-lande, ved større samarbejde med de andre nordiske lande, ved at vurdere ambassadørernes residenser, lukrative udetillæg, tilskud til tjenestefolk m.v.
Serviceeftersyn af Danmarks engagement i udlandet
Meget betimeligt, har statsminister Lars Løkke Rasmussen da også bebudet et kritisk serviceeftersyn af Danmarks samlede engagement i udlandet.
Dette eftersyn skal foretages af en ”erfaren og respekteret person”, som ikke bare skal endevende udenrigspolitikken, men ”give sit samlede strategiske bud på en koordinering eller samtænkning” af Danmarks udenrigs-, forsvars, handels-, bistands- og sikkerhedspolitik.
Rederiforeningens interesser
Nu har interessefællesskabet ”Udenrigsministeriets venner” mobiliseret administrerende direktør i Danmarks Rederiforening, Anne Steffensen, der selv er vokset op i Udenrigsministeriet. Inden hun i foråret 2013 blev udpeget til topposten i Rederiforeningen, var hun direktør i Udenrigsministeriet for Danmarks Eksportråd og efterfølgende ambassadør i London.
Nærmere om Rederiforeningens synspunkter i Berlingske Tidende 10. august 2015 http://www.b.dk/globalt/vi-
