De færreste unge tænker over det, mens de går i skole, på gymnasiet eller på universitetet. Men ser du på, hvad der bidrager mest til din formue gennem livet, så er det din arbejdsindkomst. Din evne til bruge hænder og hoved er dit vigtigste aktiv, når det handler om at skabe økonomiske muligheder.
Uddannelse og livsindkomst
Det kaldes også human Kapital eller menneskelig kapital, begrebet beskriver den viden og erfaring, som du får gennem at investere i uddannelse. Det afspejler i høj grad din lønindkomst gennem dit arbejdsliv frem til pensionering. Der er meget stor forskel på, hvad en ufaglært og en ingeniør tjener, men der faktisk også stor forskel på, hvad ingeniører tjener gennem deres liv. Sådan er det i alle fag.
En ufaglært har i gennemsnit meget lavere livsindkomst og højere sandsynlighed for nedslidning og førtidspensionering end en højtuddannet ingeniør. Den ufaglærte kan arbejde og tjene penge fra eksempelvis 18 år og måske tidligere. Men ingeniøren indhenter hurtigt de 6-8 års ekstra uddannelsestid med lavere lønindkomst, når han har afsluttet uddannelsen.
Det tager kun ca. 10 år for en ingeniør med en startløn på 360.000 kr. om året at indhente efterslæbet i livsindkomst i forhold til en ufaglært med en årsløn på 240.000 kr. Sammenligner vi livsindkomster, tjener ingeniøren mere end dobbelt så meget som en ufaglært.
Hold din humane kapital ved lige
Er dit mål med arbejde eller virksomhed er at blive rig – der er jo også andre grunde – så er uddannelse en god investering. Det handler naturligvis også om, at vælge den rigtige uddannelse, ellers øger du ikke din humane kapital, og så spilder du din tid. Jo tidligere du afslutter din uddannelse, desto højere værdi får din højere humane kapital for dig og samfundet.
Det er vigtigt at holde din humane kapital ved lige med videreuddannelse, netværk, resultater og investeringer gennem hele dit liv. Jo bedre du er til det, desto større blive din humane kapital og dermed din livsindkomst.
Uddannelse vigtigst for din privatøkonomi
Din humane kapital har i øvrigt den væsentlige egenskab, at den er uafhængig af aktiemarkedet og ejendomsmarkedet – i de fleste tilfælde. Din lønindkomst falder altså typisk ikke i perioder, hvor aktierne falder i værdi – det har betydning for risikoen i din økonomi.
Din humane kapital har større betydning for din økonomi gennem dit liv end din ejerbolig, pensionsopsparing eller virksomhed.
Uanset hvor heldig du er på aktiemarkedet eller ejendomsmarkedet, så er din humane kapital grundlaget for alt det andet. Og det er op til dig selv, du er ikke afhængig af held og uheld. Derfor er uddannelse er din allerbedste investering, når din livsindkomst gøres op i sidste ende.
Med venlig hilsen
Kim Valentin
Finanshuset i Fredensborg
Økonomisk rådgivning om pension, investering og formue
Kim Valentin skriver hver uge om investering, pension og privatøkonomi i ugebrevet FinansNyt. Send mig FinansNyt helt gratis
http://www.finanshus.dk/uddannelse-er-din-bedste-investering/